MitID - privat og Erhverv

MitID er et digitalt ID. Med det beviser du, hvem du er på nettet, fx når du skal logge på danske offentlige selvbetjeningsløsninger eller din netbank.

På Nyidanmark.dk kan du bruge MitID til at logge på Min Side eller udfylde online ansøgningsskemaer.

Hvis du er over 15 år og har et dansk CPR-nr., kan du bestille MitID.

Hvis du ikke har et dansk CPR-nr., kan du ikke få MitID.

Du kan læse mere om MitID på mitid.dk (åbnes i nyt vindue)

MitID Erhverv er et digitalt ID, som virksomheder, foreninger og myndigheder kan anvende, hvis medarbejdere eller medlemmer skal logge ind på private og offentlige selvbetjeningsløsninger. MitID Erhverv identificerer dig som medarbejder i en bestemt virksomhed eller organisation.

På Nyidanmark.dk kan du bruge MitID Erhverv til at logge på Min Side eller udfylde online ansøgningsskemaer.

Læs mere om MitID Erhverv på mitid-erhverv.dk (åbnes i nyt vindue)

I de fleste online ansøgningsskemaer på Nyidanmark.dk kan du både logge ind og signere ansøgningen med privat MitID og MitID Erhverv. I nogle online skemaer kan du dog kun benytte enten privat MitID eller MitID Erhverv. Følg vejledningen i online skemaet nøje.

Virksomheder kan vælge, at medarbejdere anvender privat MitID til at logge ind på vegne af virksomheden eller organisationen.

Læs mere om, hvordan medarbejdere kan agere digitalt på vegne af virksomheden med privat MitID (åbnes i nyt vindue)

Hvis du logger ind på Min Side, vil der være forskel i de viste oplysninger, alt efter om du logger ind som privatperson med MitID eller som medarbejder i en virksomhed med MitID Erhverv.

Hvis du har problemer med at logge på eller signere et online skema med MitID eller MitID Erhverv, kan du få hjælp på mitid.dk og mitid-erhverv.dk.

Få hjælp til dit private MitID (åbnes i nyt vindue)

Få hjælp til dit MitID Erhverv (åbnes i nyt vindue)

På mitid.dk findes en oversigt over de tekniske krav til både computere og mobile platforme.

Læs om de tekniske krav til MitID (åbnes i nyt vindue)

Betaling af gebyr

I betalingsløsningen knyttet til Nyidanmark.dk får du mulighed for at printe en kvittering, efter du har betalt et gebyr. Det er vigtigt, at du printer denne kvittering, inden du lukker betalingsmodulet

Bemærk, at du ikke får tilsendt en kvittering på mail, da du ikke oplyser din e-mailadresse i forbindelse med betalingen. 

Når du indgiver din ansøgning, skal du vedhæfte dokumentation for, at du har betalt gebyr. Hvis du har betalt gebyr uden at printe en kvittering, skal du i stedet vedhæfte anden dokumentation for betalingen. Det kan fx være en betalingsudskrift fra din netbank.

Online (digital) ansøgning

Det enkelte ansøgningsskema afgør, om du skal benytte MitID til at logge ind.

Det kræver MitID i de tilfælde, hvor du som reference (familiemedlem, arbejdsgiver, uddannelsesinstitution mv.) i Danmark skal udfylde et online skema.

Det kræver også MitID i de tilfælde, hvor du som ansøger allerede har opholdstilladelse i Danmark.

I de tilfælde der ikke kræver MitID, kan du logge ind med det referencenummer og den adgangskode, du får tildelt i online skemaet.

I en række ansøgningsskemaer skal du logge ind med et referencenummer (et slags brugernavn) og en adgangskode. Det kan ske i to situationer:

  • Hvis du ikke har MitID, men i stedet skal benytte referencenummer og adgangskode til at logge ind.
  • Hvis du får tilsendt et referencenummer og en adgangskode fra din reference (familiemedlem, arbejdsgiver, uddannelsesinstitution mv.).

Mange online ansøgningsskemaer er opdelt i to eller flere dele. Det er tilfældet, hvis der under fanen ’Sådan ansøger du’ på en ansøgningsside står, at to eller flere personer skal udfylde hver sin del af online skemaet. Det kan fx være din arbejdsgiver, din uddannelsesinstitution, dit praktiksted, din au pair-vært eller dit familiemedlem, som skal udfylde sin del af et skema.

