Hvis du er fra Argentina bemærk, at Working Holiday er omfattet af en
Kvote

Sagsbehandlingen tager normalt
3 måneder

Gebyr for sagsbehandling
2.490 kr.

Hvad er Working Holiday?

Danmark har indgået Working Holiday-aftaler med en række lande, herunder Argentina.

Working Holiday-aftalerne er indgået for at give unge mennesker fra disse lande bedre mulighed for at lære hinandens kultur og levevis at kende. Formålet er at fremme den gensidige forståelse mellem landene.

Dit formål med opholdet skal primært være at holde ferie i en længere periode og sekundært at arbejde med henblik på at supplere dine rejsemidler.

På et Working Holiday-ophold må du arbejde i begrænset omfang. Det betyder, at du må arbejde et vist antal måneder i løbet af 1 år. Du må også følge et studie- eller uddannelsesforløb af begrænset varighed.

Hvis du tidligere har været i Danmark  på et Working Holiday-ophold, kan du ikke få et nyt Working Holiday-ophold.

Aftalerne går begge veje, så unge danskere kan få tilladelse til at opholde sig i et af aftalelandene efter de regler, der gælder for hvert enkelt land.

Er du statsborger i Danmark og ønsker du at komme på Working Holiday-ophold i et af aftalelandene, skal du henvende dig på det pågældende lands ambassade.

Aftalelandene er:

  • Argentina
  • Australien
  • Canada
  • Chile
  • Japan
  • New Zealand
  • Sydkorea

Hvad skal jeg vide om Working Holiday-kvoten for Argentina?

Der er en årlig kvote på 150 Working Holiday-opholdstilladelser for statsborgere i Argentina.

Kvoten starter i marts og slutter i februar året efter. Kvoten er opdelt i to perioder:

  • Fra marts til august (1. kvoteperiode) kan SIRI give op til 75 opholdstilladelser.
  • Fra september til februar (2. kvoteperiode) kan SIRI give opholdstilladelser op til den samlede kvote på 150.

Tildelingen af tilladelser sker efter først til mølle-princippet. Kvoten nulstilles hvert år i marts (efter 2. kvoteperiode).

Hvordan foregår ansøgningsprocessen?

En ansøgning om opholdstilladelse baseret på Working Holiday behandles af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Bemærk, at ansøgninger om Working Holiday for statsborgere i Argentina er omfattet af en kvote. Det er derfor vigtigt, at du følger ansøgningsproceduren. 

Det skyldes, at ansøgningerne behandles efter først til mølle-princippet, og at ansøgninger vil blive afvist, når kvoten er opbrugt. Du vil ikke få tilbagebetalt det gebyr, som du har betalt til ambassaden, hvis din ansøgning bliver afvist, fordi kvoten er opbrugt.

Ansøgningsproceduren starter med, at du skal bestille en tid til indlevering af ansøgning ved VFS i Buenos Aires, Argentina. Først når din tid ved VFS i Buenos Aires, Argentina er blevet bekræftet, skal du betale gebyr til SIRI og ambassaden i Argentina og dernæst udfylde ansøgningsskemaet, så du kan medbringe det i udprintet form til VFS.

Du skal være opmærksom på, at det først vil være muligt at booke en tid til indlevering af ansøgning ved VFS i Buenos Aires, Argentina fra mandag den 2. september 2024 kl. 9.00 (lokal tid UTC-4).

Du bør forinden læse om betingelserne for opholdstilladelse efter Working Holiday-ordningen.

Hvad er betingelserne?

Det er et krav, at du er statsborger i Argentina og bor fast i landet.

Det betyder, at du skal have et gyldigt pas udstedt af Argentina.

Du skal indgive din ansøgning om Working Holiday i Argentina. Hvis du indgiver din ansøgning i et andet land, vil vi afvise din ansøgning.

Du skal indgive din ansøgning som en print selv-ansøgning. Du kan derfor ikke benytte dig af SIRIs online ansøgningsskema. Er du statsborger i Argentina, og ansøger du via SIRIs online skema, vil vi afvise din ansøgning. 

