EU-reglerne om fri bevægelighed gælder ikke for rent interne forhold. Det betyder, at familiemedlemmer til danske statsborgere, som bor i Danmark, og som ikke har udnyttet retten til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, ikke kan få opholdskort i Danmark efter EU-reglerne.

EU-domstolens praksis viser dog, at en dansk statsborger i visse tilfælde vil være omfattet af EU-retten i sit eget land og blandt andet vil kunne få adgang til familiesammenføring på baggrund heraf.

Der kan således i visse tilfælde udstedes registreringsbevis eller opholdskort til en udlænding, der er familiemedlem til en dansk statsborger, som anvender EU's regler om fri bevægelighed for arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende, tjenesteydere, pensionerede arbejdstagere, pensionerede selvstændige erhvervsdrivende, pensionerede tjenesteydere, udstationerede, studerende eller selvforsørgende personer.

EU's regler om fri bevægelighed for arbejdstagere m.fl. omfatter, i visse tilfælde, også danske statsborgere, der bor i Danmark, men er arbejdstagere i en anden medlemsstat og, som følge heraf, regelmæssigt rejser dertil (grænsegængere). Det samme gælder, hvis den danske statsborger bor i Danmark og er ansat hos en arbejdsgiver i Danmark, men hvis ansættelse forudsætter, at en vis del af arbejdet skal udføres i en anden medlemsstat (forretningsrejser) (se nærmere under punkt 9 nedenfor).

I helt særlige tilfælde har en dansk statsborger, som opholder sig i Danmark, og som leverer grænseoverskridende tjenesteydelser til andre EU/EØS-lande, også mulighed for at opnå familiesammenføring efter EU-retten (se nærmere under punkt 8).

EU-domstolens praksis viser, at det ikke kan betragtes som omgåelse af den danske udlændingelovgivning, at man anvender EU-rettens fri bevægelighed med det formål at opnå familiesammenføring. Det afgørende er, at der er tale om et reelt slægtskabsforhold og/eller reelt ægteskab/fast samlivsforhold, og at EU/EØS-statsborgeren reelt har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land (se nærmere i dommen Akrich (sag C-109/01)).

Familiemedlemmer til en dansk statsborger, som har opholdt sig i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, kan søge om at få udstedt et registreringsbevis, hvis familiemedlemmet er EU/EØS-statsborger eller et opholdskort, hvis familiemedlemmet er tredjelandsstatsborger.

I det følgende kan man læse nærmere om hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at få familiesammenføring efter EU-retten. Desuden kan man læse nærmere om hvilke betingelser, der som følge af EF-domstolens praksis ikke længere stilles.

Læs om EU- og EØS-statsborgeres mulighed for familiesammenføring i Danmark

Den danske statsborger skal have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land eller Schweiz.

Der opstilles ikke et mindstekrav til opholdets længde i det andet EU/EØS-land eller Schweiz, som den danske statsborger har opholdt sig i, men det er en forudsætning, at han/hun reelt har udnyttet retten til ophold på baggrund af EU-reglerne.

Den danske statsborger skal have opholdt sig i et andet EU/EØS-land eller Schweiz som:

  • arbejdstager,
  • selvstændig erhvervsdrivende,
  • tjenesteyder,
  • pensioneret arbejdstager,
  • pensioneret selvstændig erhvervsdrivende,
  • pensioneret tjenesteyder,
  • udstationeret,
  • studerende ved en institution, der er godkendt eller finansieret af det offentlige, og kan forsørge sig selv under sit ophold,
  • selvforsørgende, det vil sige at pågældende skal råde over tilstrækkelige indtægter eller midler, så vedkommende ikke kan antages at ville falde det offentlige til byrde, eller
  • have opnået tidsubegrænset opholdsret i det andet EU/EØS-land eller Schweiz.

Hvornår betragtes en EU/EØS-statsborger som arbejdstager i EU-rettens forstand?

Det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags faktiske omstændigheder, om en EU/EØS-statsborger, herunder en dansk statsborger, kan betragtes som arbejdstager i EU-rettens forstand. Det er afgørende, om der er tale om udøvelse af faktisk og reel beskæftigelse. Ved vurderingen af, om der er tale om faktisk og reel beskæftigelse, lægges der vægt på, at den pågældende præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger. Beskæftigelse, der fremstår som et rent marginalt supplement, er udelukket fra anvendelsesområdet.

