Løn til dansk bankkonto
Opholdstilladelser søgt efter 1. januar 2021 vil oftest være omfattet af krav om udbetaling af løn til dansk bankkonto
Udbetaling af løn skal ske til en dansk bankkonto i dit eget navn.
Dette gælder for dig, som får en opholdstilladelse efter:
- Positivlisten for personer med en videregående uddannelse
- Positivlisten for faguddannede
- Beløbsordningen
- Den supplerende beløbsordning
- Fast-track-ordningens supplerende beløbsspor
- Som fodermester eller driftsleder
- På baggrund af særlige individuelle kvalifikationer
- På baggrund af arbejdsmarkedstilknytning
- Efter jobskifte inden for samme branche som tilladelsen på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning
- Praktikantordningen
Kravet om udbetaling af løn til en dansk bankkonto betyder, at det kun er aflønning, som reelt udgør likvide midler, der kan indgå i vurderingen af, om du er tilbudt sædvanlige løn- og ansættelsesforhold, eller om du opfylder beløbsgrænsen på den ordinære beløbsordning, den supplerende beløbsordning eller fast track-ordningens supplerende beløbsspor. Vær opmærksom på, at der ikke kan fratrækkes fx udgifter til husleje eller kantineordning, inden lønnen udbetales til dansk bankkonto.
Hvis du er omfattet af EU-reglerne, herunder associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, er det ikke et krav, at din løn skal udbetales til en dansk bankkonto.
Der er ligeledes ikke krav om udbetaling til dansk bankkonto, hvis du har opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem, og dit arbejde er omfattet af krav om arbejdstilladelse.
Læs mere om sædvanlige løn og ansættelsesvilkår her.
Du skal oprette en dansk bankkonto senest 180 dage efter din indrejse, hvis du indrejser efter at have fået opholdstilladelse, eller i andre tilfælde inden for 180 dage fra tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse. Hvis du allerede har en opholdstilladelse i Danmark af mindst 180 dages varighed, skal lønnen udbetales til dansk bankkonto fra første lønudbetaling.
Hvis du har opholdstilladelse på baggrund af praktikantordningen, skal du oprette en dansk bankkonto senest 90 dage efter din indrejse, eller 90 dage efter du har fået din opholdstilladelse.
Nye regler
Fra 1. juli 2024 trådte der nye regler i kraft, som betyder, at hvor du før havde 90 dage til at oprette en dansk bankkonto, så har du nu 180 dage – medmindre du er omfattet af praktikantordningen, så har fortsat 90 dage. Reglerne gælder med tilbagevirkende kraft, så hvis du har fået opholds- og arbejdstilladelse inden den 1. juli 2024, vil du også have 180 dage til at oprette en dansk bankkonto.
De nye regler betyder desuden, at der fra den 1. juli 2024 er udvalgte ordninger, der ikke længere er omfattet af kravet om udbetaling af løn til en dansk bankkonto. Det gælder, hvis du har opholds- eller arbejdstilladelse på baggrund af:
-
Forskerordningen
-
Fast track-ordningens almindelige beløbsspor, forskerspor, uddannelsesspor eller korttidsspor
På de ovenævnte ordninger er det ikke længere er påkrævet, at du får udbetalt din løn til en dansk bankkonto. Reglerne gælder med tilbagevirkende kraft, hvilket betyder, at hvis du har fået opholds- og arbejdstilladelse på en de førnævnte ordninger inden den 1. juli 2024, så vil du også være omfattet af de nye regler, og det vil ikke længere være en betingelse for din opholds- og arbejdstilladelse, at du opretter en dansk bankkonto og får din løn udbetalt til den.