Du skal indgive din ansøgning personligt.

Det er derfor vigtigt, at du følger instruktionerne under fanen ’Sådan ansøger du’.

Working Holiday-aftalerne er indgået for at give unge mennesker bedre mulighed for at lære hinandens kultur og levevis at kende. Derfor er det et krav, at du har en bestemt alder.

Du skal være fyldt 18 år og må ikke være fyldt 31 år på det tidspunkt, hvor du indgiver din ansøgning om opholdstilladelse til Working Holiday.

Det er et krav, at du har penge nok til at forsørge dig selv under dit ophold i Danmark. 

Dokumentation for, at du kan forsørge dig selv kan fx være en udskrift fra din bankkonto. Dokumentationen skal være oversat til engelsk eller et nordisk sprog.

Dokumentationen skal være dateret og skal vise dit navn.

Bankudskrifter skal vise saldo og må ikke være mere end 30 dage gamle. Hvis der er tvivl om valuta, skal møntfod også fremgå. Hvis du vedlægger flere bankudskrifter skal de vare dateret samme dato.

Du skal dokumentere, at du har tilstrækkelige midler svarende til 15.000 kr. Derudover skal du have en billet til dit hjemland eller tilstrækkelige midler hertil, svarende til 5.000 kr.

Det betyder, at du skal fremvise enten 20.000 kr. eller 15.000 kr. + en billet til dit hjemland.

Du skal være opmærksom på, at hvis du fremviser en returbillet som dokumentation for supplerende midler til forsørgelse (svarende til 5.000 kr), og hjemrejsedatoen på returbilletten er tidligere end et år fra datoen af din tilladelse, vil din tilladelse blive afkortet tilsvarende. 

Det er et krav, at du er forsikret.

Du skal dokumentere at have tegnet en sygeforsikring, der omfatter hospitalsindlæggelse.

Dokumentationen skal være oversat til engelsk eller et nordisk sprog.

Hensigten med Working Holiday aftalerne er at give det enkelte lands unge statsborgere mulighed for at lære det andet lands kultur og levevis at kende for at fremme den gensidige forståelse mellem de to lande.

Det primære formål med dit ophold i Danmark skal være at holde ferie i en længere periode. Med en opholds- og arbejdstilladelse efter Working Holiday-ordningen må du udføre lønarbejde for at supplere dine rejsemidler. Det betyder, at du ikke må arbejde som selvstændig, dvs. at du ikke må drive din egen virksomhed i Danmark.

Hvilke rettigheder får jeg med en tilladelse?

Hvad må du med en dansk opholdstilladelse til Working Holiday-ophold – og hvad må du ikke?

I tillæg til din opholdstilladelse efter Working Holiday-ordningen får du en begrænset arbejdstilladelse.

Din arbejdstilladelse giver dig kun ret til at udføre lønarbejde. Det betyder, at du ikke må arbejde som selvstændig, dvs. at du ikke må drive din egen virksomhed i Danmark.

Med en begrænset arbejdstilladelse må du arbejde op til 9 måneder i løbet af et 12 måneders ophold.

Antallet af måneder beregnes ud fra det antal måneder, hvor din arbejdsgiver indberetter løn. Det er altså irrelevant, hvor mange dage eller timer i en given måned du har arbejdet.

Arbejder du mere end din begrænsede arbejdstilladelse giver dig ret til, eller arbejder du som selvstændig, bliver det betragtet som ulovligt arbejde. Ulovligt arbejde kan bl.a. medføre inddragelse af din opholdstilladelse.

Du må deltage i et uddannelses- eller studieforløb af indtil 6 måneders varighed.

Med en opholdstilladelse i Danmark har du ret til gratis danskundervisning. Du skal dog være 18 år og have registreret din danske adresse i folkeregisteret. 

Hvis du har opholdstilladelse i Danmark med henblik på beskæftigelse, studie m.v. skal du betale et depositum, før du kan begynde danskundervisningen. Vær opmærksom på, at du mister dit depositum, hvis du ikke består modulerne inden for en bestemt tidsramme.

