Spørgsmål og svar

Forlængelsesprøven er en mundtlig prøve og består af to dele: en prøve i dansk og en prøve i danske samfundsforhold. De to prøver tages i forlængelse af hinanden, og du skal bestå begge prøver for at bestå forlængelsesprøven. Prøven tager samlet set ca. en halv time at gennemføre.

Der er 60 spørgsmål i alt, som du skal svare på: 30 spørgsmål, som tester danske sprogkundskaber, og 30 spørgsmål om det danske samfund. For at bestå prøven skal du svare rigtigt på mindst 21 spørgsmål i prøven i dansk og 21 spørgsmål i prøven i samfundsforhold.

I prøven i dansk vil du skulle forstå og besvare simple spørgsmål og kunne forstå hverdagsudtryk og en række danske standardformuleringer. Forlængelsesprøven i dansk består af fire delprøver på A1-niveau. 

Forlængelsesprøven i danske samfundsforhold er på B1-/B2-niveau, og indeholder bl.a. spørgsmål om danske normer, værdier og grundlæggende rettigheder, fx de demokratiske principper, det enkelte menneskes frihed og personlige integritet, ligestilling mellem kønnene, tros- og ytringsfrihed samt om mere praktiske og konkrete forhold, fx forbud mod kvindelig omskæring, forbud mod tvangsægteskaber, forældreansvar over for børn, uddannelse, sundhed, arbejde, skat m.v.

Forlængelsesprøven afholdes i Danmark og skal aflægges hos Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter i Glostrup eller hos Sprogcenter Vejle i Vejle.

Du skal møde op i god tid, når du skal tage prøven. Det er vigtigt, at du husker at medbringe billedlegitimation og brevet fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgår, at du har opholdstilladelse. Du må ikke medbringe hjælpemidler til prøven såsom telefon, computer, bøger eller notater.

Forlængelsesprøven er en mundtlig prøve, som gennemføres ved hjælp af en computer. Du skal ikke selv betjene computeren eller bruge tastatur eller mus. Under prøven sidder du foran en computer med høretelefoner på, mens computeren afspiller spørgsmål. Til de fleste spørgsmål vises et tilhørende billede. Du besvarer spørgsmålene mundtligt via en mikrofon, som sidder på høretelefonerne. Svarene optages og sendes til bedømmelse hos to censorer.

Hele forlængelsesprøven tager ca. en halv time. Prøven kører uden pauser, først prøven i dansk og så prøven i samfundsforhold. Du må ikke rejse dig eller tale med de andre prøvedeltagere under prøven. Det er ikke muligt at afbryde prøven for at tage en pause eller gå på toilettet. Det er heller ikke muligt at få gentaget et spørgsmål, hvis du ikke hørte det, så det er vigtigt, at du er meget koncentreret. Efter hvert spørgsmål lyder der en tone, hvorefter du har 5 sekunder til at svare. Når prøven er slut, skal du blive siddende, indtil personalet kommer hen til dig og siger, at du kan rejse dig.

Det er en god idé, at du så tidligt som muligt begynder at forberede dig til prøven efter, at du har fået opholdstilladelse. Du har selv ansvar for at lære dansk. Det kan fx ske med hjælp fra dit trossamfund i Danmark, ved at følge kurser i dit hjemland, ved køb af sprogkurser eller ved at følge online kurser i dansk.

