Publiceret 07-02-2014
Ansøg om permanent opholdstilladelse på nettet
En ny digital selvbetjeningsløsning gør det muligt at søge om permanent opholdstilladelse over internettet, hvis man har en computer med internetforbindelse og et NemID.
Med den nye digitale løsning til ansøgning om permanent opholdstilladelse samler Udlændingestyrelsen tre af de fire nuværende papirbaserede ansøgningsskemaer på området i én samlet digital selvbetjeningsløsning. Den nye digitale løsning er et alternativ til de traditionelle ansøgningsskemaer.
Den digitale løsning vil undervejs, når man udfylder sin ansøgning, automatisk tilpasse sig ansøgerens aktuelle situation og på den måde gøre ansøgningsprocessen nemmere for brugeren.
I første omgang er det alene ansøgere med opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring eller asyl, som kan anvende den digitale løsning. Disse brugere udgør i dag langt hovedparten af dem, som søger om permanent opholdstilladelse.
I løbet af 2014 vil den digitale ansøgningsløsning blive udvidet til også at omfatte ansøgere med opholdstilladelse på baggrund af arbejde eller studier.
Det er allerede muligt for familiesammenførte ægtefæller og børn under 18 år, at søge om midlertidig (tidsbegrænset) forlængelse af opholdstilladelse over internettet via digitale ansøgningsløsninger, som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed.
Direktør i Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, udtaler:
- ”Det er en klar serviceforbedring for vores brugere, at de nu kan søge om permanent opholdstilladelse på internettet. Med den nye digitale løsning får vores brugere de bedste forudsætninger for at lykkes med at udfylde deres ansøgning korrekt fra starten. Samtidig bidrager de digitale løsninger til, at vi kan optimere vores sagsbehandling. Dette vil igen komme brugerne til gode. Vi er fuldt opmærksomme på, at de digitale løsninger løbende kan og skal gøres endnu bedre. Derfor vil vi inddrage vores Netværkspanel under Det Regionale Netværk og på den måde søge at få input til sådanne forbedringer”.
Den digitale ansøgningsløsning indeholder en detaljeret vejledning i, hvordan man udfylder og indsender en digital ansøgning om permanent opholdstilladelse.
Vær opmærksom på, at det er påkrævet, at man logger ind og signerer med sit eget NemID. Hvis ansøger er familiesammenført ægtefælle, er det desuden påkrævet, at ansøgers ægtefælle udfylder en del af den digitale ansøgning og signerer med sit eget NemID.