Sagsbehandlingen tager normalt
6 måneder

Gebyr for sagsbehandling
Intet gebyr

Hvem kan ansøge om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten?

Hvad er betingelserne?

Hvilke rettigheder har jeg med et EU-opholdsdokument?

Hvor længe kan jeg være i Danmark?

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke længere opfylder betingelserne?

Kan min familie få EU-opholdsdokument?

Hvad skal jeg mere vide, inden jeg ansøger?

Hvem kan ansøge om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-retten?

Du kan være omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, hvis du er ægtefælle eller barn under 21 år af enten den danske statsborger eller af den danske statsborgers ægtefælle.

Registrerede partnere og faste samlevere over 18 år er sidestillet med ægtefæller. Faste samlevere er personer, der bor på fælles bopæl i et fast forhold af længere varighed.

Andre familiemedlemmer end ovennævnte kan i visse situationer også være omfattet af EU-reglerne, når en række særlige betingelser er opfyldt.

Du skal kunne dokumentere, at du er i familie med den dansker statsborger.

Hvis du er ægtefælle, skal du fremlægge jeres vielsesattest. 

Hvis du er barn af den danske statsborger og/eller dennes ægtefælle, skal du fremlægge din fødsels- eller navneattest, hvor også dine forældres navne er oplyst.

Hvis du på anden vis er i familie med den danske statsborger, skal dette dokumenteres med relevante attester.

Afhængig af i hvilket land vielsen eller fødslen har fundet sted, kan der være krav om, at attesten skal være enten legaliseret eller have apostille-påtegning. I enkelte tilfælde kan det derudover være nødvendigt, at attesten er ægthedsvurderet.

Jeres forhold skal være reelt og ikke kun indgået for at opnå et opholdsgrundlag. I skal underskrive en erklæring på tro og love under strafansvar om dette.

SIRI kan eventuelt indkalde jer til en samtale med henblik på at vurdere, om jeres forhold er reelt.

Hvis du har et barn under 21 år, der har opholdt sig sammen med dig og dit danske familiemedlem i det andet EU-land, kan barnet også være omfattet af EU-reglerne. Der skal udfyldes og indgives særskilt ansøgning for barnet.

Har du et barn under 18 år, som skal med til Danmark, og som dit danske familiemedlem ikke er forælder til, skal du desuden være opmærksom på nedenstående.

Hvis du ansøger om EU-opholdsdokument for dit barn, uden at barnets anden forælder skal flytte med til Danmark, skal du dokumentere, at du har ret til at tage barnet med dig. Det kan du gøre ved enten at dokumentere, at du har fuld forældremyndighed over barnet eller ved at fremvise skriftligt samtykke fra den anden forælder vedrørende barnets flytning til Danmark med dig. 

Dokumentation for fuld forældremyndighed skal være en retsgyldig afgørelse vedrørende forældremyndighed.

Den anden forælder kan enten give mundtligt samtykke over for SIRI ved at møde personligt sammen med dig og barnet og identificere sig eller afgive skriftligt samtykke over for en notar, som du efterfølgende vedlægger ansøgningen. Er samtykket ikke på dansk, engelsk eller tysk, skal det oversættes til et af disse sprog af en autoriseret translatør, efter at dokumentet er påført notarpåtegningen.

Hvad er betingelserne?

Der er en række forhold, du skal være opmærksom på og betingelser, som skal være opfyldt, før du kan få opholdsdokument som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten.

Som udgangspunkt har den danske statsborger benyttet sig af sin ret til fri bevægelighed, hvis han/hun har opholdt sig i et andet EU-land som

  • arbejdstager eller pensioneret arbejdstager,
  • selvstændig erhvervsdrivende eller pensioneret selvstændig erhvervsdrivende,
  • tjenesteyder eller pensioneret tjenesteyder,
  • udstationeret,
  • studerende ved en institution, der er godkendt eller finansieret af det offentlige, som kan forsørge sig selv under sit ophold eller
  • person med tilstrækkelige midler (selvforsørgende). Det vil sige, at den danske statsborger har tilstrækkelige indtægter eller midler til sin egen og sin evt. families forsørgelse.

Hvis den danske statsborger efter udrejsen til et andet EU-land fortsætter med at arbejde i Danmark, betragtes han/hun ikke som arbejdstager i det andet EU-land, vedkommende har bosat sig i. Indtægten fra arbejdet i Danmark kan i stedet medføre, at den danske statsborger i bopælslandet kan anses at være selvforsørgende.

