Sagsbehandlingen tager normalt
1 måned

Gebyr for sagsbehandling
2.490 kr.

Hvem kan få opholds- og arbejdstilladelse for at opnå dansk autorisation?

Hvis du er uddannet læge, tandlæge eller sygeplejerske i et land uden for EU-/EØS-området, kan du ansøge om en opholdstilladelse i Danmark, som gør det muligt for dig at lære dansk og bestå de faglige prøver med mere, der er nødvendige for at opnå dansk autorisation.

Hvis du allerede har opholdstilladelse i Danmark, fx som medfølgende familiemedlem til en udlænding, som arbejder eller studerer i Danmark, behøver du ikke at ansøge om en ny tilladelse.

Du kan bruge din nuværende tilladelse til at gennemføre det forløb, som Styrelsen for Patientsikkerhed kræver, for at du kan opnå dansk autorisation som læge, tandlæge eller sygeplejerske.

Hvis du har et konkret tilbud om en evalueringsansættelse, og Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at du er omfattet af autorisationsprocessen for særligt efterspurgte sundhedspersoner, kan du ansøge om en opholdstilladelse i Danmark for at opnå dansk autorisation.

Hvad er betingelserne som læge, tandlæge eller sygeplejerske?

Du skal opfylde nogle bestemte betingelser for at få en tilladelse til at opholde dig i Danmark for at opnå dansk autorisation.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal have vurderet, at din uddannelse er egnet til afprøvning for at opnå dansk autorisation som læge, tandlæge eller sygeplejerske.

Du skal sende en kopi af vurderingen sammen med din ansøgning om opholdstilladelse.

Du kan læse mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside (åbner i et nyt vindue)

Du skal dokumentere, at du har penge nok til at forsørge dig selv og dine eventuelle medfølgende familiemedlemmer under dit ophold i Danmark. Dokumentationen skal du sende til os sammen med din ansøgning.

Du skal dokumentere at have:

  • 39.318 kr. (2024-niveau), hvis du skal alene til Danmark.

  • 78.636 kr. (2024-niveau), hvis både du og din ægtefælle skal til Danmark.

  • 94.338 kr. (2024-niveau), hvis du og din ægtefælle og et eller flere børn skal til Danmark.

  • 78.630 kr. (2024-niveau), hvis du og et eller flere børn skal til Danmark (men ingen ægtefælle).

Dokumentation for, at du kan forsørge dig selv og dine eventuelle familiemedlemmer, kan fx være en udskrift fra din bankkonto. Bankudskriften må ikke være over 30 dage gammel.

Du kan se mere om selvforsørgelseskravet

Det er en betingelse for at få opholdstilladelse på autorisationsordningen, at du inden for de seneste 2 år ikke har haft en opholdstilladelse for at opnå dansk autorisation.

Perioden på 2 år regnes fra det tidspunkt, hvor din oprindelige opholdstilladelse (førstegangstilladelsen) på autorisationsordningen udløb, blev nægtet forlænget eller inddraget.

Har du skiftet opholdsgrundlag, fx fra autorisationsordningen til at være medfølgende familie, beregnes perioden fra det tidspunkt, hvor du fik din nye opholdstilladelse.

Hvad er betingelserne som særligt efterspurgt sundhedsperson?

Du skal opfylde nogle bestemte betingelser for at få en tilladelse til at opholde dig i Danmark for at opnå dansk autorisation.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal have vurderet, at du er omfattet af autorisationsprocessen for særligt efterspurgte sundhedspersoner.

Du skal sende en kopi af vurderingen sammen med din ansøgning om opholdstilladelse.

Du skal dokumentere, at du har penge nok til at forsørge dig selv og dine eventuelle medfølgende familiemedlemmer under dit ophold i Danmark.

Dokumentationen skal du sende til os sammen med din ansøgning.

Du skal dokumentere at have:

  • 39.318 kr. (2024-niveau), hvis du skal alene til Danmark.
  • 78.636 kr. (2024-niveau), hvis både du og din ægtefælle skal til Danmark.
  • 94.338 kr. (2024-niveau), hvis du og din ægtefælle og et eller flere børn skal til Danmark.
  • 78.630 kr. (2024-niveau), hvis du og et eller flere børn skal til Danmark (men ingen ægtefælle).

