Spørgsmål og svar

Du har pligt til at få registeret din adresse i Det Centrale Personregister (CPR) i Danmark.

Du skal henvende dig til din kommune for at få registeret din adresse i CPR. 

Når du henvender dig til din kommune skal du oplyse det administrative CPR-nummer, som står i brevet fra Udlændingestyrelsen med din opholdstilladelse. Det er først, når din bopæl er registeret hos kommunen, at du opnår de rettigheder, der følger med CPR-nummeret fx sygesikring.  

For at undgå dobbeltregistrering, er det vigtigt at du oplyser, at du har fået et administrativt CPR-nummer, når du tilmelder dig Det Centrale Personregister (CPR) i din bopælskommune. 

Et administrativt CPR-nummer er et almindeligt CPR-nummer, som i første omgang oprettes til brug for offentlige myndigheders administrative sagsbehandling. 

Læs mere om, hvornår Udlændingestyrelsen udsteder administrative CPR-numre

Du skal have et opholdskort som bevis for din opholdstilladelse i Danmark, hvis du er over 18 år. Dit opholdskort vil blive bestilt, når du har registreret din adresse i CPR.

Dit opholdskort vil automatisk blive sendt til den adresse, du er registreret med i CPR efter ca. 2-3 uger. 

Du skal kunne dokumentere, at du har opholdstilladelse i Danmark. Det betyder, at du altid skal have opholdskortet med dig.

Hvis du har fået opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring, skal du normalt bestå en danskprøve på sprogniveau A1 senest 6 måneder efter den dato, hvor du får registreret din adresse i CPR. Hvis du har indgivet ansøgningen om ægtefællesammenføring fra og med 1. juli 2018, skal du også normalt bestå en danskprøve på sprogniveau A2 senest 9 måneder efter den dato, hvor du får registreret din adresse i CPR.

Læs mere om tilmelding