Som familiemedlem til en EU/EØS-statsborger eller en schweizisk statsborger har du ret til at få behandlet en ansøgning om visum til Danmark efter EU-reglerne, hvis du ledsager eller slutter dig til EU/EØS-statsborgeren eller den schweiziske statsborger, mens han/hun benytter sin ret til fri bevægelighed i Danmark.

Ansøgning og dokumentation

Visumansøgningen behandles af repræsentationen uden opkrævning af gebyr og efter en hasteprocedure, der kun undtagelsesvis må vare længere end 15 dage.

Der stilles ikke krav om dokumentation for rejsesygeforsikring i forbindelse med indgivelse af en visumansøgning efter EU-reglerne, ligesom udstedelsen af visum ikke vil blive betinget af, at du er i besiddelse af de nødvendige midler til opholdet her i landet.

Du skal imidlertid dokumentere, at EU/EØS-statsborgeren eller den schweiziske statsborger har benyttet eller planlægger at benytte sin ret til fri bevægelighed i forbindelse med indrejse og ophold i Danmark. Du skal også dokumentere, at du er omfattet af en af de kategorier af familiemedlemmer, der er oplistet nedenfor.

Der stilles således ikke de samme krav for at få visum efter EU-reglerne som for andre visumansøgninger. Nærmere oplysninger kan fås hos den repræsentation, hvor ansøgningen indgives.

Du kan som udgangspunkt få visum, medmindre du udgør en trussel for den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. 

Hvilke familiemedlemmer er omfattet?

Hvis du tilhører en af følgende kategorier af familiemedlemmer til en EU/EØS-statsborger eller en schweizisk statsborger, som benytter eller har benyttet sin ret til fri bevægelighed i Danmark, har du normalt ret til at få din ansøgning om visum behandlet efter EU-reglerne:

  • Ægtefælle
  • Fast samlever over 18 år
  • Direkte efterkommere under 21 år (det vil sige børn, børnebørn, osv.) af EU/EØS-statsborgeren/den schweiziske statsborger/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • Direkte efterkommere over 21 år (det vil sige børn, børnebørn, osv.) af EU/EØS-statsborgeren/den schweiziske statsborger/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever, som forsørges af EU/EØS-statsborgeren/den schweiziske statsborger/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • Slægtninge i opstigende linje (det vil sige forældre, bedsteforældre, osv.) til EU/EØS-statsborgeren/den schweiziske statsborger/den danske statsborger eller til ægtefællen/den faste samlever, der forsørges af EU/EØS-statsborgeren/den schweiziske statsborger/den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • Andre familiemedlemmer (det vil sige søskende, fætre, kusiner m.v.), hvis de i det land, de ankommer fra, forsørges af EU/EØS-statsborgeren/den schweiziske statsborger/den danske statsborger eller er optaget i dennes husstand
  • Andre familiemedlemmer (det vil sige søskende, fætre, kusiner m.v.) hvis alvorlige helbredsmæssige grunde gør det absolut nødvendigt, at EU/EØS-statsborgeren/den schweiziske statsborger/den danske statsborger personligt plejer de pågældende

Som familiemedlem til en dansk statsborger har du ret til at få din ansøgning om visum til Danmark behandlet efter EU-reglerne, hvis den danske statsborger benytter eller umiddelbart inden visumansøgningen har benyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land eller Schweiz og i den forbindelse har etableret et reelt og faktisk ophold i landet. Læs mere om hvilke familiemedlemmer til en dansk statsborger, som har ret til ophold her i landet efter EU-retten

Når du som familiemedlem til en EU/EØS-statsborger, en schweizisk statsborger eller til en dansk statsborger får visum til Danmark efter EU-reglerne, medfører det ikke automatisk, at du også vil opfylde betingelserne for at få familiesammenføring efter EU-reglerne. Hvis du søger om familiesammenføring efter EU-reglerne, vil Statsforvaltningens afgørelse i sagen bygge på en selvstændig vurdering af, om de konkrete betingelser for familiesammenføring efter EU-reglerne er opfyldt.

Hvis du har et opholdskort, der er udstedt efter EU-reglerne om fri bevægelighed, behøver du ikke visum for at indrejse og opholde dig i Danmark, hvis EU-opholdskortet er udstedt af et EU-land, som også er et Schengenland. Har du et EU-opholdskort udstedt af et EU-land, som ikke er med i Schengen-samarbejdet, er du dog kun fritaget for visum ved indrejse og ophold i Danmark, hvis du ledsager eller slutter dig til EU-statsborgeren, som EU-opholdskortet er udstedt på baggrund af. Dette gælder både opholdskort, der er udstedt efter direktiv 2004/38/EF, og opholdskort, der er udstedt inden, direktivet trådte i kraft. Opholdskortet er i form af et plastkort i kreditkortstørrelse eller en opholdssticker, der er indsat i passet.