Spørgsmål og svar

Når du har fået opholdstilladelse i Danmark som flygtning, og du ikke tidligere har haft dansk opholdstilladelse, er du omfattet af reglerne i integrationsloven om boligplacering. Det betyder bl.a., at Udlændingestyrelsen bestemmer, hvilken kommune du skal bo i. Dette kaldes visitering.

Når Udlændingestyrelsen skal visitere en flygtning, tages der udgangspunkt i det antal flygtninge, den enkelte kommune skal modtage (kvoter). En flygtning skal således visiteres til en kommune, som efter kommunekvoterne skal modtage og boligplacere flygtninge.

Læs mere om fastsættelsen af regions- og kommunekvoter på us.dk

Afgørelser om visitering træffes – foruden på grundlag af kommunekvoterne – derudover på grundlag af dine personlige forhold og forholdene i den enkelte kommune og omkringliggende kommuner.

Mulighed for arbejde

Som et helt centralt hensyn skal der lægges vægt på din mulighed for at komme i arbejde. Der kan i den forbindelse lægges vægt på dine uddannelsesmæssige og faglige kvalifikationer samt erhvervserfaring sammenholdt med oplysninger om kommunens og de omkringliggende kommuners arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold m.v. Der kan derudover lægges vægt på oplysninger om øvrige relevante forhold i kommunen.

Hvis du kan bevise, at du har et faktisk og reelt jobtilbud, skal du som udgangspunkt visiteres til den kommune, hvor arbejdspladsen er beliggende eller en nærliggende kommune. Jobtilbuddet skal have et omfang på minimum 15 timer om ugen og må ikke være tidsbegrænset, medmindre der er tale om et tilbud om integrationsgrunduddannelse, jf. lov om integrationsgrunduddannelse. Du skal fremlægge skriftlig dokumentation for jobtilbuddet, fx i form af en ansættelseskontrakt eller aftale om integrationsgrunduddannelse, som skal være modtaget af Udlændingestyrelsen på tidspunktet for visiteringsafgørelsen.

Særlige personlige forhold

Udlændingestyrelsen tager også hensyn til, om der foreligger ganske særlige personlige forhold, herunder om du har nærtstående familiemæssig tilknytning til personer, der bor i Danmark, eller har særlige behov for speciel behandling m.v., der taler for at visitere til en anden kommune.

Seneste opholdssted

Udlændingestyrelsen kan derudover ved afgørelser om visitering lægge vægt på dit seneste opholdssted.

Dine personlige forhold gennemgås i forbindelse med asylsagsbehandlingen ved udfyldelsen af et boligplaceringsskema. Hvis du på et senere tidspunkt har nye eller supplerende oplysninger, er det vigtigt, at du giver Udlændingestyrelsen besked. I den forbindelse kan du bruge dette oplysningsskema vedr. visitering

Hvis du har en særlig tilknytning til en kommune som følge af, at du inden du fik opholdstilladelse har været anbragt på en institution eller i familiepleje i kommunen eller har nærtstående familiemedlemmer, der er bosat i kommunen, eller der foreligger andre ganske særlige forhold, kan du visiteres til en kommune, som efter kommunekvoterne ikke skal modtage flygtninge/ikke skal modtage flere flygtninge (en såkaldt 0-kommune).

Hvis du forud for Udlændingestyrelsens visiteringsafgørelse kan bevise at have et faktisk og reelt jobtilbud og den samlede daglige transporttid mellem bopæl og arbejde vil udgøre mere end 2 timer med offentlige transportmidler, hvis du visiteres til en kommune, der skal modtage og boligplacere flygtninge, kan du visiteres til den kommune, hvor arbejdspladsen er beliggende, eller en nærliggende kommune, selvom denne måtte være en 0-kommune.

Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om visitering, bliver du orienteret om afgørelsen pr. brev. Styrelsen sender også afgørelsen til den kommune, som du skal boligplaceres i. Kommunen modtager herudover relevante informationer om dine personlige forhold og en kopi af boligplaceringsskemaet.

Når du får opholdstilladelse, vil du også få et administrativt CPR-nummer af Udlændingestyrelsen. Et administrativt CPR-nummer er et almindeligt CPR-nummer, som i første omgang oprettes til brug for offentlige myndigheders administrative sagsbehandling. Det er først, når din bopæl er registeret hos kommunen, at du opnår de rettigheder, der følger med CPR-nummeret, fx sygesikring.

For at undgå dobbeltregistrering, er det vigtigt at du oplyser, at du har fået et administrativt CPR-nummer, når du tilmelder dig Det Centrale Personregister (CPR) i din bopælskommune.

Læs mere om, hvornår Udlændingestyrelsen udsteder administrative CPR-numre

Når du har ansøgt om asyl i Danmark og har et nationalitetspas, vil dit pas være blevet inddraget til brug for sagsbehandlingen og opbevaret af enten politiet eller Udlændingestyrelsen. Passet sendes ikke automatisk retur, når du har fået opholdstilladelse i Danmark.

Ønsker du at få dit nationalitetspas retur, efter at du har fået opholdstilladelse som flygtning i Danmark, skal du kontakte Udlændingestyrelsen. Du vil herefter blive indkaldt til en kort samtale hos Udlændingestyrelsen i Center Sandholm, hvor der spørges ind til, hvorfor passet ønskes udleveret, og du bliver vejledt om reglerne for bortfald og inddragelse af opholdstilladelsen.

Hvis du også har et konventions- eller fremmedpas

Du må som flygtning i Danmark ikke være i besiddelse af både et nationalitetspas og et konventions- eller fremmedpas samtidig. Hvis du ønsker at få dit nationalitetspas udleveret, og du har fået et konventions- eller fremmedpas af Udlændingestyrelsen, skal dette pas deponeres hos styrelsen. Det pas, som deponeres hos styrelsen, vil forblive gyldigt indtil udløbsdatoen, og du kan når som helst kontakte Udlændingestyrelsen for at få ombyttet passene.

Kontakt os i god tid

Vi anbefaler, at du kontakter Udlændingestyrelsen i god tid, når du ønsker at få dit pas retur. Desuden anbefaler vi, at du ikke køber flybilletter eller andre former for billetter, før du har været til samtale hos Udlændingestyrelsen i Center Sandholm. Årsagen til dette er, at der kan være nogle få ugers ventetid på at komme til samtale.

Mens du fortsat opholder dig på asylcentret, vil du modtage undervisning i overgangsfasen mellem asylcentret og kommunen. Undervisningsmaterialet 'Tjek DK' er en standardpakke med undervisningsmateriale, som indkvarteringsoperatørerne anvender til undervisningen. Læs mere om undervisning af flygtninge i overgangsfasen