Dokumentation for, at du kan forsørge dig selv og dine eventuelle familiemedlemmer, kan fx være en udskrift fra din bankkonto. Bankudskriften må ikke være over 30 dage gammel.

Du kan se mere om selvforsørgelseskravet

Hvilke rettigheder får jeg med en tilladelse?

Hvad må du med en opholdstilladelse for at opnå dansk autorisation, og hvad må du ikke?

En opholdstilladelse for at opnå dansk autorisation giver dig ret til at arbejde.

Du skal derfor ikke søge om en arbejdstilladelse, hvis du får et job.

En dansk opholdstilladelse giver dig ikke ret til at arbejde i andre Schengenlande

En opholdstilladelse giver dig ret til at opholde dig i Danmark, i den periode din tilladelse er gyldig.

En tilladelse giver dig desuden ret til at opholde dig i Schengen-området i op til 90 dage inden for den seneste 180 dages periode. Tilladelsen giver dig dog ikke ret til at arbejde i andre Schengen lande.

Du må ikke opgive din danske adresse eller opholde dig i udlandet i mere end 6 måneder i træk. Gør du det, bortfalder din tilladelse. Det betyder, at du ikke længere må opholde dig i Danmark.

Hvis du har brug for et længere ophold i udlandet, kan du ansøge om dispensation for bortfald.

Du kan læse mere om bortfaldsreglerne

Du kan læse mere om og ansøge om dispensation fra bortfald

Under dit ophold skal du kunne forsørge dig selv og din familie. Du må derfor ikke modtage offentlig hjælp til forsørgelse.

Hvis du eller et familiemedlem modtager sådanne ydelser under dit ophold, kan din tilladelse blive inddraget - og du vil miste retten til at være i Danmark.

Hvis en myndighed, fx en kommune, udbetaler ydelser til udlændinge, bliver det indberettet til SIRI.

Du kan se en liste over ydelser, som du ikke må modtage

Med en opholdstilladelse i Danmark har du ret til gratis danskundervisning. Du skal dog være 18 år og have registreret din danske adresse i folkeregisteret.

Hvis du har opholdstilladelse i Danmark med henblik på beskæftigelse, studie m.v. skal du betale et depositum, før du kan begynde danskundervisningen. Vær opmærksom på, at du mister dit depositum, hvis du ikke består modulerne inden for en bestemt tidsramme.

Den kommune, du bor i, har pligt til at tilbyde dig danskundervisning og henvise dig til et sprogcenter. Har du ikke modtaget et tilbud om danskundervisning fra din kommune senest en måned efter, du har registeret din adresse i Danmark, kan du kontakte din kommune.

Undervisningen foregår (normalt) sammen med andre udlændinge, som for nylig er kommet til Danmark.

Hvis du skal bo og arbejde i Danmark, er der en række ting, du skal sætte dig ind i. Afhængigt af dine personlige forhold, kan du også have brug for andre vigtige informationer og handlemuligheder.

Portalen borger.dk giver dig information, links og i mange tilfælde også handlemuligheder i forhold til de vigtigste emner, fx

  • MitID
  • CPR-registrering
  • sundhedskort
  • Skatteforhold
  • Ferieforhold
  • Skole og børnepasning
  • Bolig
  • Danskundervisning
  • Bilregistrering og kørekort

Hvor længe kan jeg være i Danmark?

Du kan i første omgang få en opholdstilladelse for 3 år.

Tilladelsen kan forlænges i yderligere 2 år, hvis du kan dokumentere, at du har bestået Prøve i Dansk 3 med de karakterer, som er nødvendige for at opnå dansk autorisation.

Læs mere om kravene til sprogprøven for læger hos Styrelsen for Patientsikkerhed (åbner i et nyt vindue)

Læs mere om kravene til sprogprøven for tandlæger hos Styrelsen for Patientsikkerhed (åbner i et nyt vindue)

Er du i gang med din evalueringsansættelse eller har du et konkret tilbud om en evalueringsansættelse, kan du søge om forlængelse ud over de 5 år. Hvis du opfylder betingelserne, kan din opholdstilladelse blive forlænget i overensstemmelse med varigheden af din evalueringsansættelse, dog højest med 6 måneder.

Læs mere på forlængelsessiden for autorisation

Det er meget vigtigt, at du ansøger om forlængelse, inden din opholdstilladelse udløber.