Den kommune, du bor i, har pligt til at tilbyde dig danskundervisning og henvise dig til et sprogcenter. Har du ikke modtaget et tilbud om danskundervisning fra din kommune senest en måned efter, du har registeret din adresse i Danmark, kan du kontakte din kommune.

Undervisningen foregår (normalt) sammen med andre udlændinge, som for nylig er kommet til Danmark.

Under dit ophold skal du kunne forsørge dig selv. Du må derfor ikke modtage offentlig hjælp til forsørgelse, fx ydelser efter loven om aktiv socialpolitik, SU og boligsikring.

Hvis du modtager sådanne ydelser under dit ophold, kan din tilladelse blive inddraget - og du vil miste retten til at være i Danmark.

Hvis en myndighed, fx en kommune, udbetaler ydelser til udlændinge, bliver det indberettet til SIRI.

Hvis du skal bo og arbejde i Danmark, er der en række ting, som du skal sætte dig ind i. Afhængigt af dine personlige forhold kan du også have brug for andre vigtige informationer og handlemuligheder.

Portalen borger.dk (åbner i et nyt vindue) giver dig information, links og i mange tilfælde også handlemuligheder i forhold til de vigtigste emner fx

  • MitID
  • CPR-registrering
  • Sundhedskort
  • Skatteforhold
  • Ferieforhold
  • Skole og børnepasning
  • Bolig
  • Danskundervisning
  • Bilregistrering og kørekort

Hvor længe kan jeg være i Danmark?

Med en opholdstilladelse efter en Working Holiday-aftale får du ret til at opholde dig et år i Danmark beregnet fra indrejsedatoen. Hvis din opholdstilladelse udløber før du har opholdt dig et helt år i Danmark, kan du ansøge om forlængelse.

En opholdstilladelse kan kun være gyldig indtil 3 måneder før udløbsdatoen i dit pas.

Hvis dit pas har kortere gyldighed end den i øvrigt mulige opholdsperiode, vil din opholdstilladelse blive afkortet. Det betyder, at din opholdstilladelses længde er kortere, end den normalt kunne være. Når du har fået fornyet dit pas, kan du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse – dog tidligst 3 måneder inden din tilladelse udløber.

Læs mere om kravet til dit pas

Tilladelsen kan kun gives til den dato, hvortil din forsikring er gyldig.

Hvis din forsikring ikke dækker et helt år fra datoen af din tilladelse, vil din tilladelse blive afkortet. Det betyder, at din opholdstilladelses længde er kortere, end den normalt kunne være.

Når du har tegnet ny forsikring, kan du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse.

Hvis du har vedlagt en returbillet til din ansøgning, og hjemrejsedatoen er tidligere end et år fra datoen af din tilladelse, vil din tilladelse blive afkortet. Det betyder, at din opholdstilladelses længde er kortere, end den normalt kunne være. Hvis du køber en ny returbillet, kan du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse op til 1 år fra den dag, du indrejste i Danmark.

Hvad skal jeg mere vide, inden jeg ansøger?

En ansøgning om opholdstilladelse baseret på Working Holiday behandles af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Bemærk, at ansøgninger om Working Holiday for statsborgere i Argentina er omfattet af en kvote. Det er derfor vigtigt, at du følger ansøgningsproceduren.

Når du har booket en tid til indlevering af ansøgning ved VFS i Buenos Aires, Argentina, og VFS i Buenos Aires, Argentina, har bekræftet din aftale, kan du starte ansøgningsprocessen. 

På fanen 'Sådan ansøger du' til højre kan du læse om, hvordan du opretter et SB-id, betaler gebyr og indleverer din print selv-ansøgning personligt i Argentina.

Du skal være opmærksom på, at SIRI som udgangspunkt vil give afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, der indgives for tidligt i forhold til den ønskede startdato for opholdet i Danmark. Hvis du indgiver en sådan ansøgning tidligere end 6 måneder, før du skal begynde dit ophold i Danmark, kan du således forvente at få et afslag. Hvis du har betalt SIRIs sagsbehandlingsgebyr, vil gebyret ikke blive tilbagebetalt.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig.

