Publiceret 18-04-2017

Ændring af landstallet for 2017

Udlændingestyrelsen har i dag meddelt kommunerne, at styrelsen har ændret sit skøn over det antal flygtninge, der i 2017 forventes at blive visiteret til boligplacering i kommunerne.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har den 29. marts 2017 nedjusteret skønnet over, hvor mange asylansøgere der kan forventes i 2017, fra 10.000 personer til 5.000 personer.

På den baggrund har Udlændingestyrelsen i dag meddelt kommunerne, at styrelsen har ændret sine forventninger til, hvor mange flygtninge der vil blive givet opholdstilladelse i 2017. Udlændingestyrelsen forventer nu, at der i 2017 vil blive givet opholdstilladelse til 4.000 flygtninge, som vil blive visiteret til boligplacering i kommunerne. Udlændingestyrelsen forventede tidligere, at der i 2017 ville blive opholdstilladelse til 8.500 flygtninge.

Ifølge integrationsloven skal landstallet ændres, hvis det tidligere udmeldte skøn ændres med mere end 50 pct.

Landstallet for 2017 ændres således til 4.000.

Størrelsen af landstallet er baseret på et skøn og derfor forbundet med stor usikkerhed. Det afhænger i høj grad af ukendte faktorer, som fx hvor mange asylansøgere der indrejser og af hvilken nationalitet. Indrejsetallets størrelse og sammensætningen af nationaliteter kan variere betydeligt fra måned til måned.

Det afhænger af flygtningestrømmenes bevægelser, både globalt og regionalt.

Det videre forløb

Regionerne skal nu søge at indgå en aftale om nye regionskvoter for 2017. Aftalerne skal meddeles til Udlændingestyrelsen inden den 30. maj 2017. Hvis der ikke indgås en aftale om regionskvoter inden denne dato, fastsætter Udlændingestyrelsen herefter regionskvoterne på baggrund af den beregningsmodel, der følger af bekendtgørelsen om boligplacering af flygtninge.

Når ændringen af regionskvoterne foreligger, vil Udlændingestyrelsen anmode kommunalbestyrelserne i hver region om at søge at indgå en aftale om kommunekvoter.

Yderligere oplysninger kan fås hos pressekonsulent Nils Bak på mobil 41 30 66 80 og pressemedarbejder Frederik Marker Hansen på mobil 91 36 57 90.

Se brev til Kommunernes Landsforening og kommunekontaktrådene om ændring af landstallet for 2017