Spørgsmål og svar

Humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kan gives til en udlænding, som af Udlændingestyrelsen er registreret som asylansøger i Danmark.

Hvis Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om, at din asylsag behandles i Danmark, har du mulighed for at ansøge om humanitær opholdstilladelse. Det er dog samtidig en forudsætning, at udlændingemyndighederne er bekendt med dit opholdssted.

Det er en betingelse, at du befinder dig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at give opholdstilladelse.

Folketinget har besluttet, at området for humanitær opholdstilladelse er snævert, og at det skal være undtagelsen, at der gives humanitær opholdstilladelse. Humanitær opholdstilladelse meddeles kun i helt særlige tilfælde. Opholdstilladelse kan bl.a. gives, hvis du lider af en meget alvorlig behandlingskrævende sygdom, eller hvis du risikerer at få en forværring af et alvorligt handicap ved en tilbagevenden til dit eget land.

Ministeriet foretager en konkret vurdering af hver enkelt ansøgning om humanitær opholdstilladelse.

Ministeriet lægger ved vurderingen navnlig vægt på dine personlige forhold, herunder om der foreligger en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, og om der er tale om en familie med mindre børn, der kommer fra et land i krig.

Hvis du lider af en meget alvorlig sygdom, der kan begrunde humanitær opholdstilladelse, vil det indgå i vurderingen, om du kan modtage den fornødne behandling for sygdommen i dit hjemland. Viser ministeriets undersøgelse, at den nødvendige behandling – typisk et eller flere præparater – er tilgængelig i hjemlandet, vil ministeriet som udgangspunkt meddele afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse.

Ministeriets afgørelse om humanitær opholdstilladelse er endelig. Det vil sige, at afgørelsen ikke kan påklages til en anden administrativ myndighed.

Du kan endvidere læse mere om ministeriets praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, jf. notat af 2. september 2008.

Du kan læse mere om praksis efter 1. august 2010, jf. notat af 1. august 2010.

Du kan endvidere læse redegørelsen af 24. marts 2015 for praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, der er sendt til Folketinget i marts 2015.

Du kan læse mere om justering af praksis efter Paposhvili-dommen i tillæg til redegørelsen af 24. marts 2015, som den 9. april 2018 er sendt til Folketinget.

 

En ansøgning om humanitær opholdstilladelse skal indgives til Udlændinge-, og Integrationsministeriet. Du skal bruge ansøgningsskemaet, som du kan finde her

Du skal sende din ansøgning til Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K eller pr. e-mail til uim@uim.dk

Oplysninger, som ministeriet skal bruge fra dig

Helbredsbetinget opholdstilladelse meddeles kun til dem, der lider af en meget alvorlig behandlingskrævende sygdom. Det er derfor en betingelse, at du fremlægger aktuel lægelig dokumentation for sygdommen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at du selv skriver, at du er alvorligt syg.

Ansøger du om humanitær opholdstilladelse på grund af helbredsmæssige forhold, skal du derfor hurtigst muligt fremsende lægelig dokumentation for den meget alvorlige behandlingskrævende sygdom. Den lægelige dokumentation skal være udarbejdet af lægeligt uddannede personer.

Dokumentation kan fx bestå af journalnotater fra den indledende helbredsundersøgelse ved ankomsten til asylcentret, kontinuationsrapporter og andre lægelige oplysninger fra sundhedspersonalet på det asylcenter, hvor du opholder dig. Dokumentation kan også bestå af journaler fra læger, som du har konsulteret, og journaler fra en eventuel indlæggelse. Du kan skaffe disse oplysninger ved at henvende dig til det sundhedsfaglige personale på det center, hvor du bor, eller læger, som du har konsulteret. Du kan også for egen regning få en læge til at udfylde ”blanket til udlændingemyndighedernes indhentelse af lægelige oplysninger til brug for behandling af ansøgningen om helbredsbetinget opholdstilladelse”. Ministeriet kan altid anmode om nærmere lægelige oplysninger om din alvorlige behandlingskrævende sygdom.

Eventuelle udgifter til tilvejebringelse af lægelige oplysninger kan ikke kræves betalt af ministeriet.

Ministeriet har ret til at indhente oplysningerne fra din asylsag, og dette vil næsten altid ske, hvis du ansøger om humanitær opholdstilladelse. Oplysningerne anvendes af ministeriet i din sag om humanitær opholdstilladelse.

En ansøgning om humanitær opholdstilladelse medfører ikke, at du har ret til at opholde dig her i landet under ministeriets behandling af din sag.

Kun hvis ministeriet finder, at der foreligger ganske særlige grunde, har du ret til at opholde dig her i landet under ministeriets behandling af sagen.

Du har dog altid ret til at opholde dig i Danmark, så længe Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet behandler din asylsag.

Hvis du får humanitær opholdstilladelse, vil den være gældende for en begrænset periode, som vil fremgå af tilladelsen. Ved udløbet af denne periode skal du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse. Du skal bruge ansøgningsskemaet, som du kan finde her