Publiceret 09-09-2022 - Senest opdateret: 12-09-2022
Opdateret: Ændrede visumregler for russiske statsborgere
Suspension af visumlempelsesaftale mellem Danmark og Rusland
Danmark har besluttet at suspendere visumlempelsesaftalen mellem Danmark og Rusland på linje med EU Rådets afgørelse 2022/1500 af 9. september 2022 om suspension af visumlempelsesaftalen mellem EU og Rusland.
Suspensionen af visumlempelsesaftalen mellem Danmark og Rusland indebærer, at ansøgninger om visum fra statsborgere fra Rusland vil blive behandlet efter de almindeligt gældende visumregler, der følger af visumkodeks og visumbekendtgørelsen. Læs mere om indgivelse og behandling af visumansøgninger
Læs mere om suspensionen på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside
Rusland flyttes fra hovedgruppe 3 til hovedgruppe 5
Den 10. september træder en ny visumbekendtgørelse i kraft. Med ændringen af visumbekendtgørelsen flyttes Rusland fra hovedgruppe 3 til hovedgruppe 5 af visumpligtige lande.
Ændringen finder anvendelse for alle ansøgninger om visum indgivet af russiske statsborgere den 10. september 2022 eller senere. Ændringen finder således ikke anvendelse på ansøgninger om visum, der er indgivet af russiske statsborgere før den 10. september 2022.
Dette betyder, at ansøgninger om visum indgivet af russiske statsborgere fra og med den 10. september 2022, vil blive behandlet efter praksis for behandling af ansøgninger fra statsborgere, der kommer fra et land placeret i hovedgruppe 5. Statsborgere fra lande i hovedgruppe 5 kan som udgangspunkt kun få visum til privatbesøg i ekstraordinære situationer, fx hvis et familiemedlem, som bor i Danmark, lider af en sygdom af aktuelt livstruende karakter eller er afgået ved døden. Man vil kunne få visum til forretningsbesøg og kulturelle besøg i konkret begrundede tilfælde.
Læs mere om ansøgning om visum til russiske statsborger med henblik på privatbesøg eller turistbesøg
Læs mere om ansøgning om visum til russiske statsborgere med henblik på forretningsbesøg
Læs mere om ansøgning om visum til russiske statsborgere med henblik på kulturelle besøg