Publiceret 12-01-2018

Helt useriøs kritik af Udlændingestyrelsen

Udlændingestyrelsen bringer her sit svar på et kritisk læserindlæg bragt i Politiken søndag den 7. januar. Det har ikke været muligt at få det optaget i Politiken, idet avisen ikke mente, det passede til dens formater.

Helt useriøs kritik af Udlændingestyrelsen 

Af direktør Tanja Franck, Udlændingestyrelsen

Under overskriften ”Styrelsen for andenrangsborgere”, fremsætter forfatter Anne-Lise Marstrand Jørgensen 7.1. en række usande påstande om Udlændingestyrelsen, bl.a. at den er underlagt politisk styring ”i et omfang, man næppe ser andre steder”, og at styrelsens administration generelt skulle være præget af ”direkte lovstridige afgørelser”. Marstrand-Jørgensen mere end antyder, at vores medarbejdere skulle have et motiv til at give ”så mange som muligt afslag på familiesammenføring”.
Sådan er det selvfølgelig ikke. Fakta er, at styrelsen er underlagt præcis den samme politiske styring som anden offentlig forvaltning. Folketinget lovgiver, og vi administrerer lovgivningen. Folketingets Ombudsmand og Rigsrevisionen kontrollerer løbende vores administration. Hverken regeringen, udlændinge- og integrationsministeren eller andre har indflydelse på de konkrete afgørelser, vi træffer.
Sådan er rollefordelingen, og det troede jeg rent faktisk, at Mastrand-Jørgensen vidste. Hun overser desuden, at styrelsens afgørelser kan påklages til to uafhængige nævn med en landsdommer for bordenden. For sager på asylområdet sker påklagen automatisk. Det er disse nævn, som træffer de endelige afgørelser.
I klagesager om familiesammenføring omgjorde Udlændingenævnet blot 8 pct. i 2016 (seneste tal). Udlændingestyrelsen gav tilladelse i to ud af tre sager om familiesammenføring i 2017, og andelen af tilladelser har svinget mellem ca. 65 og 75 procent de seneste mange år.
Vi gør vores yderste for at træffe de rigtige faglige afgørelser på baggrund af lovgivningen og vores internationale forpligtelser. Derudover gør vi en stor indsats for løbende at forbedre vejledningen til vores brugere, bl.a. i samarbejde med vores interessenter, herunder NGO’er på udlændingeområdet og enkeltbrugere. I Borgerservice hjælper vores medarbejdere hver dag ansøgere med generel vejledning og med at tjekke, om deres ansøgninger er klar til indgivelse.
Det er derfor fuldstændigt absurd at hævde, at vi i styrelsen skulle arbejde for at træffe ulovlige afgørelser til ugunst for brugerne.