Publiceret 02-05-2023 - Senest opdateret: 17-05-2023

Brexit: Forlængelse af fristen for indgivelse af ansøgninger om ret til ophold i Danmark for britiske statsborgere og deres familiemedlemmer efter udtrædelsesaftalen

Ansøgningsfristen for ansøgninger om ophold efter udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien forlænges til den 31. december 2023. Forlængelsen træder i kraft den 1. maj 2023. SIRI genoptager behandlingen af verserende ansøgninger, der tidligere har været stillet i bero.

Forlængelsen af ansøgningsfristen gælder for ansøgere, der har indgivet deres ansøgninger for sent, dvs. efter fristens oprindelige udløb den 31. december 2021 og derfor har fået afvist at få deres ansøgning behandlet. Fristforlængelsen gælder også for personer, der ikke har indgivet en ansøgning endnu.

Den forlængede ansøgningsfrist vil derimod ikke have betydning for personer, der allerede har fået behandlet deres ansøgning, og i den forbindelse har fået afslag, fordi de ikke opfyldte betingelserne efter udtrædelsesaftalen. Disse personer vil derfor ikke kunne få deres ansøgning behandlet på ny.

Ansøgninger, der er indgivet efter den 31. december 2021 og som fortsat er under behandling i SIRI, bliver behandlet efter den forlængede frist. Det betyder, at de bliver betragtet som indgivet rettidigt.

Ansøgere, der har fået afvist at få deres ansøgning behandlet af SIRI på grund af for sen indgivelse, og som har en verserende klagesag i Udlændingenævnet, vil høre nærmere fra nævnet.

Ansøgere, der har fået afvist af få deres ansøgning behandlet af både SIRI og Udlændingenævnet, på grund af for sen indgivelse, eller som ikke har påklaget afvisningen til Udlændingenævnet, kan på baggrund af den forlængede frist bede SIRI om at få sagen genoptaget. 

Link til SIRIs kontaktformular

Det er stadig et krav, at man skal opfylde betingelserne for ophold efter udtrædelsesaftalen, herunder at man skal have haft lovligt ophold i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed inden den 31. december 2020.

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI