Den forventede maksimale sagsbehandlingstid er
5 måneder

Hvem kan få opholdstilladelse?

Du skal som barn, der er født i Danmark af udenlandske forældre, søge om opholdstilladelse, hvis du ikke har haft opholdstilladelse på et andet grundlag. Du har mulighed for at få opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end børn, som er født i udlandet.

Du skal være opmærksom på, at hvis du allerede har haft opholdstilladelse i Danmark, skal du i stedet søge om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring. Denne ansøgning vil som udgangspunkt være gebyrpligtig. Læs mere om hvordan du søger om familiesammenføring som barn

Du og din forælder i Danmark skal opfylde en række betingelser.

Der gælder særlige regler for visse persongrupper:

Når du har fået opholdstilladelse, kan den kommune, du bor i, registrere dig i Det Centrale Personregister (CPR).

Mulighed for dansk statsborgerskab til statsløse under 18 år

Hvis du er født statsløs i Danmark, kan du i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse uden at opfylde de almindelige betingelser for at få dansk statsborgerskab, hvis du ansøger, inden du fylder 18 år, og har bopæl i Danmark. Læs mere om dansk statsborgerskab til statsløse under 18 år på uim.dk 

Hvad er betingelserne?

For at få opholdstilladelse skal både du, som er ansøger, og din forælder i Danmark opfylde en række krav.

Mindst én af dine forældre skal have:

  • tidsbegrænset opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7 eller § 8,
  • tidsbegrænset opholdstilladelse som familiesammenført til en flygtning med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8,
  • tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, eller
  • permanent opholdstilladelse i Danmark. 

Din forælder i Danmark skal have forældremyndighed over dig.

Du skal være under 15 år.

Du skal bo hos din forælder i Danmark.

Hvilken opholdstilladelse får du?

Du får tidsbegrænset opholdstilladelse

Du får i første omgang opholdstilladelse i en begrænset periode. Det er som udgangspunkt indtil du fylder 18 år. Hvis din forælder har en midlertidig opholdstilladelse, kan du dog kun få opholdstilladelse indtil tidspunktet for, at din forælders opholdstilladelse udløber. Du har mulighed for at få forlængelse, hvis du og din forælder stadig opfylder visse betingelser. Læs mere om forlængelse af opholdstilladelse

Der er også mulighed for, at du kan få permanent opholdstilladelse efter lempeligere betingelser, når du fylder 18 år. Læs mere om permanent opholdstilladelse

Det er barnets forælder i Danmark, som udfylder og indgiver ansøgningen om opholdstilladelse på vegne af barnet. Her kan du få overblik over, hvad du skal gøre, når du, som er barnets forælder, vil ansøge om opholdstilladelse til dit barn, som er født i Danmark.

Du kan indgive ansøgningen via en digital ansøgningsløsning.

Når du, som er barnets forælder, udfylder ansøgningen, skal du vedhæfte dokumentation. Det er derfor en god idé at indsamle dokumentationen på forhånd.


Du kan få brug for følgende:

Afsæt gerne

10-15 minutter

til at udfylde ansøgningen

1 person

Du, som er barnets forælder, skal udfylde ansøgningen på vegne af barnet.

Ansøgningsløsningen indeholder en grundig vejledning til, hvordan du udfylder ansøgningen, og hvilken dokumentation du kan vedhæfte.

Du skal have NemID for at bruge ansøgningsløsningen. Læs mere om NemID

Hvis du vil fortsætte med at udfylde en gemt digital ansøgning, skal du vælge ”Start digital ansøgning”. Når du er logget ind, kan du hente den gemte ansøgning.

Hvis du har ændringer til en digital ansøgning, som er sendt til Udlændingestyrelsen, skal du kontakte os. Du skal ikke indgive en ny ansøgning.

Start digital BO1 ansøgning 

 

Det er obligatorisk at bruge den digitale selvbetjeningsløsning BO1 online, når du ansøger om opholdstilladelse til dit barn, medmindre du er undtaget fra dette krav. Læs mere om obligatorisk digital selvbetjening

Når du indgiver en ansøgning til Udlændingestyrelsen, vil vi behandle dine personoplysninger. Du kan læse mere om dine rettigheder, og om hvordan vi behandler dine oplysninger, i ansøgningsskemaet eller på denne side: Personoplysninger – Sådan behandler vi dine oplysninger

Vi kan i forbindelse med behandlingen af din sag kontrollere rigtigheden af de oplysninger, du har givet. Læs mere om kontrol i Udlændingestyrelsen

Hvis du ønsker, at dit barn skal have et opholdskort, skal barnet have taget fingeraftryk og ansigtsfoto – også kaldet biometri – inden for 4 uger fra, du har indgivet ansøgningen.

Når barnet bor hos dig behøver barnet ikke noget opholdskort. Du vælger selv, om barnet skal have et opholdskort.

Barnet kan få optaget biometri i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Du skal bestille en tid, inden du møder op i Borgerservice. Læs mere om, hvor Udlændingestyrelsens Borgerservice har afdelinger, og hvordan du bestiller tid

Ansvarlig myndighed

Kontakt os