Permanent ophold – Fravigelse af krav på grund af handicap
I det omfang Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's handicapkonvention, tilsiger det, vil du kunne undtages fra – dvs. at du ikke skal opfylde – en eller flere af de betingelser, der normalt skal opfyldes for at få permanent opholdstilladelse. Læs mere om, hvordan du skal dokumentere dit handicap og hvilke betingelser du kan blive undtaget fra.
FN's handicapkonvention definerer personer med handicap som personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.
Et handicap fører ikke nødvendigvis til en undtagelse fra at skulle opfylde alle betingelserne for at få permanent opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vil tage stilling til, om handicappet kan føre til en undtagelse fra en eller flere betingelser, som handicappet forhindrer dig i at opfylde.
Vil du søge om at blive undtaget fra at opfylde en eller flere af betingelserne for at få permanent opholdstilladelse på baggrund af et handicap, skal du oplyse om det handicap, der er årsag til undtagelsen. Du skal i den forbindelse oplyse, hvilken betingelse eller hvilke betingelser, du søger om at blive undtaget fra.
Vejledning om krav til lægeerklæring - dokumentation for dit handicap
Du skal vedhæfte dokumentation (lægeerklæring) for dit handicap.
Lægeerklæringen skal udarbejdes og underskrives af en person med lægefaglig baggrund, som har fagligt kendskab til dit handicap. Det kan være din praktiserende læge, en praktiserende speciallæge eller en læge fra hospitalet, hvor du er tilknyttet.
Har du et handicap på grund af en psykisk lidelse, skal lægeerklæringen udarbejdes af en speciallæge i psykiatri. Du skal ikke have en henvisning fra din praktiserende læge for at få udarbejdet en speciallægeerklæring.
Du skal selv finde og bestille en tid hos lægen, og du skal selv betale udgiften til lægeerklæringen.
Kan du ikke få en tid hos den speciallæge, der kender til dit handicap, må du finde en anden speciallæge, der udarbejder speciallægeerklæringer.
Det vil typisk stå på speciallægens hjemmeside, om lægen udarbejder speciallægeerklæringer. Alternativt må du kontakte speciallægen og spørge. Lægen behøver ikke at kende dig på forhånd, men kan udarbejde erklæringen ud fra din journal, en samtale og en undersøgelse.
Lægeerklæringen bør som udgangspunkt ikke være mere end 6 måneder gammel på ansøgningstidspunktet.
I forbindelse med, at du anmoder lægen om en lægeerklæring, bedes du give denne vejledning til lægen. I vejledningen kan lægen læse, hvilke oplysninger lægerklæringen skal indeholde.
Vejledning til lægen om krav til lægeerklæringen (pdf)
Du kan printe vejledningen og tage den med til din læge.
Undtagelse fra de grundlæggende betingelser
Hvis du som følge af dit handicap ikke er i stand til at opfylde en eller flere af de grundlæggende betingelser for at få permanent opholdstilladelse, vil du, hvis FN’s handicapkonvention tilsiger det, kunne blive undtaget fra at skulle opfylde disse betingelser. Du kan kun blive undtaget fra den eller de betingelser, som du ikke kan opfylde på grund af dit handicap.
Du kan på trods af dit handicap ikke blive undtaget fra følgende betingelser:
- Du skal have en gyldig opholdstilladelse.
- Du skal være fyldt 18 år.
- Du skal have boet uafbrudt lovligt i Danmark i mindst 8 år, i visse tilfælde 4 år.
- Du må ikke have begået visse typer af kriminalitet.
Undtagelse fra de supplerende betingelser
Hvis du ikke kan opfylde en eller flere af de supplerende betingelser som følge af et handicap, der er omfattet af FN’s Handicapkonvention, vil den eller de pågældende betingelser blive anset som opfyldt.
Det betyder, at hvis du ikke kan opfylde 1 af de 4 supplerende betingelser som følge af et handicap, skal du kun opfylde 1 af de øvrige supplerende betingelser.
Hvis du som følge af et handicap ikke kan opfylde 2 supplerende betingelser, vil disse 2 betingelser blive anset som opfyldt, og du skal derfor ikke opfylde flere supplerende betingelser.