Spørgsmål og svar

Det færdige konventions- eller fremmedpas sendes til dig på den adresse, som du er registreret med i Det Centrale Person Register (CPR).

Hvis dit konventions- eller fremmedpas bliver beskadiget, skal du ansøge om et nyt pas. Det beskadigede pas skal afleveres i forbindelse med, at du indgiver ansøgningen om et nyt konventions- eller fremmedpas.

Hvis du mister dit konventions- eller fremmedpas, skal du gå til politiet og anmelde det. Du skal udfylde en erklæring om mistet pas, som du får hos politiet. Når du udfylder den, er det vigtigt, at du får en kopi af erklæringen og vedhæfter den, når du ansøger om et nyt konventions- eller fremmedpas.

Udlændingestyrelsen kan spærre dit konventions- eller fremmedpas i Det Centrale Pasregister, hvis:

  • du er i besiddelse af både et nationalitetspas (som er udstedt, efter du har fået opholdstilladelse i Danmark) og et konventions- eller fremmedpas, og du ikke ønsker at deponere det ene af passene hos Udlændingestyrelsen.

Udlændingestyrelsen kan desuden spærre dit fremmedpas i Det Centrale Pasregister, hvis:

  • du har opgivet din bopæl i Danmark og står registreret som udrejst i Det Centrale Personregister (CPR).

Hvis du får spærret dit pas, betyder det, at du ikke længere vil kunne benytte dit pas til at rejse.