I optællingen af de 90 dage inden for en periode på 180 dage skal du medregne ophold i samtlige Schengenlande, medmindre du har opholdt dig i Danmark eller et andet Schengenland på baggrund af opholdstilladelse eller langtidsvisum (D-visum).

De 90 dage kan bruges i sammenhæng eller i flere ophold afhængigt af det antal indrejser, der er givet i visummet (1, 2 eller MULT).

Hvis visummet er udstedt til flere indrejser for 90 dage med en gyldighed på mellem 6 måneder og 5 år, er varigheden af det tilladte ophold altid 90 dage pr. 180 dage.

Hvis du er statsborger i et land, som ikke er visumpligtigt, kan du også opholde dig i Schengenlandene i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage.

Statsborgere fra Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Saint Kitts og Nevis, Mauritius og Seychellerne kan opholde sig i Schengenlandene i op til 90 dage pr. halvår, se nedenfor.

Et visum gives i form af en visumsticker, som indsættes i passet. På visumstickeren er angivet en gyldighedsperiode, som typisk er længere end det antal dage, der er givet visum til, dvs. det antal dage, du må opholde dig i Danmark og andre Schengenlande, fx 90 dage. Dette betyder, at der er en vis fleksibilitet i forhold til, hvornår visummet kan bruges. Det betyder altså ikke, at du kan blive i Danmark fra den ene dato til den anden dato.

Såvel hele indrejsedagen som hele udrejsedagen tælles med i beregningen af hvor mange dage, du må opholde dig i Schengenområdet – uanset hvornår på dagen, du ind- og udrejser, da døgn tælles fra midnat til midnat. Både indrejse- og udrejsedatoen skal ligge inden for gyldighedsperioden. Det er altid dit eget ansvar at være opmærksom på, hvor længe du har ret til være i Danmark.

Læs mere om visumsticker

Schengenlandene er Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Hvordan udregnes de 90 dage og de 180 dage?

Alle dage med ophold i Schengenlandene tælles med, dvs. både indrejsedag og udrejsedag tæller med i de 90 dage. Indrejsedagen til Schengenlandene er den første dag, og udrejsedagen er den sidste dag af opholdet.

Du må på et hvilket som helst tidspunkt højst have haft 90 dages ophold i Schengenområdet inden for de sidste 180 dage. Der er altså tale om en 'rullende' beregning, hvorved perioden på 180 dage forud for hver opholdsdag tages i betragtning.

Det er vigtigt at huske, at opholdet ikke må vare mere end 90 dage i træk.

Eksempel 1: En person søger om visum (eller er visumfri) og ønsker at indrejse 26-03-2017. Pågældende har tidligere haft ophold i Schengenområdet 23-01-2017 – 02-02-2017 (11 dage) og senere i 7 og 13 dage. I alt 31 dage inden for de sidste 180 dage regnet fra 26-03-2017. Den pågældende må fra og med 26-3-2017 være 59 dage i Schengenlandene.

Eksempel 2: En person søger om visum (eller er visumfri) og ønsker at indrejse 15-03-2017. Pågældende har tidligere haft ophold i Schengenområdet 19-10-2016 – 19-11-2016 (32 dage) og senere 01-12-2016 – 14-12-2016 (14 dage). Den pågældende må fra og med 15-03-2017 være 90 dage i Schengenlandene. Du kan således fx opholde dig 90 dage i Schengenområdet, være ude af Schengenområdet i 90 dage og derefter indrejse på ny og være her i 90 dage.

Der er udarbejdet en visumkalkulator, som er et vejledende instrument til beregning af ophold både ved ansøgninger om visum og til at kontrollere, om en person opholder sig lovligt. Visumkalkulatoren kan også anvendes til beregning af visumfrit ophold.

Åbn visumkalkulator (short-stay calculator)

Læs engelsksproget vejledning til visumkalkulatoren (pdf)

Læs dansksproget kort vejledning til visumkalkulatoren

Hvis du har et visum, der er gyldigt til flere indrejser i mindst 180 dage, kan du indgive ansøgning om et nyt visum inden udløbet af det gældende visum.

Hvis der gives nyt visum, så det ligger i forlængelse af det gældende visum, kan du indrejse på det første visum og udrejse på det andet visum, forudsat at betingelserne for begge visa overholdes, herunder reglen om maksimalt 90 dages sammenhængende ophold og højst 90 dages ophold pr. 180 dage i Schengenområdet, overholdes.

Hvis du har opholdt dig i Danmark på processuelt ophold, fx fordi du har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under et gyldigt visumophold eller på visumfrit ophold, og har fået lov til at blive i Danmark, mens ansøgningen behandles, skal dette ophold medregnes i de 90 dage.

