Publiceret 02-11-2023
Justering af praksis for registrering af Wolt bude efter EU-reglerne
SIRI justerer sin praksis vedrørende bude, der leverer for Wolt, så de fremadrettet kan blive registreret som arbejdstagere, når de søger om registreringsbevis efter EU-reglerne.
Wolt er en platformsvirksomhed, hvor budene selv bestemmer hvor meget og hvornår, de ønsker at arbejde. Hidtil har SIRI registreret Wolt bude enten som selvstændige erhvervsdrivende eller som personer med tilstrækkelige midler. Dette skyldes bl.a., at SIRI hidtil har vurderet, at Wolt ikke har været arbejdsgiver for budene.
SIRI vurderer nu, at Wolt i forbindelse med vurdering af opholdsret efter EU-reglerne som udgangspunkt skal betragtes som arbejdsgiver for budene, og at budene derfor kan betragtes som arbejdstagere, hvis de øvrige betingelser for at opnå status som arbejdstager er opfyldt.
Hvis du er Wolt bud og vil registreres som arbejdstager, skal du derfor dokumentere følgende:
-
at du har en courier partner agreement med Wolt,
-
at du har arbejdet som bud i de seneste ca. 3 måneder, fx ved fremvisning af lønsedler/invoices,
-
og at arbejdet har et vist omfang. Dette kan typisk også dokumenteres ved lønsedler/invoices.
Hvis du er bud for Wolt og på nuværende tidspunkt er registreret som person med tilstrækkelige midler, har du mulighed for at søge omregistrering til arbejdstager. Det kan du gøre ved at kontakte SIRI på SIRIs kontaktformular og samtidig indsende ovenstående dokumentation.
Find SIRIs kontaktformular her
Hvis du som Wolt bud er registreret som selvstændig erhvervsdrivende, er du allerede registreret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, som også omfatter arbejdstagere, og du kan derfor ikke søge omregistrering. Justeringen af praksis vil derfor ikke have betydning for din registrering.
Uanset om du søger omregistrering eller ej, vil du i opholdsretlig henseende blive betragtet som arbejdstager, hvis du opfylder betingelserne for dette og kan dokumentere det.
Det bemærkes, at den ændrede praksis kun har betydning for bude, der leverer for Wolt og ikke for andre platformsvirksomheder. Det skyldes, at en EU-borgers eventuelle status som arbejdstager efter EU-reglerne afhænger af den konkrete konstruktion i den pågældende platformsvirksomhed og arbejdets omfang og karakter. Hvis Wolt ændrer sin konstruktion, kan det også have betydning for Wolt budes fremtidige status som arbejdstagere.