Publiceret 01-07-2025
Nye regler for medfølgende familie, der har været udsat for partnervold m.v., og nye bortfaldsregler for statsudsendte og deres medfølgende familie
Den 1. juli 2025 træder ændringer i udlændingeloven i kraft. Med ændringerne kan man i visse tilfælde bevare en opholdstilladelse som medfølgende familie, hvis man har været udsat for partnervold m.v. Lovændringen giver også undtagelse fra bortfaldsreglerne til statsudsendte og deres medfølgende familie.
Mulighed for at bevare sin opholdstilladelse som medfølgende familie, hvis man har været udsat for partnervold mv., eller hvis ens partner er afgået ved døden
Hvis man er udlænding med opholdstilladelse som medfølgende familie til en udenlandsk arbejdstager eller studerende, kan man i visse tilfælde fremover bevare sin opholdstilladelse på samme måde som udlændinge, der er ægtefællesammenført efter de almindelige regler.
Ændringerne betyder, at hvis man som medfølgende familie flytter fra hovedpersonens adresse og dermed ikke længere opfylder betingelsen om samliv, skal der tages særligt hensyn til, om det skyldes overgreb, misbrug eller anden overlast mv., herunder negativ social kontrol. Der skal også tages særligt hensyn til, om ophævelsen af samlivet skyldes, at ens ægtefælle eller samlever er afgået ved døden. Børn med opholdstilladelse som medfølgende familie er også omfattet af de nye regler.
Som udlænding skal man godtgøre, at man selv eller ens barn har været udsat for overgreb mv., og at man ikke længere har samliv med ægtefællen eller samleveren på grund af overgrebene mv. SIRI vurderer sagerne konkret og individuelt. Vi vurderer blandt andet ud fra, om man har udvist vilje og evne til at lade sig integrere i det danske samfund.
Hvis man som udlænding har bevaret sin opholdstilladelse som følge af overgreb mv., eller fordi ægtefællen eller den faste samlever er afgået ved døden, kan man bevare sin opholdstilladelse i op til 5 år, uden at vi stiller krav om selvforsørgelse. Efter 5 år vil ens ret til fortsat ophold som udgangspunkt være betinget af, at man kan forsørge sig selv.
I forbindelse med at lovforslaget blev fremsat i Folketinget den 10. april 2025, har vi ventet med at afgøre igangværende sager, hvor lovændringen kunne have betydning. Vi genoptager nu sagsbehandlingen af disse sager.
Statsudsendte og deres medfølgende familie undtages fra bortfaldsreglerne
Man er nu undtaget fra bortfaldsreglerne, hvis man er statsudsendt, familiesammenført eller medfølgende familie til statsudsendte og medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere, der er statsudsendt. Det gælder alle statsansatte, der er udsendt til at varetage en stilling i udlandet på den danske stats vegne.
Læs om ændringerne for medfølgende familie på de relevante ansøgningssider
Læs om ændringerne for statsudsendte på de relevante ansøgningssider
Læs mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside (åbner i et nyt vindue)