Hvis du indgiver ansøgningen om forlængelse i tide, må du blive i Danmark og fortsætte dit arbejde, mens SIRI behandler din sag. Dette gælder også, hvis din tilladelse udløber, før SIRI har truffet en afgørelse i din sag.

Du kan få opholdstilladelse i 3 år.

Du kan få forlænget din opholdstilladelse, hvis din oprindelige opholdstilladelse som sygeplejerske blev udstedt for en kortere periode end 3 år fra den dato, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har godkendt din uddannelse som sygeplejerske.

Det er som udgangspunkt ikke muligt at få opholdstilladelsen forlænget ud over sammenlagt 3 år.

Læs mere på forlængelsessiden for autorisation

Er du læge eller tandlæge, som er omfattet af autorisationsprocessen for særligt efterspurgte sundhedspersoner, kan du få opholdstilladelse for 4 år.

Er du særligt efterspurgt sundhedsperson inden for en anden faggruppe end læger og tandlæger, kan du få opholdstilladelse for 3 år.

Du kan få forlænget din opholdstilladelse, hvis din opholdstilladelse som særligt efterspurgt sundhedsperson blev givet for en kortere periode end 4 år for læger og tandlæger eller 3 år for øvrige faggrupper.

Det er som udgangspunkt ikke muligt at få opholdstilladelsen forlænget ud over sammenlagt 4 år for læger og tandlæger og 3 år for øvrige faggrupper.

Læs mere på forlængelsessiden for autorisation

Når du har opnået din danske autorisation, får du ret til at opholde dig i Danmark i 6 måneder på et jobsøgningsophold.

Hvis du har fået opholdstilladelse før 1. juli 2024, kan du ansøge om et særskilt jobsøgningsophold

Dit jobsøgningsophold giver dig ikke ret til at arbejde i Danmark i jobsøgningsperioden, men giver dig mulighed for at søge arbejde. Hvis du får et jobtilbud, skal du indgive en ansøgning om en ny opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af dit nye job.

Indgiver du en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, kan du i visse tilfælde starte på dit nye job, så snart du har indgivet ansøgningen.

Læs mere om jobskiftereglen

En opholdstilladelse kan kun være gyldig indtil 3 måneder før udløbsdatoen i dit pas.

Hvis dit pas har kortere gyldighed end den i øvrigt mulige opholdsperiode, vil din opholdstilladelse blive afkortet. Det betyder, at din opholdstilladelses længde er kortere, end den normalt kunne være. Når du har fået fornyet dit pas, kan du ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse – dog tidligst 3 måneder, inden din tilladelse udløber.

Læs mere om kravet til dit pas

Kan min familie få opholdstilladelse?

En opholdstilladelse til at opnå autorisation i Danmark giver din familie mulighed for at tage med til Danmark.

Der kan gives opholdstilladelse til din eventuelle ægtefælle, registrerede partner eller faste samlever samt hjemmeboende børn under 18 år.

Læs mere om medfølgende familie

Karensrisiko - hvis jeg opholder mig i Danmark på et visum

Hvis du allerede er indrejst i Danmark og opholder dig her på et visum, når du indgiver ansøgningen, skal du være opmærksom på risikoen for karens:

Hvis du på et visumophold indgiver ansøgning om opholdstilladelse for at opnå dansk autorisation, kan det have som konsekvens, at du ikke kan få visum til Danmark i en periode på 5 år. Dette vil især have betydning for dig, hvis din ansøgning om opholdstilladelse, indgivet i Danmark, ikke resulterer i en tilladelse – og du efter din tilbagevenden til hjemlandet ønsker igen at besøge Danmark.

Du kan læse mere om karensrisiko

Hvad skal jeg mere vide, inden jeg ansøger?

En ansøgning om opholdstilladelse for at opnå dansk autorisation behandles af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Hvis du er i Danmark, når du indgiver ansøgningen, skal du have lovligt ophold.

På fanen ’Sådan ansøger du’ til højre har du adgang til det relevante ansøgningsskema, XG1. 

Du skal være opmærksom på, at SIRI som udgangspunkt vil give afslag på en ansøgning om opholdstilladelse på et nyt grundlag, der indgives for tidligt i forhold til den ønskede startdato for opholdet i Danmark.

Hvis du indgiver en sådan ansøgning tidligere end 6 måneder før du skal begynde dit ophold i Danmark, kan du således forvente at få et afslag. Hvis du har betalt SIRIs sagsbehandlingsgebyr, vil gebyret ikke blive tilbagebetalt.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig.


