Publiceret 04-06-2024 - Senest opdateret: 21-06-2024
Ny opholdsordning på baggrund af uddannelsestilknytning
Den 1. juli 2024 træder en ny ordning i kraft for udlændinge, der mister, eller som tidligere har mistet deres opholdsgrundlag i Danmark.
Folketinget har den 4. juni 2024 vedtaget regler om en opholdsordning på baggrund af uddannelsestilknytning.
Ordningen giver visse udlændinge, der mister deres opholdsgrundlag, og som er optaget på eller i gang med en uddannelse inden for et område, hvor der er mangel på arbejdskraft, mulighed for at forsætte deres ophold og uddannelse i Danmark.
Ordningen indebærer også, at visse udlændinge, der har mistet eller mister deres opholdsgrundlag, før loven træder i kraft den 1. juli 2024, under visse betingelser får mulighed for at fortsætte deres ophold i Danmark, hvis de var optaget på eller i gang med en uddannelse inden for et område, hvor der er mangel på arbejdskraft. Det vil bl.a. være en betingelse for at kunne opnå opholdstilladelse, at udlændingens oprindelige opholdstilladelse blev nægtet forlænget eller inddraget eller opholdsretten efter EU-reglerne konstateret ophørt i perioden fra den 1. juli 2020 til og med den 30. juni 2024.
Der indføres samtidig en ordning om uddannelsesskift for de udlændinge som opnår opholdstilladelse efter uddannelsestilknytningsordningen, men som ønsker at skifte til en anden uddannelse inden for et område, hvor der er mangel på arbejdskraft.
En udlænding, der meddeles opholdstilladelse efter uddannelsestilknytningsordningen eller med henblik på uddannelsesskift, vil samtidig blive meddelt opholdstilladelse for højst 6 måneder med henblik på at søge beskæftigelse her i landet efter afslutning af uddannelsen.