Publiceret 06-06-2024 - Senest opdateret: 10-06-2024
Nye regler for opholdstilladelse på sundhedsområdet fra den 1. juli 2024
De nye regler betyder bl.a. en udvidelse af autorisationsordningen, at personer på autorisationsordningen fritages fra arbejdstilladelse, og at social- og sundhedshjælpere kommer på positivlisten for faglærte med en kvote på 1.000 opholds- og arbejdstilladelser
Folketinget har den 4. juni 2024 vedtaget et lovforslag baseret på anbefalinger fra den nedsatte taskforce om udenlandsk arbejdskraft på sundhedsområdet. De væsentligste ændringer kan du læse om her:
Positivlisten for faglærte udvides til også at omfatte social- og sundhedshjælpere. Det betyder, at hvis der pr. 1. juli 2024 er mangel på arbejdskraft som social- og sundhedshjælper, vil der også kunne gives opholds- og arbejdstilladelse som social- og sundhedshjælper efter positivlisten for faglærte. Der fastsættes en kvote på 1.000 opholds- og arbejdstilladelser på baggrund af beskæftigelse som social- og sundhedshjælper.
Samtidig træder en ny ordning i kraft på autorisationsområdet, hvor man som særligt efterspurgt sundhedsperson kan opnå opholdstilladelse med henblik på at opnå dansk autorisation. For at blive omfattet af ordningen skal Styrelsen for Patientsikkerhed have vurderet, at man er omfattet af en ny særskilt autorisationsproces for særligt efterspurgte sundhedspersoner.
Personer med en opholdstilladelse på autorisationsordningen fritages fra den 1. juli 2024 for arbejdstilladelse. Man skal derfor ikke længere søge om en særskilt arbejdstilladelse, hvis man ønsker at arbejde i Danmark under sit autorisationsophold. Reglerne gælder også for personer med en allerede gyldig opholdstilladelse efter autorisationsordningen, selvom dette ikke fremgår af opholdstilladelsen. SIRI vil særskilt orientere de personer, som allerede har en opholdstilladelse efter autorisationsordningen, og som får nye rettigheder efter den 1. juli 2024.
Der vil fremover også blive givet op til 6 måneders ophold til jobsøgning i forlængelse af autorisationsopholdet, som kan bruges til at søge job i Danmark efter endt autorisationsforløb. Har man allerede en opholdstilladelse efter autorisationsordningen, skal man selv indgive en ansøgning om jobsøgningsophold. Endelig vil jobskiftereglen udvides til også at gælde, hvis man har opholdstilladelse efter autorisationsordningen.
Ændringerne træder i kraft den 1. juli 2024.
Hjemmesiden vil blive opdateret med relevant vejledning og nye ansøgningsskemaer.