Det er en betingelse for at få en opholds- og arbejdstilladelse efter den supplerende beløbsordning og Fast track-ordningens supplerende beløbsspor, at den sæsonkorrigerede bruttoledighed i Danmark ikke overstiger et niveau, som fastsættes af udlændinge- og integrationsministeren. Det vil sige, at arbejdsløsheden skal være lav. Hvis bruttoledigheden er over 3,75 pct. i gennemsnit de sidste tre måneder, vil du derfor ikke kunne få opholds- og arbejdstilladelse

Gennemsnittet for den sæsonkorrigerede bruttoledighed over de sidste 3 måneder er:

2,9 pct.

Hvis du indgiver en ansøgning, når bruttoledigheden er over 3,75 pct., vil din sag blive afvist, og du vil få gebyret tilbagebetalt.

September: 2,9 pct.

August 2024: 2,9 pct.

Juli 2024: 2,9 pct.

Hvor kommer tallene fra?

Tallet baseres på ledighedstal fra Danmarks Statistik, som offentliggør de officielle tal for den registerbaserede bruttoledighed hver måned. Statistikken omfatter samtlige registrerede ledige ifølge definitionen siden 2007 og er omregnet til fuldtidsledige. Ved ”ledige personer” forstås ifølge Danmarks Statistik registrerede ledige 16-64-årige, som modtager dagpenge eller er jobklare kontanthjælpsmodtagere, inkl. de aktiverede.

Statistikken udkommer omkring 30 dage efter referencemånedens afslutning. Ledigheden er præget af sæsonudsving og sæsonkorrigeres derfor af Danmarks Statistik.