Publiceret 01-12-2024

Forlængelse af opholdstilladelse efter Ukraine-særloven

Folketinget har den 26. november 2024 vedtaget, at opholdstilladelser meddelt efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, kan forlænges til den 17. marts 2026.

De nye regler for forlængelse af opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (herefter særloven), træder i kraft den 1. december 2024. Hvis du har opholdstilladelse efter særloven, betyder det, at du kan få forlænget din opholdstilladelse i Danmark til den 17. marts 2026, hvis du fortsat opfylder betingelserne.

Du skal ikke selv foretage dig noget

Udlændingestyrelsen vil af egen drift se på, om din opholdstilladelse efter særloven kan forlænges. Hvis du fortsat opfylder betingelserne for din nuværende opholdstilladelse, vil vi automatisk forlænge din opholdstilladelse. Du skal altså ikke selv ansøge om forlængelse af din opholdstilladelse.

Når Udlændingestyrelsen har behandlet din sag, og du har fået forlænget din opholdstilladelse, vil du få tilsendt et nyt opholdskort med posten. Du skal altså ikke have optaget biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk) til dit nye opholdskort.

Hvornår behandler vi din sag?

Udlændingestyrelsen vil behandle din sag snarest muligt og tilstræber at have den behandlet, inden din nuværende opholdstilladelse efter særloven udløber. Vi forventer således at have færdigbehandlet de fleste sager inden den 17. marts 2025.

Hvis vi ikke når at færdigbehandle din sag inden den 17. marts 2025, vil du stadig have lov til at blive i Danmark med de samme rettigheder, som du hidtil har haft. Dette gælder indtil, at sagen om forlængelse af din opholdstilladelse er færdigbehandlet. 

Hvornår hører du fra os?

Du hører fra os, når vi har truffet afgørelse i din sag. Hvis vi har brug for flere oplysninger fra dig, for at vi kan forlænge din opholdstilladelse, vil vi kontakte dig. Hvis vi ikke kan nå at færdigbehandle din sag, inden din opholdstilladelse udløber, vil du høre fra os umiddelbart før den 17. marts 2025. Vi kontakter dig normalt via Digital Post.

Hvor kan jeg få flere oplysninger?

Du kan læse mere om forlængelse af opholdstilladelse efter særloven på siden her på nyidanmark.dk med information til personer fra Ukraine. Læs mere om forlængelse af opholdstilladelse efter særloven. Du kan også ringe til Udlændingestyrelsen på vores telefonnummer: +45 35 36 66 00.

Læs lovforslaget som vedtaget

Ansvarlig myndighed

Kontakt os