Det er derfor normalt en betingelse, at der har været tale om beskæftigelse i minimum 10-12 timer ugentligt. Betingelsen om, at der normalt skal foreligge 10-12 timers ugentlig beskæftigelse, er baseret på EU-domstolens restpraksis, jf. EU-domstolens dom i Kempf (sag C-139/85) og Megner og Scheffel (sag C-444/93).

I den førstnævnte sag var der tale om en beskæftigelse på 12 timer ugentligt, og i den sidstnævnte sag har EU-domstolen slået fast, at en lønnet beskæftigelse, hvorved arbejdstiden normalt ikke overstiger 18, 12 eller endog 10 timer ugentligt, ikke udelukker, at den person, der udøver den, anses for arbejdstager i EU-rettens forstand.

EU-domstolen har i dommen Genc (sag C-14/09) fastslået, at kriterier såsom ret til betalt ferie, løn under sygdom, arbejdsforholdets tidsmæssige udstrækning, samt om man er dækket af en overenskomst, skal indgå i den samlede konkrete vurdering af, om et arbejdsforhold, hvor det ugentlige timetal ikke overstiger 10-12 timer, er reelt og faktisk. I den konkrete sag var der tale om 5,5 timers ugentlig beskæftigelse.

EU-domstolen tog ikke stilling til, om en ugentlig arbejdstid på 5,5 timer, som den konkrete sag omhandlede, var tilstrækkelig til at være omfattet af arbejdstagerbegrebet, eller om der var tale om beskæftigelse af rent marginal karakter, da det blev overladt til medlemsstaten at foretage denne vurdering.

Der kan ikke ved vurderingen af, om en person kan anses som værende arbejdstager, fastsættes en nedre grænse for, hvor længe arbejdsforholdet skal have varet.

EU-domstolen har i dommen Franca Ninni-Orasche (sag C-413/01) fastslået, at en tidsbegrænset kontrakt på 10 ugers arbejde var tilstrækkelig til, at der var tale om en arbejdstager i EU-rettens forstand. Sagen vedrørte uddannelsesstøtteområdet, og der blev på baggrund heraf udstedt en vejledning til kommunerne for, hvornår en person skal anses som arbejdstager. Vejledningen vedrører ansættelsesforhold, der på forhånd er aftalt til at have en kort varighed. I vejledningen er fastsat en tidsgrænse på 10 uger i sådanne sager. Det understreges dog, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering.

Der skal således altid foretages en konkret og individuel vurdering af hver enkelt sag. EU-domstolens 10-ugers grænse i Ninni-Orasche-dommen kan alene anses for at være et eksempel på en sag, hvor et arbejde af 10 ugers varighed ansås for tilstrækkeligt.

En EU/EØS-statsborger, som har en tidsubegrænset ansættelse, men som ophører med arbejdet efter mindre end 10 uger, vil efter omstændighederne kunne opfylde betingelserne for at være arbejdstager i EU-rettens forstand, ligesom en person, der har arbejdet mere end 10 uger, ikke altid vil opfylde betingelserne, f.eks. fordi der ikke er tale om reelt arbejde.

Har en dansk statsborger, som arbejder i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, men som bevarer sin bopæl i Danmark, ret til familiesammenføring efter EU-retten?

En dansk statsborger, der bor i Danmark, men arbejder i et andet EU/EØS-land, og som følge heraf regelmæssigt rejser dertil (grænsegænger), kan i visse tilfælde opnå familiesammenføring med deres familiemedlemmer på baggrund af EU-rettens regler.

En dansk statsborger, der bor i Danmark og arbejder for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i Danmark, men som inden for rammerne af sin arbejdskontrakt udfører en del af sit arbejde i en anden medlemsstat (forretningsrejser), kan også i visse tilfælde opnå familiesammenføring med deres familiemedlemmer på baggrund af EU-rettens regler.

Se nærmere om danske grænsegængeres og forretningsrejsendes mulighed for at opnå familiesammenføring under punkt 9 nedenfor.

En dansk statsborger, der bor i Danmark og leverer grænseoverskridende tjenesteydelser til andre EU/EØS-lande, har også i visse tilfælde mulighed for at opnå familiesammenføring efter EU-retten (se nærmere under punkt 8).

Den danske statsborger skal have etableret et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land eller Schweiz.

For at et familiemedlem til en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land, har ret til ophold efter EU-retten, er det bl.a. en betingelse, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i det EU/EØS-land, hvor han/hun f.eks. har arbejdet.

Kravet om, at den danske statsborger skal have haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land betyder, at der skal være tale om en faktisk og reel flytning til landet. Flytningen skal være en realitet, og der må ikke blot være tale om et kortvarigt ophold for eksempel på et hotelværelse.

