Publiceret 03-07-2020

Efterbetaling af særlig ydelse til beboere i Modtagecenter Sandholm

Udlændingestyrelsen er blevet opmærksom på, at beboere indkvarteret i Modtagecenter Sandholm ikke har modtaget et særligt tillæg til deres grundbeløb, som de har været berettiget til.

Den såkaldte tillægsydelse er efter udlændingeloven betinget af, at beboeren indgår en uddannelses- og aktiveringskontrakt med asylcenteret. Kontrakten forpligter beboeren til at udføre en række praktiske opgaver i forbindelse med driften af centret samt at deltage i et asylansøgerkursus om danske kultur- og samfundsforhold. 

Men siden den 1. juli 2017 er der ved en beklagelig fejl ikke blevet indgået uddannelses- og aktiveringskontrakter med beboerne i modtagecenteret. Tillægsydelsen på henholdsvis ca. 9 kr. og ca. 31 kr. om dagen (2020-niveau) alt efter beboerens situation er derfor ikke blevet udbetalt. De fleste beboere har haft et relativt kortvarigt ophold i modtagecenteret, typisk af et par ugers varighed.

- Jeg skal meget beklage over for de berørte beboere, at de ikke har fået de relevante kontrakter, og at de derved ikke har kunnet få den tillægsydelse, der følger med opfyldelsen af kontrakten, siger Udlændingestyrelsens direktør Niels Henrik Larsen.

- Vi retter nu op på forholdene, så beboere fremover vil kunne indgå kontrakten, og vi vil efterbetale til dem, der som følge af fejlen ikke fik ydelsen, mens de var på modtagecentret.

Udlændingestyrelsen er gået i gang med at identificere de beboere, der har været berørt, med henblik på i relevant omfang at efterbetale tillægsydelserne.

Beboere, som mener at være berørt, behøver ikke kontakte Udlændingestyrelsen. Styrelsen vil kontakte dem på baggrund af registreringerne i det elektroniske indkvarteringssystem.