Publiceret 18-03-2024

Opholdstilladelser efter Ukraine-særloven er blevet forlænget

Udlændingestyrelsen har nu forlænget de opholdstilladelser, der er givet efter Ukraine-særloven. Gyldigheden er forlænget til den 17. marts 2025.

Udlændinge- og integrationsministeren besluttede den 3. november 2023, at opholdstilladelser meddelt efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (herefter særloven), kunne forlænges til den 17. marts 2025. 

Udlændingestyrelsen har af egen drift vurderet alle de opholdstilladelser, som var givet efter særloven frem til den 3. november 2023, og som ellers stod til at udløbe den 17. marts 2024. Hvis betingelserne var opfyldt, er opholdstilladelserne blevet forlænget til den 17. marts 2025.

Opholdstilladelser efter særloven, som er givet i perioden fra den 3. november 2023 til den 17. marts 2024, er samtidig blevet forlænget, så de er gyldige til den 17. marts 2025. 

Hvis din opholdstilladelse ikke er blevet forlænget

Udlændingestyrelsen har i et mindre antal sager forgæves forsøgt at få kontakt til personer, der har fået opholdstilladelse efter særloven inden den 3. november 2023. I disse sager har Udlændingestyrelsen ikke kunnet forlænge opholdstilladelserne, fordi vi fx har manglet oplysninger, og tilladelserne vil derfor udløbe den 17. marts 2024. Hvis du er blandt de personer, som vi ikke har kunnet få kontakt til, og du derfor ikke har fået forlænget din opholdstilladelse, skal du indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse efter særloven, hvis du fortsat ønsker opholdstilladelse i Danmark på baggrund af særloven.

Hvor kan jeg få flere oplysninger?

Du kan læse mere om opholdstilladelse efter særloven på siden her på nyidanmark.dk med information til personer fra Ukraine. Læs mere om opholdstilladelse efter særloven

Læs også nyheden fra den 3. november 2023 om forlængelse af opholdstilladelse efter Ukraine-særloven

Du kan også ringe til Udlændingestyrelsen på vores telefonnummer: +45 35 36 66 00.

Ansvarlig myndighed

Kontakt os