Herudover opfylder en dansk statsborger, som har haft fremlejet et værelse eller har været tilflyttet en c/o adresse hos slægtninge eller bekendte for en kortvarig periode, som udgangspunkt ikke kravet om at have etableret et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land.

Til forskel herfra opfylder en dansk statsborger, som har haft et længerevarende ophold i en lejelejlighed på grundlag en tidsubegrænset lejekontrakt eller i en bolig, som pågældende har købt, umiddelbart kravet om etablering af et reelt og faktisk ophold.

Der vil dog skulle foretages en konkret og individuel vurdering af samtlige konkrete omstændigheder i sagen, hvor ovennævnte forhold skal indgå.

Statsforvaltningen vurderer ud fra oplysningerne i ansøgningsblanketten og de til blanketten vedlagte dokumenter, om kravet om reelt og faktisk ophold kan anses for opfyldt.

Hvis Statsforvaltningen ud fra de fremsendte oplysninger vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land, vil der blive krævet yderligere dokumentation herfor.

I det følgende gives eksempler på dokumenter, som en dansk statsborger vil kunne fremvise for at dokumentere, at han/hun har haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU-land:

  • dokumentation for adresser, herunder udskrifter fra et folkeregister om, at ansøgeren var bopælsregisteret,

  • skøder på boligkøb, lejekontrakter for leje af bolig eller kvittering for huslejebetaling,

  • dokumentation for, at den danske statsborger flyttede fra pågældendes tidligere bopæl, herunder dokumentation for, at pågældende opsagde lejemål, solgte sit hus, eller fremlejede sin bolig i en vis periode,

  • indmeldelse af børn i skole, børnehave etc.

  • dokumentation for sygesikringsnummer, eller særlige sygeforsikringer

Der er ikke tale om en udtømmende opregning af dokumenter, som en dansk statsborger har mulighed for at fremvise for at dokumentere et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land. Samtidig kan en ansøgning om familiesammenføring ikke afslås alene under henvisning til, at en dansk statsborger ikke har været i stand til at fremlægge et eller flere af ovennævnte dokumenter.

Under alle omstændigheder foretager Statsforvaltningen en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder.

En dansk statsborger, som ansøger om familiesammenføring i Danmark efter EU-retten, skal i forbindelse med ansøgningen på tro og love erklære, at han eller hun har haft et reelt og faktisk ophold i et andet EU/EØS-land.

Følgende familiemedlemmer er omfattet af muligheden for at opnå familiesammenføring til en dansk statsborger, der har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land:

  • ægtefælle
  • fast samlever over 18 år
  • direkte efterkommere under 21 år (dvs. børn, børnebørn, osv.) af den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • direkte efterkommere over 21 år (dvs. børn, børnebørn, osv.) af den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever, som forsørges af den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • slægtninge i opstigende linje (dvs. forældre, bedsteforældre, osv.) til den danske statsborger eller til ægtefællen/den faste samlever, der forsørges af den danske statsborger eller af ægtefællen/den faste samlever
  • andre familiemedlemmer (dvs. søskende, fætre, kusiner m.v.) hvis de i det land de ankommer fra, forsørges af den danske statsborger eller er optaget i dennes husstand
  • andre familiemedlemmer (dvs. søskende, fætre, kusiner m.v.) hvis alvorlige helbredsmæssige grunde gør det absolut nødvendigt, at den danske statsborger personligt plejer de pågældende

Du kan læse nærmere om kravene til forsørgelse nedenfor.

Der skal være tale om et reelt slægtskabsforhold og/eller reelt ægteskab/fast samlivsforhold mellem den danske statsborger og familiemedlemmet.

Til brug for en ansøgning om familiesammenføring skal der fremvises dokumentation for, at der er etableret en familiemæssig tilknytning mellem den danske statsborger og familiemedlemmet forud for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, for eksempel en vielsesattest (i forhold til ægtefæller) eller en dåbsattest (i forhold til børn).

Hvis et familiemedlem til en dansk statsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land, først søger om familiesammenføring efter EU-retten på et senere tidspunkt end tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, vil der blive foretaget en konkret vurdering af, om familiemedlemmets ansøgning er indgivet i naturlig forlængelse af den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark. I den forbindelse er der udarbejdet et notat om tidsmæssig sammenhæng mellem en dansk statsborgers tilbagevenden til Danmark og ansøgning om ophold som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten

Endvidere er det en forudsætning, at den danske statsborger og familiemedlemmet/ansøgeren har haft et reelt samliv i det EU/EØS-land, hvor den danske statsborger har udnyttet sin ret til fri bevægelighed. Kravet indebærer, at familiemedlemmet/ansøgeren har haft et ophold i det EU/EØS-land, hvor den danske statsborger har udnyttet sin ret til fri bevægelighed. Det bemærkes, at det er en betingelse, at familiemedlemmets/ansøgerens ophold i EU/EØS-landet finder sted under den periode, hvor den danske statsborger udnytter sin ret til fri bevægelighed. Der kan ikke stilles krav om, at familiemedlemmets/ansøgerens ophold i EU/EØS-landet har været lovligt.