Forberedelsespakken

Udlændinge- og Integrationsministeriet har udarbejdet en forberedelsespakke, som du kan bruge til at forberede dig til prøven. Det er en god idé at studere forberedelsespakken nøje. Forberedelsespakken består af:

  • Undervisningsfilmen 'Et Liv i Danmark'
  • 100 billeder fra undervisningsfilmen 'Et Liv i Danmark'
  • En indtalt ordliste på dansk
  • To eksempler på sprogprøven
  • Prøveinstruktioner 

Undervisningsfilmen ’Et liv i Danmark’: Filmen handler om Danmark og det danske samfund. Filmen varer godt 1½ time og består af 17 kapitler. Den er indtalt på dansk og herudover på 18 sprog. Det er altså muligt at forberede sig til prøven i danske samfundsforhold på dit eget sprog, men husk, at spørgsmålene ved prøven, som handler om filmen, stilles på dansk og skal besvares på dansk. Derfor er det også en god idé at se filmen på dansk. Du skal også være opmærksom på, at ’Et liv i Danmark’ indeholder enkelte forældede oplysninger, da filmen ikke er opdateret, siden den blev udarbejdet for godt 10 år siden. Der stilles ikke spørgsmål til de forældede oplysninger.

Se filmen 'Et liv i Danmark'

Det er en god idé at se filmen mange gange, først på dit eget sprog og siden på dansk. Det er også en god idé at snakke med mennesker, du kender i Danmark, om informationerne i filmen, da spørgsmålene i vidensprøven tager udgangspunkt i informationerne i filmen.

100 billeder fra undervisningsfilmen ’Et liv i Danmark’: Til hvert billede bliver der fortalt nogle vigtige informationer om Danmark og det danske samfund. Du får informationerne læst op på dansk og på dét af de 18 sprog, du valgte, da du satte dvd’en i. Alle de ord, som indgår i forlængelsesprøven, bliver sagt her. Du kan altså bruge de 100 billeder og informationerne til at øve dig på de danske ord, du skal kunne for at bestå prøven.

En indtalt ordliste på dansk: Her kan du høre alle de ord, der indgår i prøven i dansk. Du kan bruge ordlisten som en tjekliste for at tjekke, om du forstår alle ordene. 

To eksempler på sprogprøven: Den sprogprøve på dansk, som du selv skal tage, er ikke den samme som de to, der indgår i forberedelsespakken, men de to eksempler giver et realistisk indtryk af den type spørgsmål, du vil få til prøven.

Prøveinstruktioner: En mundtlig gennemgang af, hvordan forlængelsesprøven foregår. Instruktionerne er indtalt på dansk og på 18 andre sprog.

Bestilling af forberedelsespakken

Forberedelsespakken til forlængelsesprøven kan købes ved at kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) på e-mailadressen: danskproever@siri.dk

Du opfordres til at sende eventuelle fortrolige oplysninger til SIRI som Digital Post via e-boks.com, borger.dk, mit.dk eller Digital Post-appen. Her skal du vælge ”Styrelsen for International Rekruttering og Integration” som modtager. Skriv ”Att. danskuddannelser@siri.dk” i emnefeltet.

Du kan læse mere om bestilling af forberedelsespakken her

 

Du skal selv sørge for at tilmelde dig forlængelsesprøven på indvandringsproven.dk – det sker ikke automatisk. Prøven aflægges hos Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter i Glostrup eller hos Sprogcenter Vejle.

Når du har tilmeldt dig og betalt, vil du modtage en bekræftelse. Du vil også få at vide, hvornår du skal op til prøven, og hvor du skal henvende dig på prøvedagen.

Det koster 3.000 kr. at tilmelde sig forlængelsesprøven. Du kan betale gebyret online eller ved personligt fremmøde.

Der er mange tidsfrister at holde styr på, når du skal bestå forlængelsesprøven. Det er meget vigtigt, at du overholder alle tidsfristerne, da du ellers risikerer, at du får afslag på din ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen som religiøs forkynder og må forlade Danmark. Det er dit eget ansvar at overholde alle tidsfrister.