På denne fane kan du trin for trin indgive din ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Det er vigtigt, at du har sat dig grundigt ind i betingelserne for at få en opholdstilladelse, inden du begynder på trin 1. Det gør du på fanen ’Det skal du vide’ til venstre.

Det er en god idé at indsamle den nødvendige dokumentation, inden du begynder at udfylde ansøgningsskemaet. Du kan bruge denne tjekliste.

Hvis du vedlægger dokumenter, som ikke er skrevet på engelsk, norsk, svensk eller dansk, skal du vedlægge en autoriseret oversættelse til dansk eller engelsk.

Du skal vedlægge

Afsæt gerne

50 minutter

til at udfylde ansøgningen

1 person

Du udfylder selv ansøgningsskemaet

På dette trin har du adgang til det relevante ansøgningsskema.

Sørg for at du har gennemgået alle de foregående trin, før du går i gang.

Alle vores ansøgningsskemaer indeholder en grundig vejledning i, hvordan de udfyldes, og hvilken dokumentation der skal vedlægges.

Du kan læse mere om vores behandling af dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen

 

Benyt skemaet XG1

 

Bemærk, at det er obligatorisk at benytte dette ansøgningsskema. I særlige tilfælde kan du blive fritaget fra kravet om at bruge et online ansøgningsskema. Du kan læse mere her.

Når du ansøger om en opholdstilladelse, skal du have optaget biometri. Det betyder, at du skal have taget et ansigtsfoto og afgive fingeraftryk. Dit ansigtsfoto og dine fingeraftryk vil blive lagret på en chip på det opholdskort, du vil få, hvis du får en tilladelse.

Hvis du ikke får optaget biometri, vil din ansøgning blive afvist. Det betyder, at din ansøgning ikke vil blive behandlet.

Du kan læse mere om biometri

Du skal have optaget biometri senest 14 dage efter, at du har indgivet din ansøgning om opholdstilladelse.

Hvis du ikke kan afgive biometri inden for fristen, fordi du ikke kan få en tid på en dansk repræsentation inden de 14 dage, kan du skrive til os, hvornår du har fået tid til biometri. Så undgår du, at din ansøgning bliver afvist.

Du er i udlandet

Du kan få optaget biometri ved en dansk repræsentation eller et ansøgningscenter i det land, hvor du bor.

Se Udenrigsministeriets liste over danske repræsentationer og ansøgningscentre, hvor du kan få optaget biometri

I nogle lande har Danmark ikke er en dansk repræsentation eller et ansøgningscenter. I disse tilfælde henviser listen til en af de norske repræsentationer, som Danmark har en repræsentationsaftale med, eller til nærmeste danske repræsentation eller ansøgningscenter i regionen.

Hvis du har indgivet din ansøgning på en norsk repræsentation, har du samtidig afleveret et ansigtsfoto. Hvis du senere får en opholdstilladelse på baggrund af din ansøgning, skal du have optaget biometri inden for en bestemt frist efter indrejsen i Danmark.

Vi anbefaler, at du altid besøger repræsentationens hjemmeside for at få mere information, inden du indgiver ansøgningen. Den enkelte repræsentation kan stille yderligere krav om fx betaling af et gebyr, aflevering af flere pasfotos eller ekstra kopier af ansøgningen.

Du er i Danmark

Hvis du opholder dig lovligt i Danmark, kan du få optaget biometri i Danmark. Det er fx tilfældet, hvis du

  • har et gyldigt visum,
  • er fritaget for krav om visum,
  • eller allerede har en opholdstilladelse i Danmark.

Du kan læse mere om kravet om lovligt ophold ved indgivelse i Danmark 

Du kan få optaget biometri i en af SIRIs afdelinger.

Hvis du skal have optaget biometri i en af SIRIs afdelinger, skal du huske at bestille tid

Du har indgivet din ansøgning korrekt, hvis du har:

  • Oprettet sagsbestillings-id
  • Betalt gebyr
  • Indgivet ansøgningen
  • Fået optaget biometri.

Du kan se den normale sagsbehandlingstid til højre for denne fane. Når sagen er afgjort, vil du modtage et svar.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig.

Du kan finde oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, mens du venter på svar

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI

Også relevant for dig