Statsforvaltningen foretager også en konkret vurdering af, om der er tale om misbrug af EU-rettens regler, herunder om ægteskabet er indgået med det ene formål at opnå ret til fri bevægelighed og ophold efter EU-retten, hvilket man ellers ikke ville have ret til.

En dansk statsborger og pågældendes ægtefælle/faste samlever, som ansøger om familiesammenføring efter EU-retten i Danmark, skal derfor i forbindelse med ansøgningen på tro og love erklære, at formålet med ægteskabets indgåelse eller samlivets etablering ikke alene er at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for familiemedlemmet.

Hvis parret er gift, skal ægteskabet fortsat være gyldigt ved parrets indrejse i Danmark. Hvis parret er fast samlevende, skal samlivet fortsat bestå under indrejsen i Danmark og under det fortsatte ophold her i landet.

En dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som

  • arbejdstager,
  • selvstændig erhvervsdrivende,
  • tjenesteyder,
  • pensioneret arbejdstager,
  • pensioneret selvstændig erhvervsdrivende eller
  • pensioneret tjenesteyder,

behøver ikke at have en økonomisk aktivitet for at få familiesammenføring med sin ægtefælle/faste samlevende og/eller sine/ægtefællens børn under 21 år ved sin tilbagevenden til Danmark.

Det følger således af Eind-dommen (sag C-291/05), at:

"En tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en arbejdstager, der vender tilbage til den medlemsstat, hvori han er statsborger, efter at have udført lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, har i medfør af artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1612/68, som ændret ved forordning nr. 2434/92 af 27. juli 1992, hvilken bestemmelse finder analog anvendelse, ret til ophold i den medlemsstat, hvori arbejdstageren er statsborger, selv om denne sidstnævnte ikke udfører reelt og faktisk arbejde dér."

Hvis en dansk statsborger ved tilbagevenden til Danmark skifter status fra ikke-økonomisk aktiv (studerende eller selvforsørgende) til økonomisk aktiv (arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende), stilles der ikke krav om, at den danske statsborger skal kunne forsørge sig selv og sine kernefamiliemedlemmer. Dette krav kan dog stilles på et senere tidspunkt, hvis den danske statsborger bliver ikke-økonomisk aktiv igen.

Du kan læse nærmere om kravene til forsørgelse herunder.

Der stilles forskellige krav til forsørgelse, alt efter hvilket opholdsgrundlag den danske statsborger har haft i det EU/EØS-land, hvor pågældende har udnyttet sin fri bevægelighed og afhængigt af, hvilke familiemedlemmer der søges om familiesammenføring med.

Der stilles ikke krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder (økonomisk aktiv) eller som pensioneret arbejdstager/selvstændig erhvervsdrivende/tjenesteyder (pensioneret økonomisk aktiv), ved ansøgning om familiesammenføring efter EU-retten i Danmark skal dokumentere, at pågældende kan forsørge sin ægtefælle/samlevende, sine børn under 21 år og ægtefællens børn under 21 år (kernefamiliemedlemmer). Dette gælder uanset, om pågældende for eksempel modtager kontanthjælp i Danmark.

Derimod kan der stilles krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som økonomisk aktiv eller som pensioneret økonomisk aktiv, og som ved sin tilbagevenden til Danmark søger om familiesammenføring med andre familiemedlemmer (som defineret i § 2, stk. 1, nr. 3-6, i EU-opholdsbekendtgørelsen) end pågældendes ægtefælle/samlevende, sine børn under 21 år og ægtefællens/den samlevendes børn under 21 år, dokumenterer, at pågældende er i stand til at forsørge disse familiemedlemmer.

Herudover kan der stilles krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som studerende, og som ved en tilbagevenden til Danmark søger om familiesammenføring, erklærer eller dokumenterer, at pågældende råder over tilstrækkelige midler til sig selv og alle sine familiemedlemmer, herunder pågældendes ægtefælle/samlevende, pågældendes børn under 21 år og ægtefællens/den samlevendes børn under 21 år.

