Du kan ikke få visum efter EU-reglerne, hvis dit familiemedlem er tredjelandsstatsborger, det vil sige statsborger i et land, der ikke er et medlemsland (EU-landene, EØS-landene, Schweiz), selvom dit familiemedlem bor i et EU-land.

I det følgende bruger vi betegnelsen "EU-land" som samlet betegnelse for EU-/EØS-landene og Schweiz.

EU-retten kan som udgangspunkt ikke anvendes, når EU-borgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor den pågældende selv er statsborger.

Hvis du er familiemedlem til en dansk statsborger, og du ønsker at vende tilbage til Danmark efter ophold i et andet EU-land, kan du have ret til at få din visumansøgning behandlet efter EU-rettens regler.

For at  din visumansøgning kan behandles efter EU-reglerne i tilfælde, hvor dit familiemedlem er dansk statsborger, gælder følgende betingelser:

  • Dit danske familiemedlem skal have benyttet sin ret til fri bevægelighed og have etableret et faktisk og reelt ophold (have været bosiddende) i et andet EU-land end Danmark.
  • Du skal have opholdt dig og udøvet familieliv med dit danske familiemedlem i det andet EU-land.
  • Der skal være en tidsmæssig sammenhæng mellem dit danske familiemedlems ophold (dvs. udnyttelse af hans/hendes ret til fri bevægelighed) i det andet EU-land og din indgivelse af visumansøgning.
  • I ønsker at vende tilbage til Danmark med henblik på at tage ophold.

EU-reglerne kan som udgangspunkt ikke anvendes, hvis dit familiemedlem er dansk statsborger og har været bosiddende i Danmark uafbrudt.

Som familiemedlem til en EU-borger har du ret til at få behandlet en visumansøgning til Danmark efter EU-reglerne, hvis du ledsager eller slutter dig til EU-borgeren, mens han/hun benytter sin ret til fri bevægelighed i Danmark.

Eksempler, hvor EU-borgeren benytter sin ret til fri bevægelighed:

Eksempel  1: Franske statsborgere, der har bopæl i Cypern, rejser til Italien – direktiv 2004/38/EF finder anvendelse.

Eksempel 2: Tjekkiske statsborgere, der bor i Tjekkiet, rejser (eller ønsker at rejse) til Sverige – direktiv 2004/38/EF finder anvendelse.

Eksempel 3: Ungarske statsborgere, der bor i Bolivia, rejser til Polen – direktiv 2004/38/EF finder anvendelse.

Eksempel 4: Polske statsborgere, der bor i Bolivia, rejser til Polen – direktiv 2004/38/EF finder ikke anvendelse.

Eksempel 5: Lettiske statsborgere med bopæl i Grækenland vender tilbage til Letland (altså for at bosætte sig i unionborgerens hjemland) – direktiv 2004/38/EF finder anvendelse analogt

Du kan læse mere i visumhåndbogens afsnit III (visumhåndbog I)


Hvilke familiemedlemmer er omfattet?

Hvis du tilhører en af følgende kategorier af familiemedlemmer til en EU-borger, som benytter eller har benyttet sin ret til fri bevægelighed i Danmark, har du normalt ret til at få din visumansøgning behandlet efter EU-reglerne:

  • Ægtefælle
  • Fast samlever over 18 år
  • Direkte efterkommere under 21 år (det vil sige børn, børnebørn, osv.) af EU-borgeren/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • Direkte efterkommere, der er fyldt 21 år (det vil sige børn, børnebørn, osv.) af EU-borgeren/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever, som forsørges af EU-borgeren/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • Slægtninge i opstigende linje (det vil sige forældre, bedsteforældre, osv.) til EU-borgeren/den danske statsborger eller til ægtefællen/den faste samlever, der forsørges af EU-borgeren/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • Andre familiemedlemmer (det vil sige søskende, fætre, kusiner m.v.), hvis de i det land, de ankommer fra, forsørges af EU-borgeren/den danske statsborger eller er optaget i dennes husstand
  • Andre familiemedlemmer (det vil sige søskende, fætre, kusiner m.v.), hvis alvorlige helbredsmæssige grunde gør det absolut nødvendigt, at EU-borgeren/den danske statsborger personligt plejer de pågældende

Din visumansøgning og dokumentation

Din visumansøgning behandles af repræsentationen uden opkrævning af gebyr og efter en hasteprocedure, der kun undtagelsesvis må vare længere end 15 dage.

Du kan som udgangspunkt få visum, medmindre du udgør en trussel for den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. 

Dokumentation

Der stilles ikke krav om dokumentation for rejsesygeforsikring i forbindelse med indgivelse af en visumansøgning efter EU-reglerne. Derudover vil udstedelsen af visum heller ikke blive betinget af, at du er i besiddelse af de nødvendige midler til opholdet her i landet.

Du skal imidlertid dokumentere følgende: 

  • EU-borgeren har benyttet eller planlægger at benytte sin ret til fri bevægelighed i forbindelse med indrejse og ophold i Danmark.
  • Du er omfattet af en af de kategorier af familiemedlemmer, der er oplistet ovenfor.

Der stilles således ikke de samme krav for at få visum efter EU-reglerne som for andre visumansøgninger. Nærmere oplysninger kan fås hos den repræsentation, hvor visumansøgningen indgives.

Hvis du ønsker at få din visumansøgning behandlet efter EU-reglerne, vurderer visummyndighederne, om du er omfattet. Er du omfattet, vil din visumansøgning vil blive behandlet efter EU-reglerne.

Vurderer den danske repræsentation, at du ikke er omfattet af EU-reglerne, eller er den danske repræsentation i tvivl, om du er omfattet af EU-reglerne, vil visumansøgningen blive sendt til Udlændingestyrelsen, der behandler visumansøgningen.

Vurderer Udlændingestyrelsen, at du ikke er omfattet af EU-reglerne, vil du få afslag på visum med den begrundelse, at det ikke er dokumenteret, at du er omfattet af EU-reglerne.

Du vil kunne indgive en ny visumansøgning efter de sædvanlige procedurer for visumansøgning og søge efter de almindelige visumregler. 

Når du som familiemedlem til en EU-borger eller til en dansk statsborger får visum til Danmark efter EU-reglerne, opfylder du ikke automatisk betingelserne for at få familiesammenføring efter EU-reglerne.

Hvis du søger om familiesammenføring efter EU-reglerne, vil Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI's) afgørelse i sagen bygge på en selvstændig vurdering af, om de konkrete betingelser for familiesammenføring efter EU-reglerne er opfyldt.

Hvis du har et opholdskort, der er udstedt efter EU-reglerne om fri bevægelighed i medfør af artikel 10 og 20 i direktiv 2004/38/EF, behøver du ikke visum for at indrejse og opholde dig i Danmark.