Publiceret 01-07-2022

Nye regler vedrørende genopdragelsesrejser mv.

Den 1. juli 2022 er en række nye regler trådt i kraft, som er relateret til genopdragelsesrejser. Derudover er der trådt en enkelt ændring af reglerne for familiesammenføring i kraft. Læs mere nedenfor.

En opholdstilladelse bortfalder som udgangspunkt ikke ved genopdragelsesrejser

De nye regler indebærer, at det fremover er det klare udgangspunkt, at en opholdstilladelse ikke bortfalder, hvis en udlænding har været sendt på genopdragelsesrejse eller et andet udlandsophold af negativ betydning, da vedkommende var under 18 år.

De nye regler gælder uanset, om barnet har opholdstilladelse på baggrund af fx familiesammenføring, asyl eller som medfølgende familie fx til en udenlandsk arbejdstager.

Læs mere om reglerne for dispensation for bortfald hos Udlændingestyrelsen

Læs mere om reglerne for dispensation for bortfald hos SIRI

Læs mere om genopdragelsesrejser

Børneoplysningssamtaler

De nye regler indebærer også, at Udlændingestyrelsen eller SIRI kan afholde en samtale i form at et fysisk eller virtuelt møde med barnet til brug for vurderingen af, om barnet har været eller er i risiko for at blive sendt på en genopdragelsesrejse eller et andet udlandsophold af negativ betydning.

Hvis samtalen finder sted inden, at barnet er blevet sendt på genopdragelsesrejse, vil oplysningerne fra samtalen indgå i styrelsens vurdering af, om barnets pas skal inddrages, eller om styrelsen skal nægte at give barnet et pas for at forhindre, at vedkommende bliver sendt til udlandet. Styrelsen kan kun gøre dette, hvis barnet har et konventions- eller fremmedpas, der er udstedt af Udlændingestyrelsen.

Hvis samtalen finder sted efter, at barnet har været på genopdragelsesrejse, vil oplysningerne indgå i styrelsens vurdering af, om barnet kan få dispensation fra, at opholdstilladelsen bortfalder.

Børneoplysningssamtalen kan afholdes uden deltagelse af barnets forældremyndighedsindehaver, hvis hensynet til barnets bedste taler for det.  

Ny videregivelsespligt for kommunerne

De nye regler omfatter også en ny videregivelsespligt for kommunerne, som har mistanke eller viden om en forestående, igangværende eller gennemført genopdragelsesrejse eller et andet udlandsophold af negativ betydning for udlændingen.

Kommunerne er forpligtede til løbende at videregive relevante oplysninger til Udlændingestyrelsen eller SIRI, og oplysningerne kan videregives uden samtykke fra en forældremyndighedsindehaver.

Læs mere om kommunernes videregivelsespligt

Ny særlig adgang til permanent ophold hvis en udlænding har været på genopdragelsesrejse

Der indføres en ny lempeligere adgang til at opnå permanent opholdstilladelse, hvis en udlænding som barn har været på genopdragelsesrejse eller et andet udlandsophold af negativ betydning, og barnet efterfølgende har fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse på den baggrund.

Formålet er at sikre, at udlændingen ikke stilles ringere end andre unge i forhold til at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark. Læs mere om reglerne for permanent ophold

Udskydelse af adgangen til familiesammenføring for flygtninge

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog den 9. juli 2021, at udskydelse af adgangen til familiesammenføring i 3 år for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus er i strid med retten til respekt for privat- og familieliv.

I forlængelse af denne dom vurderede Udlændinge- og Integrationsministeriet den 1. oktober 2021, at der fortsat kan fastsættes regler om at udskyde adgangen til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus, men at udskydelsen ikke må være længere end 2 år, når der ikke er en aktuel massetilstrømning af asylansøgere til landet.

Fra den 1. oktober 2021 har Udlændingestyrelsen administreret i overensstemmelse med denne fortolkning af dommen og med virkning fra den 1. juli 2022 er lovgivningen på området tilsvarende ændret.

Læs mere om baggrunden for ændringen af 3-års-reglen

Ansvarlig myndighed

Kontakt os