Endvidere kan der stilles krav om, at en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som selvforsørgende, dokumenterer, at han eller hun råder over tilstrækkelige midler til sig selv og alle sine familiemedlemmer, herunder pågældendes ægtefælle/samlevende, pågældendes børn under 21 år og ægtefællens/den samlevendes børn under 21 år.

Der kan dog ikke stilles krav om, at en dansk statsborger skal kunne forsørge sig selv og sine kernefamiliemedlemmer, hvis han eller hun ved tilbagevenden til Danmark ændrer status fra ikke-økonomisk aktiv (studerende eller selvforsørgende) til økonomisk aktiv (arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende osv.) Dette krav kan dog stilles på et senere tidspunkt, hvis den danske statsborger bliver ikke-økonomisk aktiv igen. Du kan læse nærmere herom i Juridisk fortolkningsnotat om sagerne C-456/12, O m.fl., og sag C-457/12, S. m.fl.

Der stilles heller ikke krav om, at en dansk statsborger skal kunne forsøge sig selv og sine familiemedlemmer efter indrejsen i Danmark, hvis den danske statsborger har opnået tidsubegrænset opholdsret i det EU/EØS-land hvor han/hun har benyttet sin ret til fri bevægelighed. Du kan læse nærmere herom i Juridisk fortolkningsnotat om Clauder-dommen (E-4/11), der også finder anvendelse for danske statsborgere der har benyttet deres ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land.

Statsforvaltningen kan oplyse nærmere om, hvilke familiemedlemmer der kan få udstedt registreringsbevis eller opholdskort, og hvilke betingelser der skal være opfyldt.

Familiemedlemmet, herunder den udenlandske ægtefælle/faste samlever, skal ikke have haft et forudgående, lovligt ophold i det EU/EØS-land eller Schweiz, hvor den danske statsborger hidtil har udnyttet retten til ophold.

Det følger således af Metock-dommen (sag C-127/08)., at:

"Europaparlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som opstiller et krav om, at en tredjelandsstatsborger, som er ægtefælle til en unionsborger, som opholder sig i en medlemsstat, hvor han ikke er statsborger, forudgående skal have opholdt sig lovligt i en anden medlemsstat inden vedkommendes ankomst til værtsmedlemsstaten for at kunne drage fordel af bestemmelserne i dette direktiv."

Det forudsættes dog, at den danske statsborger og familiemedlemmet/ansøgeren har haft et reelt samliv i det EU/EØS-land, hvor den danske statsborger har udnyttet sin ret til fri bevægelighed.

Det følger således af dommen Eind (sag C-291/05) præmis 35-36, at:

"En statsborger i en medlemsstat kan afstå fra at forlade den medlemsstat, hvori han er statsborger, for at udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område, hvis han ikke har sikkerhed for at kunne vende tilbage til sin oprindelsesmedlemsstat, uanset om han er erhvervsmæssig beskæftiget i denne sidstnævnte stat eller ej.

Denne demotiverende virkning ville ligeledes opstå for fællesskabsborgeren ved den blotte udsigt til ikke at kunne fortsætte det samliv med sine nære slægtninge, som han måtte have indledt ved ægteskab eller familiesammenføring i værtsmedlemsstaten."

I helt særlige tilfælde har en dansk statsborger, som opholder sig i Danmark, og som leverer grænseoverskridende tjenesteydelser til andre EU/EØS-lande, mulighed for at opnå familiesammenføring efter EU-retten.

EF-domstolen har således i dommen Carpenter (sag C-60/00) fastslået, at en EU/EØS-statsborger, der opholder sig i sit eget land, men som leverer tjenesteydelser til borgere i andre EU/EØS-lande, under helt særlige omstændigheder har krav på familiesammenføring efter EU-reglerne i sit hjemland.

Carpenter-dommen vedrørte den britiske statsborger, Hr. Carpenter, der leverede grænseoverskridende tjenesteydelser til kunder etableret i andre EU-lande og i Storbritannien. Hr. Carpenters virksomhed var etableret i Storbritannien, og han foretog forretningsrejser til andre EU-lande. Storbritannien udviste Hr. Carpenters ægtefælle, der var filippinsk statsborger, men EF-domstolen fastslog, at hun i kraft af EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for tjenesteydelser havde en afledet ret til at opholde sig i Storbritannien.

