Publiceret 29-10-2021

Genoptagelse af sager, hvor der er givet afslag på familiesammenføring med henvisning til 3-årskravet

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog den 9. juli 2021, at udskydelse af adgangen til familiesammenføring i 3 år for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus er i strid med retten til respekt for privat- og familieliv.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har på baggrund af dommens vurderet, at der fortsat kan fastsættes regler om at udskyde adgangen til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus, men at udskydelsen ikke må være længere end 2 år, når der ikke er en aktuel massetilstrømning af asylansøgere til landet.

 Det betyder, at Udlændingestyrelsen fremover vil give flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus tilladelse til familiesammenføring efter 2 år, når betingelserne i øvrigt er opfyldt. Det gælder også for ansøgninger, der allerede verserer hos udlændingemyndighederne.

Udlændingestyrelsen har som følge heraf identificeret en række sager, hvor der er fundet grundlag for at genoptage sagen med henvisning til at der er givet afslag fordi 3-års kravet ikke var opfyldt. Styrelsen har taget kontakt til de berørte familier og vejledt de pågældende om muligheden for at få genoptaget deres sag.

Hvis du mener at være omfattet af den gruppe af personer, der er berettiget til at få sin sag genoptaget, og ikke har hørt fra Udlændingestyrelsen, kan du indgive en ansøgning om genoptagelse. Det vil ved fornyet behandling af en sag skulle vurderes, hvorvidt de øvrige betingelser for opholdstilladelse kan anses for opfyldt.

En ansøgning om genoptagelse kan indgives skriftligt ved brug af vores kontaktformular (vælg emnet ’Familiesammenføring (ægtefæller)’)

Link til dommen (på engelsk)

Link til fortolkningsnotat 

Ansvarlig myndighed

Kontakt os