Attention

Besøg nyidanmark.dk/corona hvis du har brug for information om, hvordan coronavirus påvirker SIRI og Udlændingestyrelsens brugere

Hvis du opholder dig lovligt i Danmark, kan du normalt indgive ansøgningen i Danmark.

Hvis du opholder dig lovligt i Danmark som EU-/EØS-borgere under reglerne om fri bevægelighed, kan du indgive en ansøgning om familiesammenføring – og få den behandlet – i Danmark.

Hvis du opholder dig lovligt i Danmark på baggrund af et gyldigt visum, et forlænget visum, på visumfrit ophold eller på forlænget visumfrit ophold, har du lov til at indgive din ansøgning om familiesammenføring – og få den behandlet – i Danmark.

Det samme gælder, hvis du opholder dig lovligt i Danmark, fordi du allerede har en anden opholdstilladelse (fx på baggrund af arbejde, studier eller som au pair).

Endelig kan du få lov til at indgive din ansøgning – og få den behandlet – i Danmark under behandlingen af en klage over en afgørelse fra Udlændingestyrelsen, hvis denne klage er tillagt opsættende virkning med henvisning til udlændingelovens § 33, stk. 3, 1. pkt.

Du kan dog ikke få din ansøgning behandlet i Danmark, hvis det er tydeligt, at du ikke opfylder betingelserne for familiesammenføring, eller hvis du allerede har fået afslag på en ansøgning om familiesammenføring, fordi du ikke opfyldte betingelserne. Det betyder, at hvis du har fået afslag på familiesammenføring, kan du ikke indrejse i Danmark på et visum eller visumfrit ophold og så indgive en ny ansøgning om familiesammenføring i Danmark – medmindre dine forhold har ændret sig på en måde, så du nu vil kunne opfylde betingelserne.