Hvis en dansk statsborger, som bor i Danmark og leverer grænseoverskridende tjenesteydelser, ønsker at få udstedt registreringsbevis/opholdskort til sin udenlandske ægtefælle/faste samlever eller til deres børn under 21 år, skal følgende krav derfor være opfyldt:

  • Den danske statsborgers ægtefælle og børn under 21 år (tredjelandsstatsborgeren) skal være indrejst lovligt til Danmark.
  • Den danske statsborger skal bo i Danmark og herfra levere en grænseoverskridende tjenesteydelse i forhold til et andet EU/EØS-land eller Schweiz.
  • Den danske statsborger skal have forretningsrejser til de øvrige EU-lande, hvortil der leveres tjenesteydelser.
  • Den danske statsborgers levering af tjenesteydelserne skal udgøre en stor del af den pågældendes erhvervsmæssige aktiviteter, dels i Danmark, dels i andre EU-lande.
  • Formålet med et ægteskabs indgåelse eller et samlivs etablering må ikke alene være at opnå et selvstændigt opholdsgrundlag for ansøgeren. Hvis parret er gift, skal ægteskabet fortsat være gyldigt ved den udenlandske ægtefælles indrejse i Danmark. Hvis parret er fast samlevende, skal samlivet fortsat bestå under indrejsen i Danmark og under det fortsatte ophold her i landet.
  • Parret skal have etableret et reelt familieliv i Danmark.

Der vil kunne kræves dokumentation for, at ovennævnte betingelser er opfyldt.

En dansk statsborger, som bor i Danmark, og som udfører økonomisk aktivitet i et andet EU-land, har i visse tilfælde mulighed for at opnå familiesammenføring efter EU-retten. Det følger af dommen S. m.fl., sag C-457/12, at en EU-statsborger, der opholder sig i sit eget land, og som arbejder i et andet EU-land, i visse tilfælde har krav på familiesammenføring.

Dommen vedrørte den ukrainske statsborger, Fru S, der var svigermor til en nederlandsk statsborger, som var ansat af en nederlandsk arbejdsgiver som salgschef vedrørende Benelux-landene, Svigersønnen anvendte 30 % af sin ugentlige arbejdstid på at forberede og gennemføre forretningsrejser til Belgien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Fru S tog sig af sit barnebarn. Nederlandede gav Fru S afslag på familiesammenføring efter EU-retten, da hun aldrig havde opholdt sig sammen med sin svigersøn i en anden medlemsstat.

Dommen vedrørte endvidere Fru G, der var peruviansk statsborger og ægtefælle til en nederlandsk statsborger, der var bosat i Nederlandene, og som arbejdede for en arbejdsgiver i Belgien, hvortil han rejste hver dag. Parret havde en datter, og desuden havde Fru G en søn, der også var optaget i familien. De nederlandske myndigheder meddelte fru G afslag på familiesammenføring efter EU-retten.

EU-domstolen fastslog, at enhver EU/EØS-statsborger, der indenfor rammerne af en arbejdskontrakt udøver erhvervsmæssig beskæftigelse i en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende har bopæl, er omfattet af EU-traktatens ret til arbejdskraftens frie bevægelighed. EU-Domstolen udtalte endvidere, at retten til fri bevægelighed for arbejdstagere kan betyde, at en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en arbejdstager, som er EU/EØS-statsborger, indrømmes en afledt opholdsret i den medlemsstat, hvor EU/EØS-statsborgeren er statsborger.

Familiesammenføringen skal betinges af, at familiesammenføringen er nødvendig for at sikre, at EU/EØS-statsborgeren faktisk kan udøve sin ret til arbejdskraftens frie bevægelighed. Alene det forhold, at den danske statsborger ønsker at bo i Danmark med sin udenlandske ægtefælle, er ikke nok.

Hvis en dansk statsborger, som bor i Danmark, men som arbejder helt eller delvist i en anden medlemsstat, ønsker at få udstedt registreringsbevis/opholdskort til sit udenlandske familiemedlem efter EU-retten, skal følgende krav være opfyldt:

  • Den danske statsborger skal bo i Danmark og være arbejdstager efter EU-retten i en anden medlemsstat og som følge heraf regelmæssigt rejse dertil (grænsegænger), eller være ansat ved en i Danmark hjemmehørende arbejdsgiver, men inden for rammerne af sin arbejdskontrakt udføre en vis del af sit ugentlige arbejde i en anden medlemsstat (forretningsrejser).
  • Familiesammenføringen skal være nødvendig for at sikre, at den danske statsborger faktisk kan udøve sin ret til fri bevægelighed i den anden medlemsstat
  • Den danske statsborgers udenlandske familiemedlem skal være indrejst lovligt i Danmark
  • Den danske statsborger og det udenlandske familiemedlem skal etablere et reelt samliv i Danmark.

