Publiceret 27-03-2025
Ny leverandør af opholdskort, visumstickers og laissez-passer
Fra den 1. april 2025 får Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) og Udlændingestyrelsen en ny leverandør af opholdskort, visumstickers og distribution af laissez-passer. Opholdskort, visumstickers og laissez-passer, der er udstedt før den 1. april 2025, er fortsat gyldige i den periode, som er angivet på dokumentet.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændingestyrelsen og Udenrigsministeriet har indgået aftale med exceet Card Denmark, der bliver ny leverandør af opholdskort, visumstickers og distribution af laissez-passer. De nye opholdskort har et opdateret design med forbedrede sikkerhedsfeatures, mens størrelsen er uændret.
Har du et opholdskort, visumsticker eller laissez-passer, som er udstedt før den 1. april 2025, vil det fortsat være gyldigt, indtil det udløber, eller du ikke længere opfylder betingelserne for dets udstedelse. Du skal fortsat bære dit opholdskort under dit ophold i Danmark som bevis for, at du har ret til at opholde dig i Danmark.
Overgangen til den nye leverandør påvirker ikke sagsbehandlings- eller produktionstiden for dokumenterne.