Publiceret 14-11-2019

SIRI advarer mod svindel med falske e-mails

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har haft en sag om svindel med falske e-mails, hvor en ukendt person over for en ansøger har udgivet sig for at være medarbejder i SIRI. I den konkrete sag blev ansøgeren bedt om at indbetale et beløb til en udenlandsk bankkonto under dække af, at pengene skulle dække gebyret for SIRIs sagsbehandling af en opholdstilladelse.

SIRI skal derfor indskærpe følgende:

  • Betaling af sagsbehandlingsgebyr til SIRI kan udelukkende ske via betalingsløsningen på nyidanmark.dk.
  • Betaling af sagsbehandlingsgebyr til SIRI kræver altid først oprettelse af et såkaldt sagsbestillings-id på nyidanmark.dk. Dette sagsbestillings-id skal altid bruges i forbindelse med betaling af gebyr.
  • SIRI beder ikke om betaling af gebyr via e-mail. Mangler der betaling af gebyr, vil vi altid kontakte ansøger i form af et egentligt brev sendt via e-Boks (modtagere i Danmark) eller via Udenrigsministeriets repræsentationer (modtagere i udlandet).
  • SIRI kommunikerer ikke om konkrete sager via e-mail. Er der behov for at kontakte en ansøger, vil vi sende et brev via e-Boks eller via Udenrigsministeriets repræsentationer.
  • SIRI vil dog med visse begrænsninger besvare generelle spørgsmål, dvs. spørgsmål, der ikke vedrører konkrete sager, via e-mail.
  • SIRI anser oplysningen om, at en person er i gang med at ansøge om ophold i Danmark som en fortrolig oplysning. SIRI vil derfor ikke sende e-mails, der indeholder denne oplysning. 
  • SIRI samarbejder i udlandet udelukkende med det danske udenrigsministeriums repræsentationer (ambassader og generalkonsulater).

SIRI anbefaler, at du som ansøger er opmærksom på om en e-mail fra SIRI kan være forfalsket. Det kan være tilfældet, hvis

  • E-mailen vedrører en konkret sag om ophold i Danmark.
  • Afsender i e-mailen beder om at betale et beløb til en bestemt bankkonto. Det er udelukkende muligt at betale gebyr via nyidanmark.dk.
  • E-mailsignaturen indeholder stavefejl eller fejl i styrelsens eller ministeriets navn.

Endelig anbefaler vi, at du kontakter SIRI direkte, hvis du har mistanke om, at den e-mail, du har modtager fra SIRI, kan være falsk.

Du kan finde oplysninger om SIRIs telefonnumre her

Du kan også kontakte os via vores kontaktformular her

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI