Publiceret 19-09-2017 - Senest opdateret: 10-09-2019

Ændret praksis i sager om opholdstilladelse til forældre til danske børn

EU-Domstolen afsagde før sommer dom i en sag om opholdstilladelse til forældre til unionsborgerbørn, og Udlændinge- og Integrationsministeriet har nu fastlagt dommens rækkevidde i forhold til dansk ret.

Udlændingestyrelsen ændrer praksis som følge af en dom fra EU-Domstolen fra den 10. maj 2017 i sagen Chavez-Vilchez og vil vurdere, om en række afgjorte sager skal genoptages. Sagerne handler om den situation, hvor en tredjelandsstatsborger kan få opholdstilladelse som forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn.

En sådan tredjelandsstatsborger kan efter EU-Domstolens praksis opnå ret til ophold i Danmark, hvis et afslag på opholdstilladelse vil betyde, at barnet – der er unionsborger – vil blive nødt til at forlade EU. Hensynet til, at det mindreårige unionsbarn kan forblive i EU og nyde sine rettigheder som unionsborger, kan således under visse betingelser betyde, at den udenlandske forælder skal gives opholdstilladelse.

Med dommen i Chavez-Vilchez-sagen har EU-Domstolen præciseret, hvilke elementer der skal indgå i myndighedernes vurdering i disse sager.

Hensynet til unionsbarnet

Det afgørende i de konkrete sager er ifølge dommen at afklare, hvilken forælder der faktisk tager sig af barnet, og om der består et faktisk afhængighedsforhold mellem barnet og den forælder, der er tredjelandsstatsborger. Hvis det er tilfældet, og tredjelandsstatsborgeren får afslag på ophold, vil barnet reelt kunne være nødt til at forlade EU. I sådanne tilfælde kan der meddeles opholdstilladelse til den udenlandske forælder.

Dommen præciserer, at et sådant faktisk afhængighedsforhold mellem barnet og den udenlandske forælder - som er grundlaget for udlændingens ret til ophold - ikke ændres ved den omstændighed, at den danske forælder reelt er i stand til og ønsker at påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet på egen hånd. Barnets relation til den udenlandske forælder skal således under alle omstændigheder vurderes nærmere.

Der skal foretages en konkret vurdering, hvor der tages hensyn til barnets tarv og samtlige øvrige omstændigheder i sagen. Det drejer sig bl.a. om barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling samt den følelsesmæssige tilknytning til både den forælder, der er dansk statsborger, og den forælder, der er tredjelandsstatsborger. Desuden skal der tages hensyn til den risiko, som en adskillelse fra den forælder, der er tredjelandsstatsborger, vil indebære for barnets ligevægt.

Dommens betydning for allerede afgjorte sager

Følgende tredjelandsstatsborgere har mulighed for at få sin sag genoptaget:

  • Tredjelandsforælderen har fået afslag på en ansøgning om afledt opholdsret som forælder til et mindreårigt barn, der er dansk statsborger. Forælderen skal kunne dokumentere at have befundet sig i en situation, hvor der ville være blevet givet opholdstilladelse, hvis sagen var blevet afgjort efter den praksis, der nu er fastlagt i Chavez-Vilchez dommen, og skal fortsat opfylde denne betingelse.
  • Tredjelandsforælderen har fået afslag under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, eller § 9, stk. 2, nr. 4, efter den 1. november 1993.
  • Barnet skal være under 18 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i genoptagelsessagen.

Det er vurderingen, at Udlændingestyrelsen i visse situationer har pligt til af egen drift at undersøge, om en allerede afgjort sag skal genoptages som følge af EU-dommen. Det afhænger af, om sagen er afgjort før eller efter den såkaldte Zambrano-dom, der blev afsagt af EU-domstolen den 8. marts 2011.

Udlændingestyrelsen undersøger, om disse sager skal genoptages:

Udlændingestyrelsen har pligt til selv at undersøge, om sager, der er afgjort efter dommen i 2011, skal genoptages. Det er styrelsen nu gået i gang med. Hvis styrelsen vurderer, at der eksisterer sådanne sager, vil styrelsen – i det omfang det er muligt – kontakte de personer, der kan få genoptaget deres sag, og orientere om fremgangsmåden.

Personer, der er omfattet af sagerne efter 2011, behøver derfor ikke kontakte Udlændingestyrelsen på nuværende tidspunkt.

Hvis Udlændingestyrelsen ikke kan komme i kontakt med alle berørte personer, vil styrelsen på et senere tidspunkt på nyidanmark.dk orientere om det og opfordre de pågældende til at kontakte styrelsen.

Udlændingestyrelsen undersøger ikke, om disse sager skal genoptages:

Udlændingestyrelsen undersøger ikke af sig selv, om sager, der er afgjort før dommen i 2011, skal genoptages. Personer i denne sagsgruppe, som mener, at de er omfattet af muligheden for genoptagelse, kan anmode styrelsen om genoptagelse.

Yderligere information

Læs EU-domstolens dom i sagen C-133/15

Læs orienteringen af Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg af 19. september 2017 om behandling af konkrete sager om afledt opholdsret til en tredjelandsforælder til en mindreårig dansk statsborger efter EU-domstolens dom i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez

Ansvarlig myndighed

Kontakt os