Der er ikke et mindstekrav til opholdets længde i det andet EU-land, som den danske statsborger har opholdt sig i, men det er en forudsætning, at danskeren har etableret et faktisk og reelt ophold i landet. 

Det indebærer, at man har levet sit liv i det pågældende land og indrettet sig på en sådan måde, der viser, at man har haft sin tilværelse i landet. Der skal være tale om en faktisk og reel flytning til landet, og ikke blot et kortvarigt ophold, fx på et hotelværelse.

 

Der skal være tidsmæssig sammenhæng mellem dit danske familiemedlems udnyttelse af sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land og ansøgningen om familiesammenføring efter EU-retten.

Dit danske familiemedlem skal derfor være fortsat med sin EU-retlige aktivitet i det andet EU-land (f.eks. at være arbejdstager) frem til sin tilbagevenden til Danmark. 

Hvis den danske statsborger umiddelbart frem til sin tilbagevenden til Danmark i en vis periode har været ophørt med sin EU-retlige aktivitet i det andet EU-land, vil han/hun ved sin tilbagevenden til Danmark som udgangspunkt ikke være omfattet af EU-reglerne, og du vil derfor ikke kunne aflede en ret til ophold fra dit danske familiemedlem.

Hvis den danske statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, allerede er vendt tilbage til Danmark, skal en af disse forudsætninger desuden være opfyldt:

  • du skal som familiemedlem være rejst til Danmark samtidig med den danske statsborger eller i naturlig forlængelse af dennes indrejse 

eller

  • ansøgningen om familiesammenføring efter EU-retten skal være indgivet samtidig med eller i naturlig forlængelse af den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.

Indgiver du først ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne på et senere tidspunkt end tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, foretager SIRI en konkret vurdering af, om din ansøgning kan anses at være indgivet i naturlig forlængelse heraf.

Tilbagevenden til Danmark indebærer i denne sammenhæng, at dette er sket med henblik på etablering af faktisk og reelt ophold og udøvelse af familieliv. Et kortvarigt besøg her i landet indebærer således ikke i sig selv, at du og den danske statsborger anses for at være vendt tilbage til Danmark.

Du skal have opholdt dig i det andet EU-land og udøvet familieliv med dit danske familiemedlem. Du skal ikke nødvendigvis have opholdt dig sammen med den danske statsborger under hele dennes ophold i det andet EU-land. Det er ikke en forudsætning, at du har opnået opholdstilladelse i det andet EU-land.

Hvis du er familiemedlem til en dansk statsborger, som bor i Danmark, og som ikke har udnyttet retten til fri bevægelighed i et andet EU-land, kan du ikke få opholdsdokument i Danmark efter EU-reglerne. Du kan i stedet søge om familiesammenføring efter de nationale regler (udlændingeloven) i Udlændingestyrelsen.

Læs mere om familiesammenføring her.

I helt særlige tilfælde kan du som familiemedlem til en dansk statsborger være omfattet af EU-reglerne, selv om den danske statsborger ikke har etableret et faktisk og reelt ophold i et andet EU-land. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den danske statsborger bor og er selvstændig erhvervsdrivende i Danmark og herigennem i et vist omfang leverer grænseoverskridende tjenesteydelser til andre EU-lande og som følge heraf bruger en vis andel af sin arbejdstid på forretningsrejser til andre EU-lande.

Det kan også være tilfældet, hvis den danske statsborger bor i Danmark og er arbejdstager efter EU-retten i en anden medlemsstat og som følge heraf regelmæssigt rejse dertil (grænsegænger), eller er ansat ved en i Danmark hjemmehørende arbejdsgiver, men inden for rammerne af sin arbejdskontrakt udføre en vis del af sit ugentlige arbejde i en anden medlemsstat (forretningsrejser). Der vil være yderligere betingelser knyttet til ophold på disse grundlag.

 

Hvilke rettigheder har jeg med et EU-opholdsdokument?

EU-opholdsdokumentet er et bevis for en ret, du som EU-borger (eller familiemedlem til en EU-borger, herunder en dansk statsborger) allerede har ved indrejsen i Danmark, når du opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne. Det vil i givet fald sige, at du har retten til at opholde dig, arbejde eller studere i Danmark med eller uden et EU-opholdsdokument. 

