Visum - Midlertidige visumregler for statsborgere fra Etiopien
Restriktioner i forhold til behandlingen af ansøgninger om visum fra statsborgere fra Etiopien gældende for visumansøgninger indgivet fra og med den 1. juli 2024.
Rådet for Den Europæiske Union har den 29. april 2024 truffet afgørelse om at suspendere visse af reglerne i Visumkodeks for behandlingen af ansøgninger om visum, modtaget fra statsborgere fra Etiopien, uanset hvor ansøgeren har bopæl.
Afgørelsen er truffet som følge af, at EU har vurderet, at Etiopiens samarbejde med EU om tilbagetagelse af egne statsborgere ikke er tilstrækkeligt, og at der er behov for betydelige forbedringer i alle faser af samarbejdet om tilbagetagelse, herunder for at sikre, at Etiopien samarbejder effektivt med alle medlemsstater på rettidig og forudsigelig vis om identifikation og udstedelse af rejsedokumenter og om tilbagetagelsesoperationer. Der er derfor behov for handling fra EU. Det følger af afgørelsen, at suspensionen af de pågældende regler burde tilskynde de etiopiske myndigheder til at træffe de fornødne foranstaltninger for at forbedre samarbejdet om tilbagetagelsesspørgsmål.
De nedenfor nævnte bestemmelser efter visumkodeks, er midlertidigt suspenderet for alle visumansøgninger indgivet ved de danske repræsentationer fra og med den 1. juli 2024 af statsborgere fra Etiopien, uanset hvor visumansøgeren har bopæl.
Følgende regler er suspenderet:
-
Muligheden for at fravige krav til fremlæggelse af dokumentation fra ansøgeren, jf. visumkodeks artikel 14, stk. 6.
-
Den generelle sagsbehandlingstiden på 15 dage, jf. artikel 23, stk. 1. Sagsbehandlingstiden er herefter 45 dage.
-
Muligheden for at udstede visum gyldigt for flere indrejser, jf. artikel 24, stk. 2, og artikel 24, stk. 2c.
-
Det valgfri visa gebyr for indehavere af diplomat- og tjenestepas, jf. artikel 16, stk. 5, litra b. Indehavere af diplomatpas og tjenestepas skal således betale gebyr ved visumansøgningens indgivelse.
Suspenderingen af reglerne gælder ikke for følgende:
-
Statsborgere fra Etiopien som er undtaget fra kravet om visum efter artikel 4 eller 6 i forordning (EU) 2018/1806 af 14. november 2018 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav
-
Statsborgere fra Etiopien, der ansøger om visum og som er familiemedlem til en unionsborger for hvem direktiv 2004/38/EC finder anvendelse (dette gælder også for familiemedlemmer til statsborgere fra Storbritannien, der falder under Udtrædelsesaftalen.
-
Sager, hvor medlemsstaten er forpligtet efter international lovgivning, særligt:
-
Som værtsland for en international mellemstatslig organisation
-
Som værtsland for en international konference afholdt af eller i regi af De Forenede Nationer eller andre internationale mellemstatslige organisationer, som en medlemsstat er vært for
-
I henhold til en multilateral aftale, der giver privilegier og immuniteter; eller
-
I henhold til forligstraktaten fra 1929 (Lateranpagten) indgået af Vatikanet og Italien med seneste ændringer.
Læs Rådets gennemførelsesafgørelse Implementing decision - EU - 2024/1341 - EN - EUR-Lex (europa.eu)