På denne fane kan du læse nærmere om, hvordan du indgiver din ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Hvis du er ikke er statsborger i Argentina, skal du bruge en af de øvrige ansøgningssider.

Du finder en oversigt over Working Holiday ansøgningssiderne her

Det er vigtigt, at du har sat dig grundigt ind i betingelserne for at få en opholdstilladelse, inden du begynder. Det gør du på fanen ’Det skal du vide’ til venstre.

Før du begynder ansøgningsprocessen, skal du booke tid til indgivelse af din ansøgning om Working Holiday ved VFS i Buenos Aires, Argentina.

Du skal være opmærksom på, at det først vil være muligt at booke en tid til indlevering af ansøgning ved VFS i Buenos Aires, Argentina fra mandag den 2. september 2024 kl. 9.00 (lokal tid UTC-4).

Først når din tid ved VFS i Buenos Aires, Argentina er blevet bekræftet, skal du forsætte ansøgningsproceduren.

Du kan læse mere om, hvordan du indgiver din ansøgning, hvad du skal betale i gebyr til VFS, og hvor du finder VFS i Buenos Aires, ved at gå ind på VFS' website.

Du skal være opmærksom på, at gebyr indbetalt til ambassaden i Argentina ikke tilbagebetales, hvis din ansøgning afvises. Det er derfor vigtigt, at du booker tid, inden du indbetaler gebyr til ambassaden.

Du skal vedlægge

Afsæt gerne

30 minutter

til at udfylde ansøgningen

1 person

 Du udfylder selv ansøgningsskemaet

På dette trin har du adgang til det relevante ansøgningsskema WH1.

Før du går i gang med at udfylde skemaet, kan du læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen her

Ansøgningsskemaet indeholder en grundig vejledning i, hvordan det udfyldes, og hvilken dokumentation der skal vedlægges.

Du skal aflevere den nødvendige dokumentation sammen med ansøgningen.

Ansøgningsskemaet i Word-format kan du udfylde på skærmen, inden du printer. Ansøgningsskemaet i pdf-format skal du printe og udfylde i hånden.

Benyt print selv skema WH1 i Word-format

Benyt print selv skema WH1 i pdf-format

Du skal indgive din ansøgning om Working Holiday ved VFS i Buenos Aires, Argentina, hvor du allerede har booket tid

Bemærk, at du ikke kan indgive din ansøgning online eller i andre lande end Argentina. Hvis du gør det, vil vi afvise din ansøgning.

Når du skal indgive ansøgningen til VFS i Buenos Aires, skal du medbringe:

  • dit originale pas
  • en udfyldt ansøgning om Working Holiday-opholdstilladelse
  • den nødvendige dokumentation, herunder kvitteringen for, at du har betalt gebyr til SIRI og til ambassaden.

Når du ansøger om en opholdstilladelse, skal du have optaget biometri. Det betyder, at du skal have taget et ansigtsfoto og afgive fingeraftryk. Dit ansigtsfoto og dine fingeraftryk vil blive lagret på en chip på det opholdskort, du vil få, hvis du får en tilladelse.

Når du indgiver din ansøgning ved VFS i Buenos Aires, vil du samtidig få optaget biometri.

SIRI kan som hovedregel først begynde behandlingen af din ansøgning, når du har fået optaget biometri.

Hvis du ikke får optaget biometri, vil din ansøgning blive afvist. Det betyder, at din ansøgning ikke vil blive behandlet.

Læs mere om biometri her

Du har indgivet din ansøgning korrekt, hvis du har:

  • Oprettet sagsbestillings-id og betalt gebyr til SIRI.
  • Indgivet din ansøgning til VFS i Buenos Aires.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig.

Vi forventer at behandle din ansøgning senest 3 måneder fra den dato, hvor du indgiver din ansøgning til VFS i Buenos Aires.

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI