Publiceret 28-11-2023
Mulighed for genoptagelse i visse sager, hvor der er givet afslag på ægtefællesammenføring
I sager om ægtefællesammenføring, hvor den herboende ægtefælle eller samlever ikke er dansk eller nordisk statsborger eller flygtning, gælder de såkaldte overførte betingelser for permanent opholdstilladelse. En af disse betingelser er, at den herboende ikke er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel m.v. for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og den herboende ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for visse overtrædelser af straffeloven. Læs her hvilke straffelovsovertrædelser, der er tale om
Udlændingestyrelsen er blevet opmærksom på, at der ved behandling af sager om ægtefællesammenføring kan have været en praksis i forbindelse med kravet om, at den herboende ægtefælle ikke må have været straffet, der ikke er i overensstemmelse med udlændingelovens regler.
Hvis du har fået afslag på ægtefællesammenføring med den begrundelse, at din herboende ægtefælle/samlever ikke opfyldte betingelsen om ikke at være straffet, som anført ovenfor og afgørelsen er truffet på et tidspunkt, hvor din ægtefælle/samlever ikke var endeligt dømt kan du kontakte os med anmodning om, at behandlingen af din sag genoptages.
Genoptagelse af din sag vil ikke nødvendigvis føre til en opholdstilladelse, idet andre forhold og betingelser vil kunne betyde, at der skal gives afslag.