Referencenummer og adgangskode binder de forskellige dele af en ansøgning sammen. Når din reference har udfyldt sin del, skal denne sende et referencenummer og en adgangskode til dig, så du kan logge ind i din del.

Måden, du logger ind på som ansøger, afhænger af, hvilket online ansøgningsskema du skal anvende.

I ansøgningsskemaer, hvor det kun er ansøger, der skal udfylde skemaet, kan du vælge at logge ind med MitID eller det referencenummer og den adgangskode, som systemet genererer til dig første gang, du vælger at starte en ny ansøgning.

I ansøgningsskemaer, hvor det er en forudsætning, at ansøger allerede har taget ophold i Danmark, skal ansøger som regel anvende MitID til at logge ind. Det gælder fx alle forlængelsesskemaer.

I en række ansøgningsskemaer, skal du for at logge ind som ansøger have modtaget et referencenummer og en adgangskode til del 2 (ansøgerdelen) fra din reference (fx arbejdsgiver, uddannelsesinstitution eller familiemedlem) i Danmark. Du kan kun logge på del 2, hvis din reference har afsluttet del 1 og videregivet referencenummer og adgangskode til dig.

Hvis du ikke kan logge ind på del 2 af en ansøgning, skal du kontrollere, at du har indtastet det rigtige referencenummer og den rigtige adgangskode. Vi anbefaler, at du kontakter din reference og kontrollerer, at du har fået oplyst det rigtige referencenummer og den rigtige adgangskode.

Hvis du tidligere har logget ind på ansøgningen og har ændret din adgangskode, skal du indtaste din selvvalgte adgangskode.

Bemærk, at du har 30 dage til at logge ind i del 2 af en ansøgning. Er der gået mere end 30 dage, skal din reference starte forfra med at udfylde sin del af et online ansøgningsskema.

En del online skemaer kan underskrives og indgives ved, at ansøger vedhæfter en underskrevet kopi af ansøgningens ’Erklæringer og information’.

Sådan gør du

Følg vejledningen i skemaet. Hvis skemaet kan indgives med indscannet underskrift, vil du til sidst i forløbet få mulighed for at vælge denne indgivelsesmåde.

Herefter vil du blive vejledt om at gøre følgende:

  1. Åbne en særlig pdf-version af ansøgningens ’Erklæringer og information’.
  2. Udskrive pdf-versionen af ansøgningens ’Erklæringer og information’.
  3. Skrive dato og sted samt underskrive i hånden i feltet ’Underskrift – ansøger’ på sidste side.
  4. Indscanne den underskrevne erklæring.
  5. Vedhæfte filen med den indscannede erklæring og din underskrift til ansøgningen.
  6. Ansøgningen er nu underskrevet/signeret og kan indgives digitalt.

Du skal være opmærksom på, at du med din underskrift erklærer, at de oplysninger, som du har indtastet i ansøgningen, er sande og fuldstændige.

Der kan være flere årsager til, at en online ansøgning fejler, mens du udfylder den.

En væsentlig kilde til fejl er, at der vedhæftes for mange eller for store filer. Hvert skema indeholder en vejledning til, hvor store filer du maksimalt kan vedhæfte.

Udlændingestyrelsen og SIRI er ved at øge muligheden for at vedhæfte filer fra 10 MB til 50 MB. Det vil fremgå af det enkelte skema, om du kan vedhæfte maks. 10 MB eller maks. 50 MB.

Hvis det online ansøgningsskema, du er ved at udfylde, fejler, bør du begynde forfra på følgende måde:

  1. Luk din browser helt ned, inkl. alle faner og vinduer.
  2. Gå til Nyidanmark.dk, og find det relevante skema frem.
  3. Åbn skemaet, og log ind.
  4. Vælg ’Start ny ansøgning’. Det er vigtigt, at du ikke forsøger at hente et tidligere gemt skema!
  5. Udfyld skemaet igen.
  6. Tjek filstørrelsen på de dokumenter, du ønsker at vedhæfte. Er du meget tæt på de tilladte 10 MB eller 50 MB, kan du evt. forsøge at minimere filstørrelsen eller kun vedhæfte dele af dokumentationen.
  7. Indsend ansøgningen.
  8. Eftersend evt. øvrig dokumentation via enten Udlændingestyrelsens eller SIRIs kontaktformular.

