Hvis du bliver gravid under dit ophold i Danmark, og din værtsfamilie ønsker, at du fortsætter hos dem som au pair, er dette en mulighed. Det gælder dog ikke, hvis du var bekendt med, at du var gravid på det tidspunkt, hvor du søgte om opholdstilladelse som au pair. I dette tilfælde kan din opholdstilladelse blive inddraget.

Ønsker din værtsfamilie at opsige kontrakten, vil din opholdstilladelse tidligst blive inddraget en måned efter, at kontrakten er ophørt. Du har således mindst en måned til at finde en eventuel ny familie.

Er du gravid, og ønsker du at skifte værtsfamilie, vil du kunne få en ny opholdstilladelse som au pair, hvis du opfylder de øvrige betingelser.

Da en au pair ikke må have stiftet egen familie, vil din opholdstilladelse kunne inddrages, når du har født. Efter fast praksis vil der dog ikke blive fastsat en udrejsefrist før tidligst 2 måneder efter fødslen. 

Så længe du har en gyldig opholdstilladelse i Danmark, er du dækket af den danske sygesikring.

Ved kontraktens udløb eller ophør skal din værtsfamilie betale for din hjemrejsebillet, hvis du rejser til et land uden for EU/EØS- området eller Schweiz. 

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI