Publiceret 16-09-2016
Udlændingestyrelsen undersøger opholdstilladelser til somaliere
Udlændingestyrelsen går nu i gang med at undersøge, om et større antal opholdstilladelser til somaliske flygtninge med beskyttelsesstatus i Danmark skal inddrages eller nægtes forlænget.
Det sker, fordi Flygtningenævnet – med to afgørelser tidligere i dag – nu har stadfæstet i alt 5 afgørelser om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til statsborgere fra Somalia, som tidligere har fået opholdstilladelse som flygtninge i Danmark på grund af de generelle forhold i dele af Somalia. Efter myndighedernes vurdering er de generelle forhold nu ændret så meget i disse dele af Somalia, at der ikke længere er grundlag for asyl, alene fordi man kommer dérfra.
Udlændingestyrelsen sætter derfor gang i et større projekt, hvor ca. 1.200 sager skal gennemgås for at vurdere, om der i de enkelte sager skal tages skridt til inddragelse eller nægtelse forlængelse af opholdstilladelserne. Hvor mange der præcist bliver tale om, og hvad udfaldet af de enkelte sager ender med at blive, er det alt for tidligt at sige på nuværende tidspunkt, siger vicedirektør i Udlændingestyrelsen, Anders Dorph.
Vi har et stort antal sager – i omegnen af 1.200 - hvor problemstillingen kan være aktuel, men vi kan først sige noget mere kvalificeret, når vi har screenet dem. Screeningen vil vise os, i hvor mange sager vi skal starte en inddragelsessag, men den vil ikke kunne fortælle os, hvor mange af disse sager der i sidste ende vil resultere i en inddragelse. Det vil afhænge af oplysningerne i de konkrete sager. Inden der evt. træffes afgørelse om inddragelse, vil de berørte personer blive hørt, så det sikres, at afgørelsen hviler på et solidt grundlag, oplyser Anders Dorph.
Inddrages opholdstilladelsen for en person med flygtningestatus, vil det blive vurderet, om eventuelle familiemedlemmers opholdstilladelse også skal inddrages.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til pressekonsulent Nils Bak på nbk@us.dk eller tlf.: 3530 8053 / 4130 6680 eller til pressemedarbejder Frederik Marker Hansen på fdhn@us.dk eller tlf.: 9136 5790.
Fakta
De relevante opholdstilladelser er givet til somaliske statsborgere efter udlændingelovens § 7, stk. 2, på grund af de generelle forhold, der på daværende tidspunkt var fremherskende i visse områder af Somalia.Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, kan en tidsbegrænset opholdstilladelse inddrages, når grundlaget for ansøgningen ikke længere er til stede, og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer forfølgelse. De personer, der vil kunne blive berørt af dette, er statsborgere fra Somalia, som har fået en opholdstilladelse som flygtning i Danmark på grund af de generelle forhold i visse områder.
Beslutter Udlændingestyrelsen sig for at starte en inddragelsessag, vil den pågældende person blive informeret herom skriftligt. Den pågældende vil i den forbindelse blive informeret om baggrunden for dette, og han / hun vil blive bedt om at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil. Den pågældende vil endvidere blive bedt om oplyse om sin tilknytning til det danske samfund, herunder oplysninger om sin tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet, og om sine danskkundskaber og helbredsforhold.
Ender sagen med, at Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om at inddrage opholdstilladelsen, vil afgørelsen kunne påklages til Flygtningenævnet. Klageren vil have ret til at opholde sig i Danmark, mens nævnet behandler klagen.