Min Side

Min Side er din personlige side på Nyidanmark.dk, som giver dig adgang til oplysninger om nogle af dine sager hos udlændingemyndighederne. Du kan bl.a. se status på ansøgninger om fx opholds- og/eller arbejdstilladelse og se status på dine online visuminvitationer.

Min Side kræver, at du har MitID eller MitID Erhverv for at logge ind.

Når du logger ind, henter Min Side oplysningerne fra forskellige registre, som tilhører udlændingemyndighederne eller andre offentlige myndigheder. Det er kun dig som ansøger eller reference, der kan få adgang til at se oplysninger om din sag via Min Side.

Min Side kan bruges af privatpersoner og virksomheder.

Hvis du bruger Min Side som privatperson, kan du få oplysninger om opholdssager, hvor du enten selv er ansøger eller såkaldt reference (fx vært for en au pair-person). Du kan også som privatperson bruge Min Side, hvis du er vært for et visumbesøg og har indsendt en digital (online) visuminvitation.

Hvis du bruger Min Side som ansat i en virksomhed, herunder uddannelsesinstitutioner, kan du få oplysninger om sager, hvor din virksomhed er tilknyttet som reference. Du kan også som ansat i en virksomhed bruge Min Side, hvis din virksomhed er vært for et visumbesøg, og du har indsendt en digital (online) visuminvitation.

På Min Side kan du se oplysninger om visse typer af opholdssager, hvor du enten er ansøger eller reference. Du kan fx se status på en sag, se ansøgers Person ID og sende beskeder direkte til den sagsbehandlende myndighed, dvs. enten Udlændingestyrelsen eller SIRI.

På Min Side kan du også se oplysninger om visuminvitationer, hvis du er vært for et visumbesøg og har indsendt en digital (online) visuminvitation.

Du logger på Min Side med MitID. På den måde sikrer vi os, at du har ret til at se oplysningerne på Min Side.

Du logger på Min Side med MitID Erhverv. På den måde sikrer vi os, at du har ret til at se oplysningerne på Min Side.

På Min Side kan du se status på opholdssager om:

  • Familiesammenføring
  • Permanent ophold, dog ikke permanent ophold på baggrund af asyl
  • Arbejde, inkl. medfølgende familie
  • Studie og praktik, inkl. medfølgende familie
  • Au pair
  • Religiøse forkyndere, inkl. medfølgende familie
  • Working holiday
  • Pas og opholdskort

Du kan også se status på visuminvitationer, som du har oprettet online.

Når du er logget på Min Side, skal du huske at logge ud efter dit besøg - især hvis du bruger Min Side fra en offentlig computer fx på et bibliotek. Ellers risikerer du, at brugeren af computeren efter dig kan se dine personlige oplysninger.

For at logge korrekt af Min Side skal du klikke på knappen 'log ud' øverst til højre på skærmen og lukke alle browservinduer ved at klikke på krydset øverst i højre hjørne på alle åbne browservinduer.

Det er ikke nok at klikke på krydset på fanebladet i din browser. Hvis du kun lukker et faneblad, kan du stadig være logget ind, og der vil stadig være adgang til dine personlige oplysninger.

Det er kun dig som ansøger eller reference, der kan få adgang til at se oplysninger på en sag via Min Side.

Nej, du kan ikke få adgang til Min Side uden MitID.

På Min Side er det kun muligt at se status på opholdssager, der behandles hos enten Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Klagesager, der behandles af andre myndigheder, kan ikke ses på Min Side.

Der kan gå op til 14 dage, fra du har indgivet din ansøgning, til sagen vises på Min Side.

Hvis din virksomhed er reference på mange sager, er det ikke muligt at fremsøge alle sagerne på én gang. Du kan i stedet søge specifikt efter en bestemt sag på baggrund af sagsnummeret, ansøgers Person ID eller ansøgers CPR-nr.