Udlændingestyrelsen kan inddrage eller nægte at forlænge din tidsbegrænsede opholdstilladelse, hvis grundlaget for tilladelsen ikke længere er til stede. Det kan fx være tilfældet, hvis du er blevet skilt eller ikke længere bor sammen med din ægtefælle/samlever, som du er blevet familiesammenført med. Det kan også være tilfældet, hvis din ægtefælle/samlever er død.
Dine personlige forhold tages i betragtning
Hvis der er personlige forhold hos dig, som gør, at en inddragelse eller en nægtelse af forlængelse vil være særligt belastende for dig, vil opholdstilladelsen ikke blive inddraget eller nægtet forlænget.
Udlændingestyrelsen ser bl.a. på:
- Din tilknytning til det danske samfund, herunder hvor lang tid du har været i Danmark.
- Alder, helbredsforhold og andre personlige forhold.
- Tilknytningen til personer, som bor i Danmark.
- Konsekvenser for dine herboende nære familiemedlemmer.
- Manglende eller lille tilknytning til hjemlandet.
- Om du vil lide overlast i hjemlandet.
Særligt om voldsramte
Udlændingestyrelsen kan undlade at inddrage eller nægte at forlænge opholdstilladelsen, hvis grunden til, at samlivet ophører, er, at du eller dit barn har været udsat for vold, misbrug eller anden overlast fra din ægtefælle. Også grov psykisk vold er omfattet.
For at det kan blive aktuelt at bevare en opholdstilladelse i denne situation, skal det dokumenteres eller sandsynliggøres, at du eller dit barn har været udsat for vold, misbrug eller lignende, og at dette er den reelle årsag til, at samlivet er ophørt. Derudover skal der foretages en vurdering af, hvorvidt det vil være særligt belastende for dig at få inddraget eller nægtet opholdstilladelsen forlænget.
Vold, misbrug eller lignende kan dokumenteres ved en politirapport (hvis volden har været anmeldt til politiet), udtalelser fra de sociale myndigheder eller andre, rapporter fra skadestuer, praktiserende læger og krisecentre.
Du skal også sandsynliggøre, at du har ophævet samlivet, fordi din ægtefælle har begået vold.
Udlændingestyrelsen skal også foretage en vurdering af, om der er forhold, der gør, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for dig. Det kan fx være tilfældet, hvis du har børn, som bor i Danmark, eller hvis du vil stå i en meget svær social situation ved at vende tilbage til dit hjemland, fx risiko for udstødelse i hjemlandet på grund af ægteskabets ophør. Der tages desuden hensyn til, hvor længe du har boet i Danmark, og hvor velintegreret du er i Danmark.
Hvis du har opholdt dig 2 år eller mere i Danmark frem til samlivsophævelsen, vil det som udgangspunkt være tilstrækkeligt til, at opholdstilladelsen bevares.
Har du opholdt dig mindre end 2 år i Danmark, vil du kunne bevare opholdstilladelsen, hvis du har tilstrækkelig tilknytning til Danmark. I vurderingen af, om det er tilfældet, vil indgå din vilje og evne til at integrere dig, fx om du har arbejde eller er under uddannelse her i landet.
Særligt om dødsfald
Udlændingestyrelsen kan undlade at inddrage eller nægte at forlænge opholdstilladelsen, hvis grunden til, at samlivet ophører, er, at din ægtefælle eller samlever, som du er blevet ægtefællesammenført med, er død. Dette gælder også, selvom du kun har opholdt dig her i landet i kortere tid.
For at det kan blive aktuelt at bevare en opholdstilladelse i denne situation, skal du have udvist vilje og evne til at integrere dig i Danmark.
Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på, om du fx har fået arbejde her i landet, eller om du har påbegyndt eller gennemført en uddannelse her i landet. Hvis du ikke er i arbejde eller under uddannelsen, kan der lægges vægt på, om du er aktivt jobsøgende, deltager i danskuddannelse, tager aktivt del i foreningsliv eller lokalsamfundet mv. Også deltagelse i eventuelle børns institution, skole og fritidsaktiviteter (fx bestyrelsesarbejde eller trænergerning) kan tillægges vægt.
Udlændingestyrelsen skal også foretage en vurdering af, om der er forhold, der gør, at inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen vil være særligt belastende for dig.
Hvis du har opholdt dig 2 år eller mere i Danmark frem til tidspunktet for din ægtefælle/samlevers død, anses det som udgangspunkt for tilstrækkeligt til, at opholdstilladelsen ikke inddrages.
Har du opholdt dig mindre end 2 år i Danmark, vil Udlændingestyrelsen også kunne undlade at inddrage opholdstilladelsen, hvis du har tilstrækkelig tilknytning til Danmark. I vurderingen af, om det er tilfældet, vil indgå din vilje og evne til at integrere sig, fx om du har arbejde eller er under uddannelse her i landet.