Uledsaget mindreårig asylansøger
Du anses som en 'uledsaget mindreårig asylansøger’, når du som en udlænding under 18 år, kommer til Danmark og søger asyl uden dine forældre eller andre voksne, som kan anses for at være trådt i forældrenes sted.
Spørgsmål og svar
Enhver uledsaget mindreårig udlænding, der opholder sig i Danmark, kan indgive en ansøgning om asyl. Det gælder uanset, om du er rejst ind i Danmark uden et opholdsgrundlag, eller om du er i besiddelse af en opholdstilladelse.
Du kan kun søge om asyl, hvis du opholder dig i Danmark.
Hvis du opholder dig i udlandet, kan du ikke ansøge om asyl i Danmark. Hverken ved at henvende dig ved en dansk repræsentation (ambassade eller generalkonsulat) eller ved at skrive til Udlændingestyrelsen, politiet eller Udlændinge- og Integrationsministeriet i Danmark.
Du skal som udgangspunkt opfylde de samme betingelser som andre asylansøgere for at få asyl i Danmark. Læs mere om betingelserne for at få asyl
Uledsagede mindreårige asylansøgere betragtes dog som en særligt sårbar gruppe, og der er derfor lavet nogle særlige retningslinjer for behandlingen af deres ansøgninger. Din ansøgning skal således behandles hurtigt, og du bliver indkvarteret på særligt asylcenter med specialuddannet personale. Du vil også få udpeget en personlig repræsentant, som kan støtte og vejlede dig.
Læs mere om særlige rettigheder for uledsagede mindreårige asylansøgere
Hvis du ikke er moden nok til at få behandlet asylansøgningen
Udlændingestyrelsen skal vurdere, om du er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling.
Hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at du ikke er tilstrækkelig moden, kan du i visse tilfælde alligevel få en opholdstilladelse uden, at ansøgningen om asyl bliver behandlet.
I så fald er det en betingelse, at du ikke har et familiemæssigt netværk i dit hjemland, og at du ved en tilbagevenden vil blive stillet i en reel nødsituation, fordi du ikke kan blive forsørget af det offentlige eller lignende. Oplysninger om dit helbred og behov for særlig omsorg og bistand og om den generelle situation i dit hjemland, fx om der er krig, indgår i vurderingen af dette.
Det er også en betingelse, at du ikke vil have mulighed for at få ophold på et modtage- og omsorgscenter i dit hjemland.
Opholdstilladelse bliver i disse tilfælde givet efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1.
Hvis du får afslag på asyl
Hvis du er moden nok til at få din ansøgning om asyl behandlet, men får afslag på asyl, vil du kunne få en opholdstilladelse, hvis du ikke har et familiemæssigt netværk i dit hjemland, og hvis du ved en tilbagevenden vil blive stillet i en reel nødsituation, fordi du ikke kan blive forsørget af det offentlige eller lignende.
Det er også en betingelse, at du ikke vil have mulighed for at få ophold på et modtage- og omsorgscenter i dit hjemland.
Opholdstilladelse bliver i disse tilfælde givet efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2.
Hvordan du kan søge om asyl afhænger af, hvorvidt du har en opholdstilladelse i Danmark.
Hvis du ikke har en opholdstilladelse, kan du søge om asyl ved at henvende dig personligt på en politistation i Danmark eller hos politiet i modtagecenter Sandholm.
Hvis du allerede har en opholdstilladelse (på anden baggrund end asyl) i Danmark, kan du søge om asyl ved at henvende dig personligt til politiet i den kreds, hvor du bor.
Danmark er opdelt i 12 politikredse (eksklusiv Færøernes Politi og Grønlands Politi). Se nærmere på politiets hjemmeside
Hvis du bor i Nordsjællands Politikreds dvs. i en af de 13 nordsjællandske kommuner: Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, skal du altid registreres hos politiet i modtagecenter Sandholm.
Bor du i en anden politikreds end Nordsjællands Politi, anbefaler vi, at du først tager telefonisk kontakt til din lokale politistation for at aftale, hvor og hvornår asylregistreringen kan finde sted, idet det ikke er alle politistationer, som kan foretage en asylregistrering.
Du kan som uledsaget mindreårig få to forskellige typer af opholdstilladelse.
Opholdstilladelse på baggrund af asyl
Hvis du får asyl, vil din opholdstilladelse være tidsbegrænset. Opholdstilladelsens længde kan variere mellem 1 og 2 år. Inden opholdstilladelsen udløber, vil Udlændingestyrelsen automatisk tage stilling til, om den kan forlænges.
Hvis du er fyldt 18 år, kan du få permanent opholdstilladelse, hvis du opfylder betingelserne for dette.
Hvis du ikke er fyldt 18 år eller ikke opfylder betingelserne for at få permanent opholdstilladelse, kan opholdstilladelsen forlænges, hvis betingelserne for din opholdstilladelse stadig er opfyldt.
Opholdstilladelse som uledsaget mindreårig
Hvis du får opholdstilladelse som uledsaget mindreårig efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, vil tilladelsen, hvis du er under 15 år, blive givet til du fylder 15 år, dog mindst for 1 år. Hvis du er 15 år eller ældre, vil tilladelsen blive givet for 1 år ad gangen.
Du kan få dinopholdstilladelse forlænget, indtil du fylder 18 år, hvis betingelserne for tilladelsen fortsat er opfyldt.
Opholdstilladelsen vil altid udløbe, når du fylder 18 år, hvorefter du normalt skal udrejse af Danmark.
Der kan, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, undtagelsesvist gives opholdstilladelse efter du er fyldt 18 år, jf. udlændingeloves § 9 c, stk. 1.
Opholdstilladelse som umoden uledsaget mindreårig
Hvis du får opholdstilladelse som umoden uledsaget mindreårig efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 1, vil tilladelsen, hvis du er under 15 år, blive givet til du fylder 15 år, dog mindst for 1 år. Hvis du er 15 år eller ældre, vil tilladelsen blive givet for 1 år af gangen.
Når du ansøger om forlængelse, vil Udlændingestyrelsen vurdere, om du er blevet moden nok til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Hvis dette er tilfældet, behandles din ansøgning om asyl. Hvis du ikke er moden nok til at gennemgå asylsagsbehandlingen, kan du få forlænget din opholdstilladelse i 1 år, hvis betingelserne for opholdstilladelsen fortsat er opfyldt.
Spørgsmålet om modenhed vil blive vurderet på ny, når du senere ansøger om forlængelse. Opholdstilladelsen vil altid udløbe, når du fylder 18 år, og kan ikke forlænges. Du vil dog ikke kunne udsendes af Danmark, før der er taget stilling til din ansøgning om asyl.
Der kan, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, undtagelsesvist gives opholdstilladelse efter du er fyldt 18 år, jf. udlændingeloves § 9 c, stk. 1.