Se nærmere herom i Juridisk fortolkningsnotat om sagerne C-456/12, O. m.fl., og sag C-457/12, S. m.fl.

Som familiemedlem til en dansk statsborger, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for personer, og med ret til ophold i Danmark efter EU-bekendtgørelsen, har du mulighed for efter fem års ophold i Danmark at ansøge om tidsubegrænset ophold i Danmark. For nærmere oplysninger om tidsubegrænset ophold kontakt Statsforvaltningen.

Ansøgning om familiesammenføring efter EU-retten samt ansøgninger om tidsubegrænset ophold efter EU-reglerne behandles af Statsforvaltningen.

Ved ansøgning om registreringsbevis/opholdskort på baggrund af disse regler indgives ansøgningen til Statsforvaltningen eller en dansk ambassade eller et generalkonsulat i udlandet.

Ansøgning skal indgives samtidig med den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark eller i umiddelbar forlængelse heraf. Hvis et familiemedlem til en dansk statsborger søger om familiesammenføring efter EU-retten på et senere tidspunkt end tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, vil Statsforvaltningen foretage en konkret vurdering af, om familiemedlemmets ansøgning er indgivet i naturlig forlængelse af den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark.

Der vil ved vurderingen heraf blive lagt vægt på baggrunden for, at ansøgningen er indgivet på et senere tidspunkt end tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, herunder om familiemedlemmet af særlige arbejds- eller uddannelsesmæssige grunde har udskudt ansøgningen samt varigheden af den tidsmæssige forskel.

Registreringsbeviset, som udstedes til familiemedlemmer, der er EU/EØS-statsborgere eller schweiziske statsborgere, gives i form af et brev fra Statsforvaltningen. Registreringsbeviset gives uden en udløbsdato.

Opholdskortet, som udstedes til familiemedlemmer, der er tredjelands-statsborgere, gives i form af et plastkort i kreditkortstørrelse fra Statsforvaltningen. Opholdskortet er tidsbegrænset.

Tidsubegrænset ophold efter EU-reglerne har man mulighed for at ansøge om efter fem års ophold i Danmark. Man skal være familiemedlem til en dansk statsborger, der er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed for personer, og med ret til ophold i Danmark efter EU-bekendtgørelsen. For nærmere oplysninger om tidsubegrænset ophold kontakt Statsforvaltningen.

De danske udlændingemyndigheder har tidligere stillet krav om, at en dansk statsborger, som havde udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land, og som herefter søgte om at få et familiemedlem familiesammenført efter EU-retten, skulle ernære sig som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder eller som pensioneret arbejdstager, pensioneret selvstændig erhvervsdrivende eller pensioneret tjenesteyder ved sin tilbagevenden til Danmark.

Dette krav er bortfaldet som følge af EU-domstolens afgørelse i Eind-sagen.

De danske udlændingemyndigheder har også tidligere stillet krav om, at en udenlandsk ægtefælle skulle have haft et forudgående, lovligt ophold i et andet EU/EØS-land for at opnå familiesammenføring med en dansk statsborger, som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land.

De danske udlændingemyndigheder har endvidere stillet krav om, at en dansk statsborger for at opnå familiesammenføring efter EU-retten i Danmark skulle have udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende, tjenesteyder, pensioneret arbejdstager, pensioneret selvstændig erhvervsdrivende eller som pensioneret tjenesteyder. Der var altså ikke mulighed for at opnå familiesammenføring efter EU-retten, hvis den danske statsborger havde udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som studerende eller selvforsørgende.

Disse krav er bortfaldet som følge af EU-domstolens afgørelse i Metock-sagen.

De danske udlændingemyndigheder har som konsekvens af to domme fra EU-domstolen i sagerne Ibrahim og Teixeira (sag C-310/08 og C-480/08) justeret praksis i sager vedrørende familiesammenføring efter EU-reglerne om den fri bevægelighed.

Dommene betyder, at børn, der har opnået ophold i Danmark under en forælders udøvelse af arbejdskraftens fri bevægelighed, i visse tilfælde kan bevare opholdsretten ved ophør af denne forælders arbejdstagerstatus. Den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over barnet, kan samtidig have en afledt opholdsret.

Dommene får også betydning i sager om familiesammenføring efter EU-rettens regler om fri bevægelighed, hvor den herboende ægtefælle er dansk statsborger. Den person, der har opnået familiesammenføring i Danmark efter EU-retten som ægtefælle til en dansk statsborger, der har udøvet arbejdskraftens fri bevægelighed i et andet EU-land, kan i visse tilfælde opnå en afledt opholdsrettighed.