I Danmark har du i mange situationer imidlertid brug for et CPR-nr. Du skal fremvise dit EU-opholdsdokument for din bopælskommune for at få et CPR-nr. (og sundhedskort m.v.). Nedenfor kan du læse om de muligheder og evt. begrænsninger, du har med dit EU-opholdsdokument (og CPR-nr.).

Under dit ophold i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-reglerne, skal danskeren som udgangspunkt kunne forsørge sig selv og sin familie – herunder dig.

Afhængig af den danske statsborgers opholdsgrundlag i det andet EU-land inden sin tilbagevenden til Danmark, kan det derfor have betydning for din opholdsret hvis en af jer – eller I begge - modtager ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, fx kontanthjælp.

I givet fald kan din opholdsret være ophørt - og du kan miste retten til at være i Danmark.

Hvis en myndighed, fx en kommune, udbetaler ydelser til udlændinge, bliver det indberettet til SIRI. SIRI vil herefter tage stilling til, hvorvidt dette har betydning for dit opholdsgrundlag.

Var den danske statsborger i det andet EU-land arbejdstager efter EU-retten – og har danskeren analogt med EU-reglerne fortsat arbejdstagerstatus efter sin tilbagevenden til Danmark – vil modtagelse af ovennævnte ydelser som udgangspunkt ikke i sig selv medføre ophør af din opholdsret.

Som EU-statsborger kan du frit indrejse i Danmark, og du må arbejde i Danmark allerede fra den dag, du indrejser. Det betyder, at du ikke skal have en tilladelse til at arbejde i Danmark. 

Der er ikke nogen øvre grænse for, hvor mange timer du må arbejde. Dette gælder også, hvis du samtidig studerer i Danmark.
EU-opholdsdokumentet er ikke en forudsætning for, at du må begynde at arbejde. Dette gælder, uanset om du har - eller ansøger om - opholdsdokument som arbejdstager, person med tilstrækkelige midler eller noget tredje.

Hvis du er tredjelandsstatsborger og opfylder betingelserne for opholdsgrundlag som familiemedlem til en EU-borger, har du samme rettigheder til ophold og arbejde i Danmark som EU-borgeren. 

Du har desuden ret til at opholde dig i Danmark, mens din ansøgning om EU-opholdsdokument som familiemedlem til en EU-borger behandles. 

Om du som tredjelandsstatsborger har ret til at arbejde under ansøgningens behandling afhænger imidlertid af, om du opfylder betingelserne for opholdsgrundlag som familiemedlem til en EU-borger. 

Med et EU-opholdsdokument i Danmark har du ret til delvist deltagerbetalt danskundervisning. Du skal dog være 18 år og have registreret din danske adresse i folkeregisteret.

Den kommune, du bor i, har pligt til at tilbyde dig danskundervisning og henvise dig til et sprogcenter.

Har du ikke modtaget et tilbud om danskundervisning fra din kommune senest en måned efter, du har registeret en adresse i Danmark, kan du kontakte din kommune.

Undervisningen foregår sammen med andre udlændinge, som for nylig er kommet til Danmark.

Hvis du skal bo og arbejde i Danmark, er der en række ting, du skal sætte dig ind i. Afhængigt af dine personlige forhold kan du også have brug for andre vigtige informationer.

Portalen borger.dk giver dig information i forhold til de vigtigste emner fx

  • NemID
  • CPR-registrering
  • sundhedskort
  • Skatteforhold
  • Ferieforhold
  • Skole og børnepasning
  • Bolig
  • Danskundervisning
  • Bilregistrering og kørekort

Hvor længe kan jeg være i Danmark?

Som EU-borger kan du frit indrejse i Danmark. 

Hvis du skal opholde dig i Danmark i mindre end 3 måneder, er det ikke nødvendigt at indgive ansøgning om EU-opholdsdokument. Søger du arbejde, kan du være i landet i op til 6 måneder uden et bevis. 

Hvis du skal være i Danmark i mere end de hhv. 3 eller 6 måneder, skal du indgive ansøgning om EU-opholdsdokument. Herefter kan du være i landet, så længe du opfylder betingelserne for dit opholdsgrundlag. Der er ikke en udløbsdato på opholdsdokumentet. 

Hvis dit opholdsgrundlag ophører, f.eks. hvis din familierelation til den danske statsborger ophører, skal du ansøge om et nyt opholdsdokument på andet grundlag – f.eks. som arbejdstager eller person med tilstrækkelige midler. Er du i tvivl om, hvorvidt du opfylder betingelserne for et andet opholdsgrundlag, skal du kontakte SIRI.

