Kostpengeordning for asylansøgere
Hvis du som asylansøger ikke lever op til de forpligtelser, der følger af udlændingeloven, kan Udlændingestyrelsen beslutte, at du og din evt. familie skal omfattes af kostpengeordningen.
I praksis anvendes kostpengeordningen oftest, hvis du har fået endeligt afslag på opholdstilladelse i Danmark, har overskredet den fastsatte udrejsefrist og ikke medvirker til din udrejse af landet.
Hvis du bor på et center med cafeteria (vederlagsfri bespisningsordning), indebærer kostpengeordningen, at du hverken får udbetalt grundydelse, tillægsydelse eller forsørgertillæg.
Hvis du bor på et center uden cafeteria (vederlagsfri bespisningsordning), indebærer kostpengeordningen, at du får udbetalt grundydelse og forsørgertillæg, men ikke nogen tillægsydelse.
Familier med børn under 18 år på kostpengeordningen får udleveret en såkaldt børnepakke hver 14. dag pr. barn uanset alder. Børnepakken indeholder bl.a. frugt, læskedrikke og lidt slik.
Kun i helt særlige tilfælde kan Udlændingestyrelsen undlade at anvende ordningen over for en udlænding, der ikke medvirker til sin udrejse. Udlændingestyrelsen kan fx undlade at anvende ordningen, hvis du er en uledsaget mindreårig, eller hvis du har en særlig form for livstruende sygdom.
Hvis Udlændingestyrelsen har besluttet, at du skal omfattes af kostpengeordningen, kan du klage over beslutningen til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Læs mere om kontante ydelser og se de aktuelle takster for kostpengeordningen
Flytning til udrejsecenter
Hvis du har været omfattet af kostpengeordningen i en måned og stadig ikke ønsker at samarbejde med politiet om din udrejse, kan politiet indstille til Udlændingestyrelsen, at du bliver flyttet til et udrejsecenter. Udlændingestyrelsen træffer herefter beslutning om flytning. Afgørelsen forkyndes af politiet.
Flyttepåbud bruges i praksis som motivationsfremmende tiltag, navnlig hvis en afvist asylansøger ikke medvirker til at rejse ud af landet.
Et flyttepåbud omfatter også dine eventuelle børn under 18 år.
Når Udlændingestyrelsen har truffet en beslutning om flyttepåbud, skal du og din familie straks flytte til et udrejsecenter. Hvis du ikke efterlever flyttepåbuddet, kan politiet frihedsberøve dig.