Er du ansøger, kan du vælge at give fuldmagt til, at en tredjepart bliver din partsrepræsentant. Det betyder, at partsrepræsentanten

  • overtager dine rettigheder og pligter i sagen,

  • kan indgive og frafalde din ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse,

  • må indsende oplysninger og dokumentation til din sag,

  • må udtale sig på dine vegne, og

  • kan få aktindsigt i din sag.

Derudover vil SIRI sende alle breve og afgørelser til din partsrepræsentant, som har ansvaret for at videreformidle indholdet til dig.

Bemærk at SIRI kan kræve, at du medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse, fx når du skal have optaget biometri, eller hvis du som pendler eller EU-borger skal have foretaget ID-tjek.

Hvis din partsrepræsentant er advokat i Danmark og fremgår af advokatnoeglen.dk, er det ikke nødvendigt at give advokaten en fuldmagt.

Hvis din partsrepræsentant ikke er advokat, kan du bruge vores standardblanket til fuldmagt.

Hent blanket til fuldmagt

Når fuldmagten er udfyldt, skal du sende den til SIRI via vores almindelige kontaktformular. Vælg det emne, som din sag hos SIRI handler om.

Gå til SIRIs kontaktformular

Er I arbejdsgiver til en ansøger kan I også vælge at lade jer repræsentere af en tredjepart. Det betyder, at partsrepræsentanten

  • overtager jeres rettigheder og pligter i sagen,

  • kan indgive og frafalde jeres ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse,

  • må indsende oplysninger og dokumentation til jeres sag,

  • må udtale sig på jeres vegne, og

  • kan få aktindsigt i jeres sag.

Derudover vil SIRI sende alle breve og afgørelser til jeres partsrepræsentant, som har ansvaret for at videreformidle indholdet til jer.

Hvis jeres partsrepræsentant er advokat i Danmark og fremgår af advokatnoeglen.dk, er det ikke nødvendigt at give advokaten en fuldmagt.

Hvis jeres partsrepræsentant ikke er advokat, kan I bruge vores standardblanket til fuldmagt.

Hent blanket til fuldmagt

Når fuldmagten er udfyldt, skal I sende den til SIRI via vores almindelige kontaktformular. Vælg det emne, som jeres sag hos SIRI handler om.

Gå til SIRIs kontaktformular

Du kan give fuldmagt til, at en journalist eller et medie får aktindsigt i dine sager hos SIRI i forbindelse med en pressesag. Du kan også give fuldmagt til, at SIRI må udtale sig til en journalist eller et medie om dine sager.

Du kan finde vores standardblanket til pressefuldmagt og læse mere på siri.dk

Du kan altid trække en fuldmagt tilbage ved at kontakte SIRI.

Kontakt SIRI

Mange af de oplysninger, vi har, er fortrolige. De må ikke udleveres til personer, der ikke har noget med sagen at gøre. Det vil sige, at vi har tavshedspligt.

Ringer du til os som værtsfamilie, arbejdsgiver, uddannelsesinstitution eller praktiksted, kan vi stille et kontrolspørgsmål for at sikre, at du må få oplysningerne.

Det kræver en fuldmagt fra au pairen, arbejdstageren, den studerende eller praktikanten, før vi kan give dig oplysninger i sagen. I visse situationer kan vi dog give dig oplysninger, fx hvis vi har anmodet dig om oplysninger i sagen.

Hvis du ringer til SIRI sammen med ansøger, vil det være muligt for ansøger at give mundtlig fuldmagt. Ved fremmøde i SIRIs borgercenter vil det også være muligt for ansøger at give en mundtlig fuldmagt. Bemærk, hvis ansøger ønsker, at du skal repræsentere ansøger under hele sagens behandling, kan I indsende en skriftlig fuldmagt.

Læs mere om, hvad du kan forvente, når du ringer til SIRI