Gebyr - Fritagelsesmuligheder for tyrkiske statsborgere
EU-domstolen har i sagerne T. Sahin (dom af 17. september 2009, C-242/06) og Kommissionen mod Nederlandene (dom af 29. april 2010, C-92/07) taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt pålæggelse af gebyrbetaling for tyrkiske statsborgere var i overensstemmelse med associeringsaftalen, tillægsprotokollen og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.
Dommene må fortolkes således, at kravet om betaling af gebyr ikke kan stilles over for tyrkiske statsborgere, som på erhvervsområdet søger om opholdstilladelse, forlængelse af opholdstilladelse eller tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, eller som på erhvervsområdet ønsker at klage over en afgørelse eller at anmode om genoptagelse af en sag.
Ved vurderingen af, om en tyrkisk statsborger kan anses for at være arbejdstager, skal der tages udgangspunkt i fortolkningen af arbejdstagerbegrebet i EU-retten.
Det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags faktiske omstændigheder, om en person kan betragtes som arbejdstager i EU-rettens forstand. Det er afgørende, om der er tale om udøvelsen af faktisk og reel beskæftigelse. Ved vurderingen af, om der er tale om faktisk og reel beskæftigelse, lægges der vægt på, at den pågældende præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Beskæftigelse, der fremstår som et rent marginalt supplement, er udelukket fra anvendelsesområdet, idet reglerne om fri bevægelighed for arbejdstagere alene er møntet på at garantere den fri bevægelighed for personer, der udøver økonomisk aktivitet. Den omstændighed, at den pågældende som led i arbejdsforholdet kun arbejder ganske få timer, kan være et holdepunkt for, at den udøvede beskæftigelse kun er et rent marginalt supplement. Det er derfor normalt en betingelse, at der er tale om beskæftigelse i minimum 10-12 timer ugentligt. Betingelsen om, at der normalt skal foreligge 10-12 timers ugentlig beskæftigelse, er baseret på EU-domstolens praksis, jf. dommen Kempf (C-139/85) og dommen Megner og Scheffel (C-444/93). EU-domstolen har i dommen Genc (C-14/09) fastslået, at kriterier såsom ret til betalt ferie, løn under sygdom, arbejdsforholdets tidsmæssige udstrækning, samt om man er dækket af en overenskomst, skal indgå i den samlede konkrete vurdering af, om et arbejdsforhold er reelt og faktisk.
Der kan ikke ved vurderingen fastsættes en nedre grænse for, hvor længe arbejdsforholdet skal vare. EU-domstolen har i dommen Franca Ninni-Orasche (C-413/01) fastslået, at en tidsbegrænset kontrakt på 10 ugers arbejde var tilstrækkelig til, at der var tale om en arbejdstager i EU-rettens forstand. Sagen vedrørte uddannelsesstøtteområdet, og der blev på baggrund heraf udstedt en vejledning til kommunerne for, hvornår en person skal anses som arbejdstager. Vejledningen vedrører ansættelsesforhold, der på forhånd er aftalt til at have en kort varighed. I vejledningen er fastsat en tidsgrænse på 10 uger i sådanne sager. Det understreges dog, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering. En person, som har en tidsubegrænset ansættelse, men som ophører med arbejdet efter mindre end 10 uger, vil efter omstændighederne kunne opfylde betingelserne for at være arbejdstager i EU-rettens forstand, ligesom en person, der har arbejdet mere end 10 uger, ikke altid vil opfylde betingelserne, f.eks. fordi der er tale om en beskæftigelsesform, der har et så lidet omfang, at det fremstår som et rent marginalt supplement.
Hvis du ønsker yderligere vejledning om undtagelsesmulighederne, kan du kontakte Udlændingestyrelsen.