Dommene har desuden den konsekvens, at det krav om selvforsørgelse, der i Danmark stilles i sager vedrørende artikel 12, stk. 3, i opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF), ikke kan opretholdes. Denne bestemmelse regulerer spørgsmålet om bevarelse af opholdsret i tilfælde af EU/EØS-statsborgerens udrejse eller død.

Som en konsekvens af Zambrano-dommen (sag C-34/09) og efterfølgende retspraksis (sag C-256/11, Dereci m. fl., og sag C-356/11 og 357/11, O og S m. fl.) kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en herboende mindreårig dansk statsborger, som han/hun forsørger, i visse tilfælde have ret til ophold efter TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet. Det bemærkes, at dommen i O og S-sagen (C-356/11 og 357/11) har præciseret, at det ikke er en betingelse, at der er tale om et biologisk forhold, idet det afgørende er, om der er tale om et afhængighedsforhold mellem tredjelandsstatsborgeren og den herboende mindreårige danske statsborger.

De danske udlændingemyndigheder har tidligere stillet krav om, at en dansk statsborger, som havde udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som studerende eller selvforsørgende, ved tilbagekomsten til Danmark skulle kunne forsørge sig selv og alle sine familiemedlemmer. Som konsekvens af EU-domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., kan forsørgelseskravet ikke stilles overfor den danske statsborgers kernefamiliemedlemmer, hvis den danske statsborger ved tilbagekomsten til Danmark skifter status fra ikke-økonomisk aktiv (selvforsørgende eller studerende) til økonomisk aktiv (arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende).

En dansk statsborger, der har udnyttet sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager, har tidligere skullet opfylde et krav om, at han/hun for at opnå familiesammenføring efter EU-retten i Danmark skulle have taget ophold i et andet EU/EØS-land. Der var dermed ikke mulighed for at opnå familiesammenføring efter EU-retten, hvis den danske statsborger havde udnyttet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU/EØS-land som grænsegænger, eller ved at udføre en del af sine arbejdsopgaver i en anden medlemsstat, uden at bosætte sig i den pågældende medlemsstat.

Som konsekvens af EU-domstolens dom i sag C-457/12, S m.fl., kan en dansk statsborger, der bor i Danmark og arbejder i et andet EU/EØS-land, og som følge heraf regelmæssigt rejser dertil (grænsegænger), i visse tilfælde opnå familiesammenføring efter EU-retten med deres familiemedlemmer.

Det samme gælder, hvis en dansk statsborger bor i Danmark og er ansat ved en i Danmark hjemmehørende arbejdsgiver, men inden for rammerne af sin arbejdskontrakt udfører en vis del af sit arbejde i en anden medlemsstat (forretningsrejser). I begge tilfælde kan familiesammenføring efter EU-retten betinges af, at den er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger faktisk kan udøve den grundlæggende ret til arbejdskraftens frie bevægelighed. Endvidere skal danske statsborgers udenlandske familiemedlem (tredjelandsstatsborgeren) være indrejst lovligt i Danmark, og den danske statsborger og det udenlandske familiemedlem skal etablere et reelt samliv i Danmark. Se nærmere herom i juridisk fortolkningsnotat om sagerne C-456/12, O. m.fl., og sag C-457/12, S. m.fl. 

En dansk statsborger, der har udnyttet sin ret til fri bevægelighed som tjenesteyder, pensioneret arbejdstager, pensioneret selvstændig erhvervsdrivende, pensioneret tjenesteyder, udstationeret, studerende eller som selvforsørgende skal fortsat opfylde et krav om, at han/hun for at opnå familiesammenføring efter EU-retten i Danmark skal have taget ophold i et andet EU/EØS-land.

Hvis en dansk statsborger, som tidligere har fået afslag på familiesammenføring efter EU-retten, mener at være omfattet af den nye praksis, som beskrevet ovenfor, som følger af Eind-dommen (sag C-291/05), Metock-dommen (sag C-127/08), Ibrahim-Teixeira-dommene (sag C310/08 og C-480/08), Zambrano-dommen (sag C-34/09) , O og S-dommen (sag C-356/11 og 357/11), O-dommen (sag C-456/12) og S-dommen (sag C-457/12), eller i øvrigt mener at have krav på familiesammenføring efter EU-retten, kan han/hun anmode den myndighed, som senest har behandlet sagen, om at få sagen genoptaget.

Det vil herefter blive vurderet, om der er grundlag for at genoptage sagen.