Publiceret 07-10-2024

Information til afghanske statsborgere i Danmark

Fra den 18. september 2024 anerkender Danmark ikke forlængede afghanske nationalitetspas. Det betyder, at afghanske statsborgere med et sådan pas skal tage kontakt til de afghanske myndigheder for at få udstedt et nyt nationalitetspas. Nedenfor kan du læse, hvilke muligheder du som afghansk statsborger i Danmark blandt andet har for at få udstedt et konventions- eller fremmedpas af Udlændingestyrelsen.

Er du afghansk statsborger med opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag end asyl, fx som familiesammenført ægtefælle eller som arbejdstager, har du ikke ret til at få et fremmedpas af Udlændingestyrelsen alene i kraft af din opholdstilladelse. I sådanne tilfælde vil du kun kunne få et fremmedpas, hvis du kan dokumentere, at du ikke er i stand til at få et afghansk nationalitetspas. Hvis det kræver, at du rejser tilbage til Afghanistan for at få et afghansk nationalitetspas, vil vi som udgangspunkt henvise dig til at gøre det.

Hvis du skal søge om forlængelse af din opholdstilladelse på baggrund af eksempelvis familiesammenføring, og dit afghanske nationalitetspas er udløbet i forbindelse hermed, gælder de samme vilkår, som nævnt ovenfor. Når vi behandler en ansøgning om fremmedpas eller en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, kan vi ikke lægge asylretlige forhold til grund for afgørelsen, hvis du har opholdstilladelse i Danmark på et andet grundlag end asyl.

Hvis du mener, at du ikke kan tage tilbage til Afghanistan på grund af asylretlige forhold, kan du søge om asyl.

Læs mere om betingelserne for asyl, og hvordan du ansøger

Er du afghansk statsborger, og har du opholdstilladelse i Danmark på baggrund af asyl, eller er du familiesammenført til en forælder, der har asyl, har du ret til at få et konventions- eller fremmedpas, alt afhængigt af hvilken opholdstilladelse du har.

Læs mere om konventions- og fremmedpas

Ansvarlig myndighed

Kontakt os