Vejledning til uddannelsesinstitutioner
Det er et højt prioriteret mål for Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), at udenlandske studerende, som skal på studieophold i Danmark, får deres opholdstilladelse til studiestart.
Hvis I som uddannelsesinstitution planlægger at have mange udenlandske studerende i det kommende semester eller studieår, er det en god idé, at I kontakter Styrelsen for International Rekruttering og Integration allerede i planlægningsfasen.
I kan kontakte kontorchef Dorte Lohmann Kjærgaard på dlk@siri.dk eller souschef Maria Nyvang Nielsen på mnni@siri.dk.
I skal udfærdige skolelister over jeres studerende. Der skal laves en skoleliste per uddannelse eller studieretning. Det skal præciseres, om de ansøgere, der skrives på listen, er endeligt optaget eller betinget optaget. Der skal også være taget stilling til, om studieafgiften er betalt eller ej.
Tanken bag skolelisterne er, at SIRI kan sagsbehandle ansøgninger, som ikke indeholder alle nødvendige oplysninger, hvis vi på baggrund af listerne kan se, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse som studerende. Desuden vil skolelisterne kunne erstatte noget af den telefoniske kontakt mellem uddannelsesinstitutionen og SIRI, som ellers ville være nødvendig i hver enkelt sag.
For at få en opholdstilladelse skal den udenlandske studerende kunne fremlægge dokumentation for, at han eller hun er optaget på en dansk uddannelsesinstitution. I visse tilfælde skal den studerende desuden dokumentere, at han eller hun kan forsørge sig selv under studieopholdet.
Betingelserne for en studietilladelse er beskrevet på følgende ansøgningssider:
Det er dokumenteret, at den udenlandske studerende er optaget på en dansk uddannelse, når uddannelsesinstitutionen har udfyldt og indsendt sin del af online ansøgningsskemaet ST1. Benyttes print-selv versionen af ST1, skal der yderligere dokumentation i form af en skoleliste til.
Oplyser uddannelsesinstitutionen i sin del af online ansøgningsskemaet ST1, at den udenlandske studerende kun er betinget optaget, skal skolen dog efterfølgende give en skriftlig eller mundtlig bekræftelse over for SIRI, når den studerende er endeligt optaget.
Hvis en af de udenlandske studerende, herunder også ph.d.-studerende, ikke møder op til studiestart, eller ikke er studieaktiv på studiet, skal I straks underrette Forlængelse i SIRI. Vi vil derefter tage stilling til, om studieopholdstilladelsen skal inddrages.
SIRI har som mål, at ansøgninger om opholdstilladelse som studerende vil blive behandlet inden for 2 måneder.
Dette servicemål kræver, at alle oplysninger er sendt sammen med ansøgningen fra begyndelsen. Særlige kontrolhensyn kan gøre sig gældende og derved forlænge sagsbehandlingstiden.
Det er ikke alle udenlandske studerende, som skal have en opholdstilladelse for at studere i Danmark.
Nordiske statsborgere kan frit indrejse og studere i Danmark.
EU-borgere, der er indskrevet ved en privat eller offentlig institution, som er godkendt eller finansieret af det offentlige, med henblik at følge en uddannelse, herunder en erhvervsuddannelse, kan ansøge om at få et EU-opholdsdocument.
Internationalt Uddannelsesforum er målrettet uddannelsesinstitutioner i Danmark, der optager internationale studerende. Formålet er at orientere om regel- og praksisændringer, der påvirker udenlandske studerendes adgang til og ophold i Danmark.