Når du har fået opholdstilladelse som religiøs forkynder, kan du efter 4 måneder regnet fra den dato, som opholdstilladelsen gælder fra, ansøge om forlængelse af opholdstilladelsen ved at sende en ansøgning til Udlændingestyrelsen.  Fra den dato, som din opholdstilladelse er gyldig fra, har du 6 måneder (kalendermåneder) til at bestå forlængelsesprøven. Det er en god idé at forberede dig til forlængelsesprøven, allerede før du indsender en ansøgning om forlængelse, fx ved at bestille forberedelsesmaterialet til prøven og ved at begynde at lære dansk. Der kan gå op til 2 uger, fra du tager prøven, og til du får besked om, hvorvidt du har bestået den. Det betyder, at du senest skal gå op til prøven 5½ måned efter, at du har fået opholdstilladelse, hvis du skal kunne overholde tidsfristen på 6 måneder. Husk også at bestille en prøvetid i god tid – du vil kunne få en tid inden for 14 dage.

Du skal betale gebyr for hver gang, du tager prøven.

Du har selv ansvaret for at tilrettelægge forløbet og tilmelde dig prøven, så det er din egen beslutning, om du vil sørge for, at der er tid til at tage prøven igen, hvis du ikke består den første gang. Når du har taget forlængelsesprøven, kan der gå op til to uger, før du får besked om, hvorvidt du har bestået prøven eller ej. Hvis du har bestået prøven, får du besked om den videre proces for at få opholdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark. Hvis du ikke består prøven inden for fristen på 6 måneder, vil du få at vide inden hvilken dato, du skal være udrejst af Danmark.

Der er ingen dispensationsmuligheder fra kravet om bestået forlængelsesprøve i forbindelse med forlængelse af ophold som religiøs forkynder, jf. dog nedenfor.

Tyrkiet og EU indgik i 1963 en associeringsaftale, der blandt andet skulle give visse rettigheder til tyrkiske statsborgere, der var arbejdstagere eller på anden måde økonomisk aktive i et EU-land. EU-domstolen har siden i en række domme fortolket aftalen.

EU-domstolen har i sagerne T. Sahin (dom af 17. september 2009, C-242/06) og Kommissionen mod Nederlandene (dom af 29. april 2010, C-92/07) taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt pålæggelse af gebyrbetaling for tyrkiske statsborgere var i overensstemmelse med associeringsaftalen.

Dommenes resultater må fortolkes således, at tyrkiske statsborgere, som søger om forlængelse af opholdstilladelse som religiøse forkyndere, ikke kan afkræves gebyret.

Udlændingemyndighederne har på denne baggrund vurderet, at kravet om forlængelsesprøve og betaling af gebyr herfor ikke kan stilles overfor tyrkiske statsborgere, der søger om forlængelse af opholdstilladelse som religiøse forkyndere.

Det betyder altså, at disse religiøse forkyndere er fritaget fra kravet om at bestå forlængelsesprøven og betale et gebyr herfor, som ellers normalt er et krav.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan fritages for kravet om forlængelsesprøve, kan du rette henvendelse til Udlændingestyrelsen.

Det kræver en konkret vurdering af forholdene i den enkelte sag at fastslå, om kravet om forlængelsesprøve skal stilles eller ej. Det vil være muligt at få nærmere oplysninger herom hos Udlændingestyrelsen, idet det dog bemærkes, at vurderingen af, om kravet om forlængelsesprøven skal stilles, skal foretages på baggrund af de faktiske forhold.

Det er således ikke muligt at få en bindende forhåndstilkendegivelse af, om kravet om forlængelsesprøve vil skulle stilles.

Hvis du får besked fra Udlændingestyrelsen om, at du ikke har bestået forlængelsesprøven, kan du klage over det til SIRI. SIRI skal modtage klagen senest 7 dage efter, at du har fået besked fra Udlændingestyrelsen om, at du ikke bestod.

Kontakt SIRI

Hvis du tager forlængelsesprøven og mener, at der under prøven var forhold, som gjorde det vanskeligt at gennemføre prøven, skal du fortælle det til personalet umiddelbart efter prøven. Hvis du vil klage over dette, skal Udlændingestyrelsen modtage din klage senest 7 dage efter prøven.