Når du skal indgive en ansøgning, en klage eller en anmodning om genoptagelse med gebyr, skal du gøre tre ting (i nævnte rækkefølge):

  1. Opret sagsbestillings-id
  2. Betal gebyr (medmindre du er fritaget)
  3. Indgiv ansøgning, klage eller anmodning om genoptagelse

 

Det første, du skal gøre, er at oprette et sagsbestillings-id. Det gælder uanset, om du skal indgive en ansøgning, en klage eller en anmodning om genoptagelse. Dette gælder også, selvom du mener, at du er fritaget for gebyr. 

Når du opretter dit sagsbestillings-id, skal du vælge den rigtige sagskategori, fx ”Fast-track”. Det er vigtigt, at du vælger den rigtige sagskategori fra starten. Hvis du opdager, at du har valgt forkert sagskategori, skal du oprette et nyt sagsbestillings-id.

Hvis du skal ansøge om opholdstilladelse, forlængelse af opholdstilladelse eller permanent opholdstilladelse, anbefaler vi, at du opretter dit sagsbestillings-id inden på den relevante ansøgningsside på nyidanmark.dk under fanen ’Sådan ansøger du’. På den måde sikrer du dig, at du vælger den rigtige sagskategori. Du kan også oprette et sagsbestillings-id på siden Gebyr - Betal gebyr for ansøgninger

Hvis du skal indgive en klage eller en anmodning om genoptagelse af en sag, skal du oprette et sagsbestillings-id og betale gebyret på siden Gebyr – Betal gebyr for klager og genoptagelse af sager

Sagsbestillings-id'et er et nummer, som genereres automatisk. Du kan derfor ikke selv vælge et sagsbestillings-id.

Sagsbestillings-id’et skal bruges, når du betaler gebyret, og når du indgiver ansøgningen, klagen eller anmodningen om genoptagelse. Sagsbestillings-id’et forbinder en ansøgning med den tilhørende betaling. Det behøver ikke at være dig selv, som opretter sagsbestillings-id’et. Det er også muligt for en anden person eller virksomhed i Danmark at gøre det på dine vegne. De skal blot kende dit navn og vide, hvad du vil ansøge om.

Hvis du har behov for at indgive flere ansøgninger, klager eller anmodninger om genoptagelser, skal du oprette et sagsbestillings-id for hver ansøgning, anmodning om genoptagelse eller klage, der indgives. 

Hvis du har problemer med at oprette et sagsbestillings-id på erhvervs- eller studieområdet, kan du kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)

Har du problemer med at oprette et sagsbestillings-id på familiesammenføringsområdet, som religiøs forkynder eller ved ansøgning om permanent opholdstilladelse kan du kontakte Udlændingestyrelsen.

Du skal betale gebyr senest samtidig med, at du indgiver en ansøgning, en klage eller en anmodning om genoptagelse. Hvis du ikke betaler gebyret til tiden, vil ansøgningen, klagen eller anmodningen om genoptagelse blive afvist. 

Det er derfor vigtigt, at du vedlægger en kvittering for betalingen som dokumentation for betalingstidspunktet. Det kan fx være en kvittering for betaling med dankort (print fra online betaling), en kvittering for overførsel via netbank (print fra netbank) eller en kvittering fra bank eller posthus. 

Når gebyret er betalt, kan ansøgningen, klagen eller anmodningen om genoptagelse indgives til den relevante myndighed. Kvitteringen for betaling skal vedlægges.

Gebyret betragtes som betalt til tiden, hvis betalingen er sket senest samtidig med, at du indgiver ansøgningen, klagen eller anmodningen om genoptagelse. Dette gælder, selv om betalingen først registreres på et senere tidspunkt. 

Hvis ansøgningen afvises af andre grunde end, at gebyret er betalt for sent, får du tilbagebetalt gebyret fratrukket et administrationsgebyr. Hvis du har betalt gebyr, og den efterfølgende sagsbehandling viser, at gebyret ikke skulle have været betalt, fordi du er omfattet af en af de særlige undtagelsesgrupper, vil hele gebyret blive tilbagebetalt.

Det behøver ikke at være dig selv som ansøger eller klager, som betaler gebyret. Det er også muligt for andre personer at gøre dette på dine vegne. Uanset hvem der betaler gebyret, skal betalingen været ledsaget af oplysning om det relevante sagsbestillings-id, da betalingen ellers ikke kan knyttes til den rigtige ansøgning, klage eller anmodning om genoptagelse. 

Hvis du betaler for lidt i gebyr vil sagen blive afvist, og du vil få tilbagebetalt hele det betalte beløb. Ansøgningen vil dog ikke blive afvist, hvis det manglende beløb er under en bagatelgrænse. I stedet får du en frist til at indbetale den korrekte gebyrsats. Hvis det korrekte beløb ikke er indbetalt efter udløbet af fristen, vil ansøgningen blive afvist, og det indbetalte beløb blive tilbagebetalt. Hvis du betaler et for højt gebyr, vil du få tilbagebetalt det overskydende beløb, og sagen vil automatisk blive behandlet som om, du havde betalt det korrekte gebyr. 

Gebyret kan enten betales samtidig med, at man opretter sagsbestillings-id, eller det kan betales på et senere tidspunkt – dog senest samtidig med indgivelse af ansøgningen.

Hvis du vælger at betale gebyr på et senere tidspunkt, fx fordi en anden person skal betale gebyret på dine vegne, kan gebyret betales under ’Betal gebyr’ på samme side, som du oprettede dit sagsbestillings-id på. Du kan også betale gebyret på siden Gebyr – betal gebyr for ansøgninger. Når gebyret skal betales, skal sagsbestillings-id'et indtastes. Følg herefter vejledningen på siden. 

Gebyret kan betales på flere måder

Gebyret kan betales: 

  • Online med betalingskort
  • Via netbank
  • Via international bankoverførsel 

Gebyret kan ikke betales med check. Du kan læse mere om de forskellige betalingsmuligheder, når du har indtastet dit sagsbestillings-id. 

Gebyret kan ikke betales kontant ved fremmøde hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændingestyrelsen eller Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Betaling skal ske i danske kroner. Hvis det på grund af lokale forhold ikke er muligt at foretage en overførsel i danske kroner, kan overførslen ske i euro.

Hvis det konkret vurderes, at der ikke skal betales gebyr i en sag, eller der fx er blevet betalt for meget gebyr, vil gebyret blive tilbagebetalt til den konto, som er blevet oplyst i forbindelse med indgivelse af ansøgningen.

Hvis det beløb, der er betalt for meget, er højst 30 kr., vil beløbet dog ikke blive tilbagebetalt.

Tilbagebetaling kan ske enten ved overførsel til en dansk NEM-konto, en dansk bankkonto eller en udenlandsk bankkonto. 

Hvis gebyret er blevet betalt med enten Dankort eller kreditkort, kan tilbagebetalingen af gebyret de første 365 dage kun ske ved at tilbagebetale til samme Dankort eller kreditkort. Først herefter vil det være muligt at få gebyret tilbagebetalt på anden vis, herunder til den oplyste bankkonto.

Når du indgiver din ansøgning, skal den indeholde følgende oplysninger:

  • Sagsbestillings-id
  • Om sagen er indgivet som gebyrbetalt eller efter de særlige bestemmelser om gebyrfritagelse
  • Kontooplysninger til brug for eventuel tilbagebetaling af gebyr eller dele af gebyret 

En klage eller en anmodning om genoptagelse skal indeholde de samme oplysninger.