Publiceret 03-09-2024
Invitation til fagligt webinar om tjenesteydelser samt arbejdstilladelser for udenlandske arrangører af messer og konferencer i Danmark
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) inviterer til fagligt webinar, hvor vi sætter fokus på tjenesteydelser og arbejdstilladelser for udenlandske arrangører af messer og konferencer i Danmark.
SIRI holder løbende faglige webinarer på både området for international rekruttering og EU-området. Formålet med de faglige webinarer er at orientere SIRIs brugere om regler og ansøgningsprocedurer.
Den 19. september 2024 afholder SIRI i samarbejde med DI Turisme, Kultur & Oplevelser et fagligt webinar om, hvornår der stilles krav om arbejdstilladelse i forbindelse med levering af tjenesteydelser i Danmark, med fokus på, når der afholdes konferencer og events i Danmark.
Webinaret vil fokusere på, hvad der betragtes som arbejde, og hvornår en udlænding kan være fritaget fra kravet om arbejdstilladelse. Webinaret vil ligeledes præsentere de grundlæggende aspekter i SIRIs vurderingsproces for ansøgninger om arbejdstilladelse, når en udlænding skal have arbejdstilladelse for at arbejde på en messe eller ved en konference i Danmark.
Webinaret er tilgængeligt for alle, der ønsker mere viden om området.
Praktiske oplysninger
Webinaret afholdes på engelsk og foregår torsdag den 19. september 2024 kl. 13-14.30.
Fristen for tilmelding er mandag den 16. september kl. 12.