Er du tredjelandsstatsborger og medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-reglerne, har du ret til at opholde dig i Danmark, mens vi behandler din ansøgning. Har du fået et opholdskort, gælder dette så længe, betingelserne for dit opholdsgrundlag er til stede. Der vil være en udløbsdato på dit opholdskort, men din EU-opholdsret ophører, hvis dit opholdsgrundlag i Danmark ikke længere er til stede. Du skal under alle omstændigheder søge om forlængelse af dit opholdskort, når det udløber. 

Når du har opfyldt betingelserne for et EU-retligt opholdsgrundlag i 5 år i Danmark, kan du – uanset om du er EU-statsborger eller tredjelandsstatsborger - søge om bevis for, at du har tidsubegrænset opholdsret efter EU-reglerne. Når du har fået tidsubegrænset opholdsret, skal du ikke længere nødvendigvis opfylde betingelserne for dit oprindelige opholdsgrundlag. Vær dog opmærksom på, at din tidsubegrænsede opholdsret kan bortfalde, hvis du udrejser fra Danmark i længere tid.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke længere opfylder betingelserne?

Hvis du har opholdsgrundlag efter EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, der er vendt tilbage til Danmark efter at have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, og en eller flere af forudsætningerne for din opholdsret ikke længere er til stede, er dit opholdsgrundlag som udgangspunkt ophørt. 

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis du er blevet skilt fra den danske statsborger, hvis den danske statsborger er udrejst af Danmark, eller hvis den danske statsborger ikke længere selv opfylder betingelserne for at kunne aflede opholdsret efter EU-reglerne til dig.

Hvis du i forbindelse med den ændrede situation selv forlader Danmark, skal du ikke foretage dig noget i forhold til dit opholdsgrundlag. Du skal blot meddele din udrejse til CPR-registret (evt. via borger.dk med NemID).

Ønsker du at blive i Danmark, skal du kontakte SIRI med henblik på afklaring af dit opholdsgrundlag. 

Hvis du selv er EU-borger og mener, at du opfylder betingelserne for et andet opholdsgrundlag end som familiemedlem til en dansk statsborger, fx som selvforsørgende eller arbejdstager, kan du indgive ny ansøgning på dette grundlag.

Hvis SIRI påtænker at træffe en ny afgørelse om dit opholdsgrundlag, skriver SIRI til dig og giver dig mulighed for at komme med bemærkninger og eventuel dokumentation inden afgørelsen træffes.

Hvis du ikke længere opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne vil din tilknytning til Danmark blive vurderet, og det kan have betydning for, om du bevarer din opholdsret. Der bliver i den forbindelse blandt flere andre forhold set på, hvor længe du har boet i Danmark og på din tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kan min familie få EU-opholdsdokument?

Et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger er en afledt ret og dermed ikke et selvstændigt opholdsgrundlag.

Når dit eget opholdsgrundlag er som familiemedlem, kan din familie ikke få EU-opholdsdokument på baggrund af dig. Du kan altså ikke aflede din egen afledte ret videre til din familie.

I nogle tilfælde vil din familie selv kunne opnå EU-opholdsdokument som familiemedlem til den danske statsborger, du har opholdsret på baggrund af. Det forudsætter bl.a., at dit familiemedlem har opholdt sig i det andet EU-land sammen med dig og den danske statsborger.

En EU-statsborger, der oprindeligt havde opholdsgrundlag som familiemedlem, men som nu har opnået tidsubegrænset (permanent) opholdsret efter EU-reglerne, godt kan aflede ret til ophold til sin familie.

Hvad skal jeg mere vide, inden jeg ansøger?

Ansøgning om opholdsdokument efter EU-reglerne skal indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

På ansøgningsfanen til højre kan du læse mere om ansøgningsproceduren. Her finder du også det ansøgningsskema, du skal udfylde.

Som udgangspunkt træffer SIRI afgørelse på baggrund af de oplysninger og dokumenter, du afleverer sammen med ansøgningen. I nogle tilfælde vil SIRI dog kontakte dig i løbet af sagsbehandlingen, hvis vi har brug for flere oplysninger.

