Publiceret 20-06-2022 - Senest opdateret: 23-06-2022
Ændring af reglerne for medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere og studerende som har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab
Folketinget vedtog den 8. juni 2022 et forslag om, at medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere, der har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab, fortsat vil kunne forlænge deres opholdstilladelse som medfølgende familie i Danmark.
På den ene side indebærer lovforslaget, at det nu bliver muligt for den medfølgende at forlænge sin opholdstilladelse, hvis den udenlandske arbejdstager opnår dansk statsborgerskab. Hidtil har det kun været muligt for det medfølgende familiemedlem at bevare sit opholdsgrundlag som familiemedlem ved at ansøge om familiesammenføring hos Udlændingestyrelsen.
På den anden side stilles der nu krav til den udenlandske arbejdstager, der har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. Denne person vil fremover på tidspunktet for afgørelsen om forlængelse af den medfølgendes tilladelse, enten:
- skulle opfylde betingelserne for forlængelse af den opholdstilladelse, som pågældende havde, da han eller hun fik permanent opholdstilladelse eller
- have et arbejde, der vil kunne give opholdstilladelse efter en af de gældende erhvervsordninger
De øvrige betingelser skal fortsat være opfyldt, herunder kravet om fælles bopæl, at være selvforsørgende og ikke må modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
Ændringen gælder også for medfølgende familie til udenlandske studerende og greencardhavere, som har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. Ligeledes gælder ændringen for medfølgende familie, som har fået opholdstilladelse efter den ophævede ordning til hjemvendte udlandsdanskere.
Folketinget har også vedtaget, at medfølgende familie til en udlænding, der opnår permanent opholdstilladelse i forlængelse af en opholdstilladelse efter fast track-ordningen, forskerordningen, ESS-ordningen, som ph.d.-studerende samt studerende på en fællesuddannelse (joint-degree), ikke længere skal være undtaget reglerne om bortfald af opholdstilladelse. Det betyder, at den medfølgendes opholdstilladelse fremover vil kunne bortfalde, hvis pågældende opgiver sin danske adresse eller opholder sig i udlandet i mere end 6 måneder i træk.
Når lovforslaget træder i kraft den 23. juni 2022, vil ændringen omfatte alle sager fremover, også de sager, hvor den medfølgende allerede har søgt, før loven trådte i kraft. Det betyder, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) i de sager formentlig vil skulle indhente yderligere oplysninger.
Ansøg om opholdstilladelse efter den nye ordning
Ansøg om forlængelse af opholdstilladelse efter den nye ordning