Det betyder, at hvis du fx har opholdt dig i Danmark i 90 dage eller derover på processuelt ophold og får afslag på opholdstilladelse, så skal du være ude af Danmark og Schengenlandene i 90 dage, før du igen kan indrejse i Danmark som visumfri eller på visum. Det samme gælder, hvis du har fået forlænget dit ophold ud over 90 dage, fx pga. alvorlig sygdom hos den person, du har besøgt i Danmark.

Ophold som ikke medregnes i de 90 dage

Hvis du har opholdt dig i Danmark eller et andet Schengenland med opholdstilladelse eller på grundlag af et langtidsvisum begrænset til et andet Schengenland (D-visum), skal dette ophold ikke medregnes i de 90 dage inden for en periode på 180 dage, du maksimalt kan opholde dig i Danmark eller de øvrige Schengenlande på et visum eller som visumfri.

Visumfri udlændinge, hvis opholdstilladelse eller langtidsvisum (D-visum) i Danmark er udløbet, inddraget, nægtet forlænget eller bortfaldet, kan i umiddelbar forlængelse heraf opholde sig i Danmark i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage som visumfri.

Visumpligtige udlændinge, der har en opholdstilladelse eller et langtidsvisum (D-visum), som er udstedt af Danmark, skal udrejse af Danmark ved udløbet af tilladelsen og kan derefter i et andet land indgive ansøgning om visum. Hvis betingelserne er opfyldt, kan der gives visum i op til 90 dage, uanset at ansøgeren har haft ophold i Danmark i 90 dage inden for de seneste 180 dage på en opholdstilladelse eller et langtidsvisum (D-visum).

Ansøgning om visum skal som udgangspunkt indgives i det land, hvor du har din lovlige bopæl.

Ansøgning kan dog indgives i et andet land, hvor du har lovligt ophold, hvis du kan begrunde, hvorfor ansøgningen ikke indgives i bopælslandet.

For statsborgere fra Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Saint Kitts og Nevis, Mauritius og Seychellerne gælder følgende:

Det halve år regnes fra datoen for udlændingens første indrejse i Schengenområdet. 'Første indrejse' er:

  • den allerførste indrejse i Schengenområdet, og derefter
  • enhver anden efterfølgende indrejse i Schengenområdet, hvis der er gået mere end 6 måneder siden sidste indrejse.

Dette betyder, at hvis du indrejser for allerførste gang i Danmark eller i de øvrige Schengenlande den 1. februar 2017, vil du kunne opholde dig i Danmark i tre måneder (dvs. 90 dage) inden for seksmåneders-perioden frem til den 31. juli 2017.

Hvis du så indrejser på ny i Danmark den 1. oktober 2017 – dvs. mere end seks måneder efter den allerførste indrejse i Schengenområdet – vil denne dato udgøre en ny 'første indrejse'. Derfor vil den 1. oktober 2017 være bestemmende for beregningen af en ny seksmåneders-periode, hvor du kan opholde dig i landet i op til tre måneder.

Hvis du indrejser igen den 1. juni 2018, vil det være denne dato, der udgør datoen for 'første indrejse', og så fremdeles.

Hvis du har et visum, der er gyldigt til flere indrejser i mindst 6 måneder, kan du indgive ansøgning om et nyt visum inden udløbet af det gældende visum. Hvis der gives nyt visum, så det ligger i forlængelse af det gældende visum, kan du indrejse på det første visum og udrejse på det andet visum, forudsat at betingelserne for begge visa, herunder reglen om maksimalt 90 dages sammenhængende ophold og højst 90 dages ophold pr. halvår i Schengenområdet, overholdes.

Hvis du har opholdt dig i Danmark eller et andet Schengenland med opholdstilladelse eller på grundlag af et langtidsvisum begrænset til et andet Schengenland (D-visum), skal dette ophold ikke medregnes i de 90 dage pr. halvår, du maksimalt kan opholde dig i Danmark på et visum eller som visumfri.

Læs mere om statsborgere fra Australien, Canada, Chile, Israel, Japan, Malaysia, New Zealand, Singapore, Sydkorea og USA

Opholdstilladelse fra andet Schengenland

Udlændinge, der har fået visse typer opholds- og tilbagerejsetilladelser i et andet Schengenland, behøver ikke visum for at kunne indrejse i Danmark.

Læs mere om indrejse med opholdstilladelse fra andet Schengenland

Læs mere om visum for flere indrejser og med længere gyldighed

Læs vejledning om behandling af ansøgninger om visum til Danmark (visumvejledningen)