Vær opmærksom på, at det som udgangspunkt kun er dig selv, der er part i din sag. Din eventuelle arbejdsgiver eller andre betragtes ikke som part i din sag. Under sagens behandling er det derfor dig, SIRI skriver til og kan udlevere oplysninger om sagen til. Modtager SIRI – skriftligt eller telefonisk - anmodning om oplysninger i din sag fra andre end dig, kan oplysningerne som udgangspunkt ikke udleveres.

Ønsker du, at SIRI under sagens behandling skal kunne give oplysninger om din sag til andre end dig, skal du på forhånd underskrive en fuldmagt specifikt vedrørende den/de personer, der skal have adgang til oplysningerne. Fuldmagten skal indleveres til SIRI, gerne sammen med din ansøgning. 

Hvis det fremgår af din ansøgning, at du repræsenteres af en advokat, skal du ikke afgive en særskilt fuldmagt til advokaten, da advokater allerede i kraft af deres stilling har en særlig fuldmagt. Det betyder bl.a., at SIRI under sagens behandling i givet fald sender alle henvendelser til dig via din advokat.

På denne fane kan du læse om ansøgningsprocessen. Du skal indgive din ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). 

Du kan indgive din ansøgning ved personligt fremmøde i en af SIRI's afdelinger i København, Odense, Aarhus, Aalborg eller Aabenraa.

Inden du læser denne fane om at indgive ansøgning om EU-ophold, anbefaler vi, at du på fanen ’Det skal du vide’ til venstre læser om opholdsgrundlag som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-reglerne, hvilke betingelser der er m.v.

 

Det er en god idé at indsamle den nødvendige dokumentation inden du begynder at udfylde ansøgningsskemaet.

Du kan bruge denne tjekliste.

Du skal ved fremmødet i SIRI medbringe følgende:

Eksempler på dokumentation for den danske statsborger har haft reelt og faktisk ophold i et andet EU-land:

Den danske statsborgers opholdsgrundlag i et andet EU-land:

Dit ophold i det andet EU-land sammen med dit danske familiemedlem:

Eksempler på dokumenter der understøtter din familiemæssige tilknytning til den danske statsborger:

Afsæt gerne

60 minutter

pr. person til at udfylde ansøgningen

2 personer

Du og dit danske familiemedlem udfylder hver jeres del af ansøgningsskemaet

På dette trin har du adgang til det relevante ansøgningsskema OD2/A. 

Ansøgningsskemaet indeholder en vejledning i, hvordan det skal udfyldes, og hvilken dokumentation der skal vedlægges.

Skemaet kan ikke udfyldes eller indsendes elektronisk, men skal printes ud, udfyldes og afleveres personligt i en af vores afdelinger sammen med den relevante dokumentation.

Ansøgningsskema om familiesammenføring med ægtefælle, partner m.v. 

Hent print selv skema OD2/A i pdf-format

Hent print selv skema OD2/A i word format

 

Ansøgningsskema om familiesammenføring for børn under 21 år

Hent print selv skema OD2/B i pdf-format

Hent print selv skema OD2/B i word format

 

Ansøgningsskema om familiesammenføring for øvrige familiemedlemmer

Hent print selv skema OD2/C i pdf-format

Hent print selv skema OD2/C i word format

 

Ansøgningsskema om tidsubegrænset ophold (efter fem års ophold i Danmark)

Hent print selv skema OD2/D i pdf-format

Hent print selv skema OD2/D i word format

 

Du kan læse mere om vores behandling af dine personoplysninger i forbindelse med ansøgningen her.

Du kan indgive ansøgningen ved personligt fremmøde i SIRIs afdelinger i København, Odense, Aarhus, Aalborg eller Aabenraa. 

Du kan finde adresser og åbningstider på SIRIs afdelinger her

Husk tidsbestilling hos SIRI

Når du skal indgive din ansøgning hos SIRI, skal du huske at bestille tid her

Du kan se den normale sagsbehandlingstid til højre for denne fane. Når sagen er afgjort, vil du modtage et svar.

Hvis SIRI i løbet af sagsbehandlingen har brug for flere oplysninger, vil vi kontakte dig. Vi vil i nogle tilfælde indhente yderligere oplysninger til sagen, f.eks. fra andre offentlige myndigheder, herunder SKAT og politiet, eller relevante myndigheder i udlandet.

Du har ret til at opholde dig og arbejde i Danmark, mens du venter på svar.

Ansvarlig myndighed

Kontakt SIRI